Hver tredje dansker har svært ved at slippe arbejde i ferien
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Det kan være svært for mange danskere at slippe arbejdet helt og holde ferie, selv om de egentlig har ferie. Mange danskere bruger nemlig også ferien på eksempelvis at tjekke arbejdsmails.
Det viser en undersøgelse, som Epinion har lavet for Sampension blandt 1000 repræsentativt udvalgte danskere. Her svarer hver tredje, at de har svært ved at slippe arbejdet, og som regel tjekker mails i ferier. Og det kan hænge sammen med, at mange bruger den samme telefon til både privatbrug og til arbejde. Det vurderer Nicoline Rosenlund, der er sundhedschef i Sampension.
- Det er blevet så lettilgængeligt for os at være på. Og det er nok det, som er den største årsag til, at vi ikke kan slippe arbejdet i ferien. Mange af os er udstyret med mobiltelefoner, hvor vi har adgang til arbejdsmail, kalender og lignende. Og så har rigtig mange af os notifikationer på vores forskellige apps, så vi hele tiden bliver mindet op, at der er noget at tjekke, siger hun.
Nicoline Rosenlund peger på, at det kræver forberedelse før sommerferien, hvis man skal lykkes med at holde ferie uden at arbejde.
- Inden ferien gælder det om at få lukket ordentligt ned, så man kan gå på ferie med ro i maven. Det vil sige, at man ligesom har forholdt sig til de arbejdsopgaver, man har, inden man tager på ferie. Får sat autosvar på sin mail, eventuelt slettet mail-appen, uddelegeret eventuelle opgaver, der skal løses under ens ferie samt lave en liste med opgaver til efter ferien, siger hun.
Er man ikke god nok til at lukke ned og bruge ferien på at restituere, kan det ende med at få konsekvenser, påpeger Nicoline Rosenlund. Ifølge Epinion-undersøgelsen har knap halvdelen af de adspurgte mindst én gang oplevet at have et bekymrende højt stressniveau i månederne efter sommerferien.