Frej var fire minutter fra dødstog: Nu håber han, at godsfirmaerne vil tage ansvar for sikkerheden på Storebælt

En længe ventet vindanalyse efter dødsulykken på Storebælt fastslår, at fastspændt gods ikke kan blæse af tog. Nu vil pendlere have godsfirma til at tage ansvar.

Otte mennesker blev dræbt ved den alvorlige togulykke på Storebælt den 2. januar 2019. Her rev en lastbiltrailer sig løs fra en såkaldt lommevogn (speciel type godstogvogn, red.) og ramte et forbikørende passagerertog. 

I kølvandet på ulykken anbefalede Havarikommissionen, at Banedanmark skulle lave analyser af vindforholdene på Storebæltsbroen for at finde ud af, om der skulle indføres skrappere krav til sikkerheden, når det blæser kraftigt på Storebælt.

Nu foreligger analysen, som er lavet af Danmarks Tekniske Universitet, DTU, for Banedanmark. Konklusionen i rapporten er, at hvis gods på togvogne er spændt forsvarligt fast efter forskrifterne så er både de nuværende og de daværende vindrestriktioner tilstrækkelige til, at godset ikke blæser af.

I rapporten med den nye vindanalyse lyder konklusionen således: 

"Analysen viser, at såfremt en trailer er forsvarligt fastgjort på en lommevogn, kan den ikke blæses af ved de vindgrænser, der eksisterede før ulykken på Storebælt den 2. januar 2019 eller ved de reducerede vindgrænser, der blev indført efter ulykken."

Pendlerformand: Der skal tales alvorligt med godsfirmaer

Nu håber formanden for pendlerne på strækningen, at rapporten får transportselskaberne til at sikre, at godset på godstogene er forsvarligt spændt fast.

- Der er nogen, der skal tage en alvorlig snak med DB Cargo om, hvordan de forvalter det sikkerhedsansvar de har, når de sender tog ud på banen, for der går jo noget galt der, i hvert fald, siger Frej Jensen, der er formand for Østfyns Pendlerklub. 

Den 2. januar, hvor dødsulykken skete på Storebælt, skulle Frej Jensen, have været med toget. Men en forsinkelse på fire minutter gjorde, at han ikke nåede uheldstoget. 

Han er dog stadig  tryg ved at køre i tog over Storebælt, men det er ifølge ham vigtigt at have fokus på, at sikkerheden ikke bliver sat over styr.

- Der er behov for at råbe vagt i gevær, når man oplever, at sikkerheden på jernbanen, og i særdeleshed på broen, bliver sat over styr og man ikke bruger de rette løsninger, siger Frej Jensen. 

Ved dødsulykken den 2. januar 2019 fastslog Havarikommissionen, at årsagen til ulykken var, at en lastbiltrailer, der blev fragtet på lommevognen ikke var spændt korrekt fast.

Undersøgelser viste, at låsemekanismen ikke var korrekt låst, og derved kunne den tomme og lette lastbiltrailer rive sig løs i den hårde vind og ramme det forbikørende passagertog. 

DB Cargo: Storebælt er tilsyneladende det eneste sted det sker

Det var et godstog fra godsfirmaet DB Cargo, der mistede lastbiltraileren, som ramte ind i det forbikørende passagertog. Havarikommissionen slog efter ulykken fast, at der manglede vedligehold og smørring af den låsemekanisme, som var skyld i ulykken. 

DB Cargo der stod for godstransporten, der var skyld i dødsulykken på Storebælt, vil ikke kommentere på den nye vindanalyse, oplyser kommunikationsdirektør i DB Cargo, Jan Wildau.

