Minteh slår dem alle: Se de ti dyreste salg i OB’s historie
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Yankuba Minteh er det dyreste salg, som OB nogensinde har gjort. Se, hvordan de ti dyreste OB-spillere har klaret sig i karrieren efter deres salg.
18-årige Yankuba Minteh fik sin debut for OB i september. Nu er han allerede solgt igen.
Flere medier har spekuleret i, hvor mange millioner kroner Premier League-klubben Newcastle har givet for OB-spilleren fra Gambia.
Den fynske klub kalder dog salget af den unge gambianer for "klubbens største transfer nogensinde".
Herunder kan du se de ti dyreste salg i OB’s historie.
De ti dyreste salg i OB's historie
Yankuba Minteh
Gambias svar på Lionel Messi bragede ind i Superligaen med et topniveau, der forbavsede de fleste.
10. september 2022 blev han skiftet ind i det 86. minut ved stillingen 1-1 i OB’s kamp mod de senere danske mestre FC København. Han får lidt tilfældigt bolden, tager den til sig og sparker den i mål til 2-1. Et mindeværdigt øjeblik i en halvsløj sæson for OB.
Nu er det 18-årige talent solgt til Newcastle for rekordhøjt beløb. Ifølge BT ligger købsprisen på cirka 50 millioner kroner.
Djiby Fall
Djiby fra Senegal kom til OB i 2008 og scorede 18 mål i 31 kampe. Det imponerede Lokomotiv Moskva så meget, at de ifølge Transfermarkt gav omkring 35 millioner kroner for senegaleseren allerede året efter.
Succesen fortsatte dog ikke i Rusland. Djiby Fall kom ikke på måltavlen i sine 15 kampe for klubben og blev lejet ud til OB i 2011.
Han sluttede karrieren i Hobro i 2018.
Per Pedersen
Ifølge den britiske avis The Independent blev Per Pedersen i 1997 den dyreste dansker, da han skiftede fra OB til Premier League-klubben Blackburn Rovers. Pris: 25 millioner kroner.
Det blev dog et relativt kort udlandsophold for den danske landsholdsangriber, der blev lejet ud i sin første sæson til tyske Borussia Mönchengladbach og i 1999 vendte tilbage til OB, hvor han afsluttede sin karriere.
Oliver Christensen
Målmand Oliver Christensen skiftede i 2021 til tyske Hertha Berlin. Ifølge BT måtte den tyske klub betale omkring 22 millioner kroner for OB’eren, der er bedre kendt som Gribben fra Kerteminde.
Efter en sløj debutsæson med begrænset spilletid har eks-OB’eren fået spillet sig til en plads på bundesligaholdet, der dog slutter som nummer sidst og dermed rykker ned i næstbedste række.
Jonas Borring
FC Midtjylland købte i 2008 Jonas Borring for 19 millioner kroner ifølge Transfermarkt.
Dengang var det den største handel mellem to superligaklubber.
Den tidligere B1913-spiller nåede senere også at spille i Randers, Brøndby og AC Horsens samt på landsholdet.
Jesper Christiansen
I 2000 blev OB-målmand Jesper Christiansen købt af skotske Glasgow Rangers.
Ifølge Transfermarkt lå handlen på omkring 19 millioner kroner. Efter to år i skotsk fodbold blev han lejet ud til Vejle og senere Wolfsburg, inden han i 2004 blev solgt til Viborg.
Han fik fem år i FC København og vendte også senere tilbage til OB.
Ulrik Laursen
OB sælger ikke kun spillere. De køber også spillere.
Ulrik Laursen, der kom til OB i 1993, skiftede på en fri transfer til skotsk fodbold i 2000. I 2005 ville OB dog gerne have forsvarsspilleren tilbage og købte ham i Celtic for 11 millioner kroner.
Efter yderligere tre år i OB blev den dengang 32 år gamle Ulrik Laursen solgt i 2008. Denne gang skiftede han til FC København, hvor han to år senere indstillede karrieren.
Pris: 17 millioner kroner.
Mathias Jørgensen
New York Red Bulls købte i 2019 det unge OB-talent Mathias Jørgensen for omkring 15 millioner kroner ifølge Transfermarkt.
Den store succes i det amerikanske udeblev, og den tidligere OB-spiller blev lejet ud til AGF i 2020. I 2022 skiftede han til 1. divisionsklubben Esbjerg, der nu frister en tilværelse i 2. division.
Kalilou Traoré
13 millioner kroner fik OB for Kalilou Traoré fra Mali, da han i 2012 blev solgt til franske Sochaux efter et par succesrige år i OB-trøjen.
I Frankrig fik han dog kun 11 kampe og indstillede karrieren to år senere.
Nenad Novakovic
Man skal ikke sige nej til en god handel.
I december 2006 købte OB den serbiske målmand Nenad Novakovic fra HB Køge for ifølge Transfermarkt 5,6 millioner kroner.
Blot en måned senere - uden at spille nogen kampe for OB - solgte klubben ham videre til italienske Reggina for 12 millioner kroner.
Senere i karrieren kom han dog til at spille superligakampe for FC Nordsjælland (billedet).
Fotografkreditering: TV 2 Fyns arkiv, ob.dk, Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix, Henning Bagger/Ritzau Scanpix, Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix, Claus Bech/Ritzau Scanpix
Salgspriserne for spillerne er ikke officielle og ofte baseret på estimater fra den tyskbaserede fodboldhjemmeside Transfermarkt eller danske og internationale sportsmedier.
En britisk undersøgelse har tidligere vist, at beløbene “stort set er præcise”, selv om beløbene ikke er bekræftede.
Yankuba Minteh fik sin OB-debut i slutminutterne mod FC København og leverede med det samme et af klubbens mest mindeværdige øjeblikke.