Ifølge tal fra danskfodbold.com, der er DBU's officielle statistikere, har OB således scoret i sine seneste 16 Superliga-hjemmekampe i træk.

Stimen begyndte i foråret 2024, hvor OB på trods af nedrykningen scorede i sine sidste fire hjemmekampe. Og målformen er altså fortsat i denne sæson med OB-mål i alle sæsonens 12 hjemmekampe.

Dermed har OB tangeret sin egen klubrekord i Superligaen. Den lød på mål i 16 hjemmekampe i træk, og rekorden blev sat helt tilbage i 2009, hvor OB lå i toppen af Superligaen. Så det er en 17 år gammel rekord, der er blevet tangeret. Dengang sluttede den gode målstime i december 2009, hvor OB tabte 0-2 på hjemmebane mod FC København, men i 2026 lykkedes det altså at komme på måltavlen mod de danske mestre.

OB’s næste hjemmekamp er mod FC Fredericia, og her kan fynboerne altså sætte en ny rekord, hvis man scorer for 17. hjemmekamp i træk i Superligaen. Hjemmekampen mod Fredericia spilles 6. april, men inden da har OB en kamp på udebane mod Vejle på fredag.

Forsvandt fra vigtig liste

Da Bardia Boveyri i sidste uge modtog nyheden om, at hans familie er blevet sendt ud af Danmark, var han målløs:

- Det ramte os virkelig. Vi var i chok, fortæller den 18-årige elev med rystende stemme.

Han har de seneste tre år følt sig stolt over sin families bidrag til det danske samfund - ikke mindst, hvad angår hans forældre:

- De har gjort deres bedste siden første dag i Danmark, og de har intet kriminelt gjort.

Men det er netop hos forældrene - nærmere specifikt hos moren - at årsagen til hjemsendelsen skal findes.

For i august 2025, efter Bardia Boveyris mor Mehrnoosh Emadi havde fundet job som sygeplejerske, meldte den danske regering pludselig ud, at den ville indføre et akut stop for sygeplejersker fra tredjelande.

Og det betød, at den 18-åriges familie fra den ene dag til den anden mistede sin gyldige opholdstilladelse i Danmark - medmindre moren kunne finde et job som social- og sundhedshjælper, der stadig var på positivlisten.

Så det gjorde Mehrnoosh Emadi - og hun lykkedes, inden tiden løb ud, med at få en fuldtidskontrakt som SOSU-hjælper på et plejehjem i Kolding.

Dermed var alt godt, troede familien. Men i Danmark er et job på positivlisten ikke i sig selv nok til at give opholdstilladelse.

- Vi har ingen chance fået

I det hjemsendelsesbrev, familien modtog den 5. marts fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration, lød begrundelsen, at morens nye arbejdsplads ikke lever op til en særlig uddannelsesforpligtelse.

- Og det var vi slet ikke klar over, var nødvendigt - for hun havde jo fundet præcist det job, hun blev bedt om, konstaterer Bardia Boveyri.

Reglen om uddannelsesforpligtelse står på styrelsens hjemmeside. Er det ikke jer, der skulle have været mere opmærksomme?

- Forestil dig, at du får job på et velanset plejehjem, og de giver dig en fuldtidskontrakt - det stillede vi ikke spørgsmålstegn ved. Vi havde på ingen måde forestillet os, at der kunne være en sandsynlighed for, at min mor slet ikke måtte arbejde der.

Ifølge Bardia Boveyri er situationen kun med til at understrege, hvor komplekst det danske system er, når det gælder udenlandsk arbejdskraft.

- Min mor har jo fundet arbejde af flere omgange og gjort præcist det, systemet har bedt hende om hver gang. Jeg forstår ikke, hvorfor det stadig ikke er nok, lyder det fra den 18-årige gymnasieelev, der også undrer sig over en anden ting:

- I brevet, der giver os afslag på opholdstilladelse, får vi bare at vide, at nu skal vi hjem - vi har ingen chance fået for at finde noget andet.

Sindssygt, siger politiker

Sagen har også sendt chokbølger gennem Bardia Boveyris gymnasie. Her har elever startet en underskriftsindsamling for at stoppe hjemsendelsen.

Folketingskandidat for Radikale Venstre Anastasia Milthers synes også, at hjemsendelsen af familien rammer helt skævt.

- Jeg synes, det er så vildt, at man med så kort aftræk kan sende dem til Iran. Iran er altså ikke noget rart sted at være, siger hun.

Især det faktum, at familien blev lokket til Danmark for at hjælpe i et presset sundhedsvæsen, og at moren rent faktisk har taget arbejde på et plejehjem, gør det endnu mere absurd, mener hun.

- Systemet er super rigidt, og her mener jeg, det modarbejder sig selv. Jeg bliver så vred, og der bør være en undtagelse her. Jeg synes, ministeren bør skride ind, for det her er så sindssygt.

Personligt har hun gjort sine egne partifæller på Christiansborg opmærksomme på sagen og håber, at der bliver skredet ind, inden hjemsendelsen bliver effektueret.

TV 2 Fyn har rakt ud til flere regeringsmedlemmer, som lørdag ikke er vendt tilbage.

- Som at slette tre år i mit liv

Tilbage står Bardia Boveyri nu med en klump i maven ved tanken om at skulle forlade Danmark.