I forbindelse med, at det i januar i år kom frem, at DB Cargo havde indberettet seks nye tilfælde af lommevogne, der heller ikke var korrekt låst kom DB Cargo med et skriftligt svar:

"Storebæltsbroen er tilsyneladende det eneste sted i Europa, hvor trailere kan løftes ud af låse, forrykkes eller blæses af togvogne. Trailere er ikke blæst af andre steder og har aldrig gjort det. Det kan skyldes fejl i håndtering eller udstyr, og intet er vigtigere end sikkerheden. Men det kan også ske ved korrekt betjening af samme godkendte og fejlfri udstyr, der bruges i resten af Europa."

I vindanalysen konkluderer forskerne fra DTU og Banedanmark dog, at der ikke er særlige problematiske vindforhold på Storebælt, når man sammenligner med andre lokaliteter. 

Dog fremgår det, at vinden er kraftigere på Storebælt end den er på jernbanestrækninger på land. Til gengæld fastslår rapporten, at der er mindre turbulens og uforudsigelige vinde på Storebælt end på andre jernbanestrækninger. 

Minister: Jeg håber, at DB Cargo vil læse rapport

Transportminister Benny Engelbrecht er tilfreds med, at der nu foreligger en undersøgelse, der viser, at vinden ikke kan blæse gods af tog inden for de fastsatte vindgrænser, så længe godset er forsvarligt fastgjort. 

- Jeg er rigtig glad for, at nu har vi et meget, meget grundigt stykke arbejde, der fuldstændig afviser, at der skulle være noget, som kan forhindre eller undgå, at DB Cargo tager sig det nødvendige ansvar. Man er nødt til at fastspænde løst gods, siger transportminister Benny Engelbrecht (S).

Nu er der jo restriktionerne for kørslen over Storebælt. Det antyder vel, at der er en eller form for problemer med godstransport på Storebælt?

- Man kan sige, at vi går med livrem og seler, og det skyldes jo, at der har været nærved-hændelser, og en meget, meget alvorlig ulykke. Derfor synes jeg, at det er det rigtigste, også selvom man teoretisk kunne lade være med at have dem, fordi det afgørende er, at godset er behørigt fastspændt, siger Benny Engelbrecht.

Efter at rapporten med vindanalyserne på Storebælt er lavet er meldingen fra transportministeren klar:

- Jeg synes, at DB Cargo skal læse den udmærkede rapport, som nu er lavet. Så går jeg ud fra, at de ligesom alle andre kan indse, at det er deres ansvar at sørge for at gods, det er ordentligt fastspændt, understreger Benny Engelbrecht.

Vindgrænser skal ikke ændres

Den nye vindanalyse viser, at man kan køre godstog over Storebælt i vindhastigheder helt op til 26,1 meter i sekundet, så længe godset er spændt korrrekt fast. 

Derfor giver den nye analyse heller ikke anledning til, at der skal ændres på grænserne for, hvornår togene skal køre langsommere over broen, eller hvornår der skal lukkes for godstransport.

Ifølge reglerne skal farten sættes ned for godstog, når vinden er over 15 meter i sekundet og broen lukkes for godstog når vinden kommer op på 20 meter i sekundet.

Analysen har også kortlagt, hvilke vindgrænser der skal være gældende, hvis man skal kunne sende godstog over Storebælt, hvor lastbiltrailere ikke er korrekt og forsvarligt fastgjort. 

I det scenario skal godstrafikken standses ved vindhastigheder på mellem 11og 13 meter i sekundet. De vindhastigheder optræder så ofte, at det vil give store konsekvenser for både gods- og passagertrafik, hvis man skal sætte vindgrænser, som tager højde for, at godstog kører med gods, der ikke er forsvarligt fastgjort.

I dag er der stadig skrappere regler for kørsel med lommevogne over Storebælt. Ifølge et påbud fra Trafikstyrelsen er der minimumskrav til, hvor meget låseskamlen skal kunne holde til, og så skal lastbiltrailere have en vægt på mindst 14 tons, når de bliver fragtet på lommevogne, så de ikke blæser af.

Du kan læse hele Banedamarks vindanalyse her.


Oversigt

    Oversigt