Flere danske successerier: FilmFyn tilslutter sig samarbejde med Netflix

FilmFyn har tilsluttet sig et samarbejde, der sammen med streamingtjenesten Netflix skal udvikle flere talenter til at producere serier.

Danske serier som Kastanjemanden, The Rain og Equinox ligger allerede på streaminggiganten Netflix. Men med fynsk støtte kan der være endnu mere på vej.

FilmFyn har i år tilsluttet sig det brede samarbejde Serieskolen, der sammen med blandt andet Netflix skal udvikle nye talenter med fokus på netop serieformatet. 

Det skriver FilmFyn i en pressemeddelelse. 

- Jeg er rigtig glad for, at vi i dag kan udvide samarbejdet til også at omfatte Serieskolen. Vi ved, at der er rigtig mange i den fynske filmbranche, der gerne vil arbejde med serieformatet. Serieskolen er et unikt tilbud, som jeg håber rigtig mange vil deltage i, siger Klaus Hansen, direktør for FilmFyn, i meddelelsen.

Forberedes til at pitche for Netflix

Det er Fonden Filmtalent, herunder Filmværkstedet i København, Aarhus og Odense, der sidste år lancerede Serieskolen. Udover FilmFyn har også Den Vestdanske Filmpulje tilsluttet sig i år.

Der er tale om et landsdækkende talentudviklingsprogram i tre faser, hvor det unikke samarbejde med Netflix samtidig kan give de medvirkende indsigt i, hvordan en stor aktør på markedet arbejder.

Forløbet begynder med syv gratis master classes, der er tilgængelige for alle. Herefter bliver 12 talenthold udvalgt til en udviklingsproces, der skal klargøre dem til at pitche foran Netflix og den danske seriebranche. 

Til sidste udvælges fire af talentholdene til at producere en pilot-version - et enkeltstående afsnit, der skal bruges til at sælge en eventuel serie.

Større fynsk præg

Det udvidede regionale samarbejde betyder, at endnu flere kan følge deres drømme, da der i år kan udvælges fire talenthold frem for tre, som det var tilfældet sidste år. 

Og det glæder Odense Filmværksteds direktør Mette Bihl, at Fyn nu er endnu bedre repræsenteret og kan sætte sit præg på branchen.

- Når vi deler netværk, bygger vi bro mellem vækstlag og branche og får på den måde større muskler og skaber mere opmærksomhed om, at Fyn både er film og serier, siger hun.

I 2022 støttes fire projekter med 100.000 kroner til produktion. Derudover tilbydes et arbejdslegat på 30.000 kroner til hver af de fire talenthold. 

Ansøgninger skal sendes til serieskolen inden mandag den 21. februar 2022 klokken 12.00.