Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Venstres nye næstformand bliver Stephanie Lose, som i dag er formand for Region Syddanmark og Danske Regioner.
Kun Stephanie Lose (V) har meldt sig som kandidat til posten som Venstres næstformand.
Det skriver TV2.
Ifølge TV2 udløb fristen for at melde sig søndag. Det fremgår af en mail fra Venstre til alle partiets medlemmer, som mediet er i besiddelse af.
Lose afløser Inger Støjberg (V), der valgte at trække sig som næstformand 29. december. Blandt andre på opfordring af Venstre-formand Jakob-Ellemann-Jensen.
Politisk kommentator: Stephanie Lose er godt bud som ny næstformand
Stephanie Lose, formand for Danske Regioner, er et godt bud på ny næstformand i Venstre, mener kommentator.
Hvem skal efterfølge Inger Støjberg som næstformand i Venstre, efter at formand Jakob Ellemann-Jensen har presset hende til at gå?
Stephanie Lose, formand for Danske Regioner, er et oplagt bud. Det mener Jarl Cordua, politisk kommentator og selv medlem af Venstre.
- Hun er kvinde, hun er funderet i det jyske bagland, ikke for gammel, men alligevel erfaren, og hun er alment accepteret og bredt respekteret, siger han.
- Lose udstråler stabilitet
Ifølge Cordua vil man i Venstre formentlig enes om en kandidat, der kåres, og som ikke er lige så fremtrædende som Inger Støjberg. Og hun skal helst være kvinde.
- Det skal være en person, hvor der ikke er tvivl om loyaliteten. Og Stephanie Lose er ikke en kandidat, der kan ånde Jakob Ellemann i nakken. Hun er en yngre skikkelse, der favner det regionale og kommunale bagland, siger han.
- Lose udstråler stabilitet og respekt for administration. Hun mestrer også det politiske spil. Hun blev formand for de fem regioner i konkurrence med fire socialdemokratiske kandidater, og det har aftvunget respekt, pointerer Cordua.
Ellen Trane Nørby er en anden mulig kandidat
En anden mulig kandidat kunne være Ellen Trane Nørby, der stillede op som modkandidat, da Inger Støjberg blev valgt sidste år.
- Det kan man ikke udelukke. Men imod taler, at hun led et meget stort nederlag til Støjberg. Og Ellen Trane Nørby ser mest ud til at have planer om at blive borgmester i Sønderborg, siger Jarl Cordua.
Politisk ordfører Sofie Løhde er en ambitiøs og fremadstormende yngre kvinde i partiet. Men hun er ikke jysk - og hun er også en mulig kandidat som kommende formand for Venstre, mener Cordua.
Også gruppeformand Karsten Lauritzen kunne være et godt bud.
- Han repræsenterer Nordjylland og landbrugs-Venstre. Men han er for stærk og også en kommende formandskandidat, påpeger Jarl Cordua.
Parløbet mellem Ellemann-Jensen og Støjberg fungerede ifølge Ellemann-Jensen ikke længere. Blandt andet har Ellemann-Jensen kaldt Støjberg for illoyal.
Lose er i dag både formand for Region Syddanmark og Danske Regioner. Hun meldte sig som kandidat 7. januar. Som den første. Og altså den sidste.
- Jeg stiller op, fordi jeg tror, jeg kan bidrage til at udvikle Venstres organisation og politik.
- Og jeg tror, det vil være rigtig godt for Venstre at have en næstformand, der har sin base uden for Christiansborg, sagde Lose, som understregede, at hun vil genopstille til regionsrådsvalget i november.
I årevis har både formand og næstformand ellers haft deres daglige gang i Folketinget. Men Lose ønsker en ny tilgang til posten.
Hun vil lade det være op til formanden og folketingsgruppen at tegne den politiske linje i medierne. Her har Støjberg og Ellemann-Jensen flere gange været uenige.
Stephanie Lose er tavs om intern uro i Venstre
Venstres stærke formand for Danske Regioner vil ikke kommentere spekulationer om næstformandspost.
Er Lars Løkke Rasmussen den rette formand for Venstre? Og er Kristian Jensen den rette næstformand? Eller har valgnederlaget og det efterfølgende opgør om en SV-regering slidt så meget, at Venstre nu bør skifte ud i toppen?
De spørgsmål er i disse dage til debat i Venstres bagland.
Et af de mulige navne, der nævnes som ny næstformand, er Venstres formand i Region Syddanmark og formand for Danske Regioner, Stephanie Lose.
Onsdag var hun dog tavs om den interne uro, da hun mødte op i Finansministeriet for at diskutere næste års økonomi i regionerne med finansministeren Nicolai Wammen (S).
På spørgsmålet om, hvorvidt hun er kandidat til næstformandsposten i Venstre, siger Stephanie Lose:
- Venstre har et formandskab, og det har jeg ikke nogen kommentarer til.
Hun vil hellere ikke kommentere det møde, som Venstre i Region Syddanmark skal holde torsdag i Kolding for at diskutere problemerne i partiet:
- Det er interne Venstre-anliggender. Det har jeg ingen kommentarer til, siger Stephanie Lose.
Hvordan har du det med at se dit parti i denne situation?
- Der er ingen tvivl om, at når man diskuterer med sig selv i medierne, så er det aldrig til gavn for et parti. Det har vi i hvert fald til gode at se. Derfor er det også vigtigt, at vi diskuterer Venstres interne anliggender internt.
Kan der komme ro på, efter de opgør der har været mellem formand og næstformand og Claus Hjort Frederiksens angreb på næstformanden?
- Det må man vurdere internt i Venstre, siger Stephanie Lose.
Lose vælges officielt søndag på et ekstraordinært landsmøde. Og fast står det allerede, at de store klapsalver vil udeblive.
Grundet coronasituationen afholdes det ekstraordinære landsmøde nemlig digitalt. Det betyder, at de delegerede skal stemme hjemmefra.
Ellemann-Jensen har i flere interview udtalt, at Venstre har mange gode kandidater til posten som næstformand. Loses navn blev hurtigt kastet i kandidatpuljen. Og da hun meldte sig, vurderede flere politiske iagttagere, at hun ville blive den eneste kandidat.
- Jeg har ingen ambitioner om at begynde at gå med diademer. Min tilgang er, at jeg har min daglige base i det regionale Venstre, sagde Lose, da hun meldte sig på banen.
Kort efter Loses melding sagde Viborgs borgmester, Ulrik Wilbek (V), til TV Midtvest, at han ikke ønskede et kampvalg, og at han derfor opgav at stille op.
Den tidligere håndboldtræner havde tidligere meldt ud, at han overvejede at stille op. Wilbek ville dog kun stille op, hvis tre krav var opfyldt. Det ene handlede om, at der ikke skulle være modkandidater.
Korte videoer