Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Hjælpepakker forlænges til 31. januar og udvides. Eksempelvis kan underleverandører se frem til mere hjælp.
Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier indgik sent tirsdag en aftale, der forlænger hjælpepakkerne frem til 31. januar 2021.
Ordningerne bliver samtidig udvidet for blandt andre leverandører til private arrangementer, kiosker og aftenskoler.
Aftale om otte milliarder: Mere hjælp til virksomheder og kulturliv
Efter dages forhandlinger er der tirsdag aften landet en bred politisk aftale om mere hjælp til erhvervslivet.
Sent tirsdag aften blev der landet en bred politisk aftale om udvidet og forlænget hjælp til erhvervs- og kulturlivet for over otte milliarder kroner.
Derudover er der nye likviditetsmuligheder for over 28 milliarder kroner.
Hjælpepakkerne forlænges frem til 31. januar 2021.
Det fortalte erhvervsminister Simon Kollerup (S) på et pressemøde.
- Jeg er rigtig glad for, at vi her til aften kunne indgå en meget bred politisk aftale med mange af Folketingets partier. Det er en aftale for samlet set 8,2 milliarder kroner til dansk erhvervs- og kulturliv.
- De ordninger, vi er blevet enige om her til aften, det er ordninger, der gælder frem til 31. januar - så længe der stadig er restriktioner. På den måde skaber vi mere langsigtethed. Og på den måde ved danske virksomheder, hvad de kan regne med, siger han.
Med i aftalen er Venstre, De Radikale, SF, Konservative og Enhedslisten.
Hjælpepakkerne udvides, så også underleverandører som taxaselskaber, biografer, folkeoplysningsområdet og messevirksomheder kan se frem til mere hjælp.
Aftalen betyder også, at flere hjælpepakker til kultur-, idræts- og foreningsliv bliver forlænget.
Også kompensationsordningen for faste omkostninger bliver udvidet, så adgangskravet til omsætningsnedgangen bliver nedsat fra 35 til 30 procent.
Samtidig bliver den maksimale kompensationsprocent for mindre virksomheder sat op til 90 procent.
Der har været forhandlinger siden lørdag, men tirsdag aften er det altså endelig lykkedes partierne at blive enige.
Mandag aften forlod Dansk Folkeparti og Liberal Alliance forhandlingerne, fordi de mener, at det ikke er nok at udvide og forlænge hjælpepakkerne.
Fredag i sidste uge annoncerede statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde, at tiltag for at inddæmme coronasmitte bliver forlænget frem til 2. januar.
Desuden er forsamlingsforbuddet sænket fra 50 til 10 personer i foreløbigt ti uger. Også detailhandlen har fået forbud mod at sælge alkohol efter klokken 22.00.
Vi har netop landet en bred politisk aftale! Hjælpepakker til dansk erhvervsliv og kulturliv for over 8 mia. kr. Nye likviditetsmuligheder for over 28 mia. kr. Samlet set en stor og vigtig aftale i en utrolig svær tid for virksomheder i Danmark #dkpol #dkbiz pic.twitter.com/1yLZNF5jEk
— Simon Kollerup (@simonkollerup) October 27, 2020
Her kan du læse hovedpunkterne i aftalen:
For virksomheder:
Alle nuværende kompensations- og garantiordninger forlænges til og med 31. januar 2021.
Kompensationsordningen for faste omkostninger bliver udvidet, så adgangskravet til omsætningsnedgangen bliver nedsat fra 35 til 30 procent. Samtidig bliver den maksimale kompensationsprocent for mindre virksomheder sat op til 90 procent.
Der åbnes for kompensation til virksomheder, der er direkte leverandører til private og sociale arrangementer med mindst ti deltagere. Både leverandører af lyd, lys og taxaer kan være omfattet.
Virksomheder, der oplever en tilstrækkelig stor omsætningsnedgang i forbindelse med det skærpede forsamlingsforbud samt forbuddet mod at sælge alkohol efter klokken 22.00, får adgang til eksisterende kompensationsordninger for selvstændige med videre og faste omkostninger.
Virksomheder, der har eller får forbud mod at gennemføre deres aktiviteter som følge af det skærpede forsamlingsforbud, får adgang til kompensationsordningerne for selvstændige med videre og faste omkostninger på samme vilkår som tvangslukkede virksomheder. Tvangslukkede får også mulighed for at sende deres medarbejdere hjem med lønkompensation, hvis de ikke har omsætning. Det gælder eksempelvis messeaktivitet.
Faste leverandører til pelsdyravlere - kan eksempelvis være fodercentraler, dyrlæger eller kommercielle pelserier - hvor besætningen slås ned, får adgang til kompensationsordningen for selvstændige og for faste omkostninger.
For ledige og studerende:
Personer, der opbruger deres dagpengeret i perioden fra 1. november 2020 og indtil 1. november 2021, vil få forlænget deres ret til dagpenge med to måneder. Samtidig forlænges retten til sygedagpenge med tre måneder, og 225-timersreglen suspenderes for kontanthjælpsmodtagere fra 1. november 2020 til 31. januar 2021. Der afsættes også 60 millioner kroner til opkvalificering af ledige.
De udvidede SU-lånemuligheder for elever og studerede bliver forlænget til 31. januar 2021, og der afsættes en pulje på 18 millioner kroner til forlængelser af ph.d.-stipendiater, som universiteterne beslutter må forlænges på grund af coronarestriktionerne.
For kulturområdet:
En ny pulje på 15 millioner kroner oprettes til aftenskoler, daghøjskolerne og Folkeuniversitetet, der mister deltagerbetalinger eller får flere udgifter på grund af forsamlingsloftet på ti personer.
Der afsættes yderligere i alt 250 millioner kroner til kultur- og foreningslivet samt breddeidrætten samt 50 millioner kroner til anbefalinger fra et nyt genstartsteam, der skal komme med forslag til, hvordan kultur-, forenings- og idrætslivet kan udvikle og udfolde sig under coronakrisen.
Hertil kommer 25 millioner kroner til arbejdslegater målrettet kunstnere, der er økonomisk udfordret under den aktuelle covid-19-situation.
Kilde: Erhvervsministeriet
Korte videoer