I det fynske folks tjeneste

Hjælpepakker forlænges efter nedlukning

Et flertalt i Folketinget er blevet enige om at forlænge hjælpepakkerne efter onsdagens udmeldinger om yderligere nedlukning.

Hjælpepakkerne forlænges og vil gavne virksomheder, kultur- og foreningsliv og lønmodtagere. Foto: vestergade

Et bredt flertal i Folketinget er torsdag blevet enige om at forlænge og forbedre hjælpepakkerne til dansk erhvervs- og kulturliv. Det sker efter onsdagens annoncering af yderligere nedlukning på grund af de høje smittetal med coronavirus.

Bag aftalen står regeringen, Venstre, De Radikale, SF, Enhedslisten, De Konservative og Alternativet.

Læs også Tøjbutik i storcenter holder åbent på trods af nedlukning: - Det bliver et kaos i byerne

Aftalen bygger oven på sidste uges aftale mellem de samme partier om at genåbne de generelle hjælpepakker. De blev vedtaget i foråret, da Danmark i stor udstrækning lukkede ned på grund af coronavirus.

Skal skabe tryghed

Aftalen skal ifølge beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) skabe "tryghed for både virksomheder, lønmodtagere og kultur- og idrætsliv".

- Det høje smittetryk betyder, at vi må indføre skrappere restriktioner, og derfor er det afgørende, at hjælpen følger med.

Læs også Mette F.: Det er en reel nedlukning over jul og nytår

- Og så lytter vi selvfølgelig også, når virksomhederne siger, det er for teknisk og svært at ansøge om hjælp. Derfor forenkler og forbedrer vi nu også kompensationsordningerne, siger Peter Hummelgaard i en pressemeddelelse.

En række af de målrettede kompensations- og garantiordninger bliver forlænget fra 1. februar til 28. februar næste år.

Det indeholder aftalen om hjælpepakker

For virksomheder:

  • Udvidet adgang til kompensation for faste omkostninger light til tvangslukkede enheder.
  • Der sættes 85 mio. kr. af til forenklinger og forbedringer af kompensationsordningerne for faste omkostninger, faste omkostninger light samt selvstændige mv. for at lette ansøgningsprocessen.
  • Der sættes 110 mio. kr. yderligere af i 2021 til den eksisterende omstillingspulje, som bl.a. er målrettet turismeerhvervet og oplevelsesindustrien.
  • Ny rentefri A-skattelåneordning for SMV’er styrker likviditet med knap 7 mia. kroner.
  • Ny kompensationsordning til tvangslukkede, sæsonafhængige selvstændige og kunstnere i julesæsonen samt pulje på 5 mio. kroner til dækning af sæsonbetonede investeringer omkring julen.
  • Forlængelse af tabsramme i Rejsegarantifonden, som dækker træk på garantien for de rejsebureauer, der måtte gå konkurs. Flere midler til Rejsegarantifondens sekretariat.
  • Forlængelse af garantiordninger i Vækstfonden og EKF til SMV’er og større virksomheder.
  • Flere midler til matchfinansieringsordninger i Vækstfonden til hhv. iværksættere i de tidlige faser og venturevirksomheder.
  • Omrejsende tivolier tvangslukkes og kan dermed få adgang til kompensation via lønkompensationsordningen, faste omkostninger og selvstændigordningen på samme vilkår som andre tvangslukkede virksomheder.
  • Midlertidig suspendering af G-dage ved ordinær arbejdsfordeling og hjemsendelse.
  • Iværksættelse af oplysningskampagne, der skal informere om mulighederne for at søge kompensationsordningerne.

 For kultur- og idrætsliv:

  • Ny pulje på 20 mio. kr. til kompensation af folkehøjskolernes udgifter til aflyste, korte kurser.
  • Der etableres en sæsonpulje for museer mv. på 10 mio. kroner, der kan søges til at gennemføre aktiviteter på museer, når disse igen kan åbne.
  • Foreningspulje løftes med 50 mio. kr.
  • Biografpuljen løftes med 5 mio. kr.
  • Aktivitetspulje på kulturområdet løftes med 80 mio. kr.

For lønmodtagere:

  • Der afsættes 340 mio. kroner til suspension af dagpengeforbruget for alle dagpengemodtagere i to måneder.
  • Forlænget ret til sygedagpenge.
  • Forlænget suspension af 225-timersreglen.
  • SU-lån til studerende.
  • Forhøjelse af SU-fribeløb til uddannelsessøgende i Covid-19-beredskabet.

Kilde: Erhvervsministeriet

Se mere

Processen forenkles

Samtidig bliver ansøgningsprocessen forenklet for virksomheder, der skal søge om at få kompensation. Der bliver blandt andet mindre restriktive krav om dokumentation for tab, således at hjælpen kan nå hurtigere ud.

- Sammen med adgangen til de store hjælpepakker og lønkompensation får vi med aftalen her løst flere af de udfordringer, som har voldt store problemer tidligere, siger De Radikales erhvervsordfører, Katrine Robsøe.

Læs også Kaos inden nedlukning: Fynboerne valfarter til de store indkøbscentre

- Derfor er jeg især glad for, at vi har fundet knapper at skrue på for at få pengene hurtigere ud til dem, der har behov for dem, siger hun.

Yderst positivt

Hos Dansk Erhverv er administrerende direktør Brian Mikkelsen også tilfreds med det element.

- Det er også yderst positivt, at man påbegynder en ny delvis udbetaling af kompensation til virksomheder, selvom sagsbehandlingen ikke er helt på plads, for der er behov for, at pengene kommer ud og virker.

- Der er dog fortsat behov for at hjælpe de helt store virksomheder inden for særligt hotel, turisme og luftfart, der stadig venter på statsstøttegodkendelse fra EU, som også nævnes i aftalen, siger han i en skriftlig kommentar.

Læs også Efterskoleformand: Elever skal medbringe negativ test efter ferien