Flere og flere overnatter i Danmark - på vej mod rekord
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Året er begyndt med mange overnatninger på hoteller, feriecentre og andre steder i branchen.
Antallet af overnatninger i Danmark fortsætter med at stige.
Det viser tal fra Danmarks Statistik offentliggjort fredag.
I alt var der 12 millioner overnatninger i Danmark i årets første fem måneder. Her tælles både hoteller, feriecentre, vandrerhjem, campingpladser og lystbådehavne med.
Det er en stigning på 1,2 millioner overnatninger i forhold til samme periode sidste år.
Tallene følger flere års opadgående tendens, hvis man fraregner coronaårene 2020 og 2021.
Ser man kun på hotellerne i maj, blev der slået rekord med 1,73 millioner overnatninger.
Tallene er ifølge privatøkonom hos Arbejdernes Landsbank Brian Friis Helmer "imponerende".
- Vi begynder at kunne ane en ny rekord for 2023 i horisonten, siger han i en skriftlig kommentar.
Også interesseorganisationen DI ser de positive tendenser for branchen fortsætte og regner med en god sommer.
- Der er udsigt til rekordmange overnatninger i Danmark i sommeren 2023. Vi tror på, at den hidtidige rekord fra 2022 bliver slået med 700.000 overnatninger mere i sommermånederne, siger Maria Krüger Torp, chef for DI Turisme og Oplevelser, i en pressemeddelelse.
Det er klart danskerne selv, der står for størstedelen af overnatningerne i Danmark.
Ud af de i alt 3,7 millioner overnatninger i maj var knap 2,6 millioner danske.
De danske overnatninger er på niveau med året forinden, og dermed er det en stigning i de udenlandske overnatninger, der gør, at maj havde flere overnatninger end sidste år.
Således var der omtrent 200.000 flere udenlandske overnatninger i Danmark i maj i år end sidste år.