- Al den energi, jeg har brugt de sidste tre år på at lære dansk, bestå min eksamen, bestå mine optagelsesprøver, så jeg kunne komme på gymnasiet, og alt det jeg sidenhen har kæmpet for at få gode karakterer på gymnasiet. Det føles, som om det nu er for ingenting, for det vil være som at slette de tre år i mit liv, hvis vi skal rejse herfra.

For da han forlod Iran, havde han netop afsluttet 9. klasse - og hvis han tager tilbage til Iran nu, er det derfra, han skal starte i uddannelsessystemet.

Dertil kommer, at der lige nu er krig i hjemlandet, og den mest realistiske fremtid for den 18-årige og hans familie ser ud til at være asylansøgning i Danmark.

Men så vil Bardia Boveyri næsten hellere vende hjem til et land under militært angreb.

- For mig er det næsten den værste mulighed at søge asyl - jeg kan ikke lide det, siger gymnasieeleven og uddyber:

- Du skal indkvarteres på et asylcenter, du mister dine venner, og du sætter dit liv på pause i al den tid, du venter på svar. Det er næsten lige så slemt som at skulle tilbage til Iran.

Det er en skuffet og frustreret 18-årig, der nu står tilbage:

- Jeg kan uden tøven sige, at danskerne er nogle af de bedste mennesker, jeg har mødt i hele mit liv. Men nogle dele af systemet skal være bedre. Vi tog til Danmark for at hjælpe - så skal Danmark også hjælpe os.

Vil I ikke have os?

Som TV 2 Fyn i går kunne fortælle, kom den 18-årige gymnasieelev til Danmark med sin familie i 2022, fordi her var alvorlig mangel på arbejdskraft inden for sygeplejerskefaget.

Men da den danske regering i efteråret 2025 meddelte et akut stop for sygeplejersker fra tredjelande, startede en længere proces for Bardia Boveyris sygeplejerskeuddannede mor med at finde et nyt job, der kunne overholde kravene for at få opholdstilladelse i Danmark baseret på arbejde.

En situation, familien langt fra har været alene om at stå i.

Ifølge flere organisationer har flere end 1700 iranere de seneste år fået opholdstilladelse i Danmark i forbindelse med efterspørgslen på sygeplejersker fra udlandet - hvoraf en stor del nu enten allerede er sendt tilbage i Iran eller står med det ene ben ude af Danmark, fordi det ikke længere giver opholdstilladelse at arbejde som sygeplejerske.

Derfor kan Bardia Boveyri ikke lade være med at føle en dyb skuffelse over Danmarks håndtering af udlændinge.

- Jeg synes, det er et uretfærdigt system. Et system, hvor de ikke giver os nogle muligheder. Danmark siger i starten, at vi kan komme ind og få job, men derfra er det, som om de gør alt, hvad de kan for at få os ud igen, siger han og tilføjer:

- Vi tog til Danmark for at hjælpe - så skal Danmark også hjælpe os.

Far netop begravet i Odense

Men det er ikke kun beslutningen om udrejse i sig selv, der gør den 18-årige elev ked af det.

- Mine venner i Danmark er jo blevet som min familie, og jeg kan ikke bare forlade dem. De er altid bag mig, og jeg har det så svært med tanken om at skulle starte et nyt liv efter alle de ting, vi har lavet sammen, og efter alle de minder vi har fået sammen.

- Og så har vi lige begravet min far her i Odense – vi kan ikke bare forlade ham, siger Bardia Boveyri med bevæget stemme.

Dertil kommer, at gymnasieeleven lige nu står til at skulle tilbage til et land, der i øjeblikket er under massive militære angreb og dagligt rydder medieforsider verden over.

Og som den 18-årige ellers har opfattet danskerne - som et af de mest hjælpsomme folk, han nogensinde har mødt - er han aldeles uforstående over for, at konklusionen fra det danske system alligevel er endt med at hedde udrejse senest i maj.

Der står i jeres udrejsebrev, at I grundet den aktuelle situation i Iran har fået forlænget jeres udrejsefrist, så den ikke er på 30 dage, men varer til 5. maj. Så styrelsen har vel alligevel imødekommet jeres situation?

- Det kan man sige, men den krig kommer til at vare meget længere, så det er overhovedet ingen hjælp, siger han og henviser til hans iranske venner i Australien, der har fået forlænget deres visum på ubestemt tid på grund af nuværende krig i Iran.

- Det er crazy, at fristen i Danmark er så kort - det havde jeg ikke troet om det her land. Andre lande tænker åbenbart meget mere over menneskenes situation.

Utilsigtede ofre?

Udrejsebrevet og familiens situation har også sendt rystelser gennem det politiske landskab kort før det forestående folketingsvalg. Folketingskandidat Araz Khan fra Liberal Alliance er ikke sen til at skyde med skarpt efter regeringen.

- Ansvaret påhviler regeringen helt og aldeles. De lovede iranerne at de kunne komme hertil og få job som sygeplejerske. Det løfte har de ikke holdt, og det står vi med konsekvenserne af i dag, hvor en familie bliver ramt på deres opholdsgrundlag, siger han.

Han mener samtidig det må være op til den nuværende regering at løse det problem, som er opstået. Selv har han ikke noget bud på, hvad løsningen skal være.

Folketingsmedlemmet Thomas Skriver Jensen (S) erkender, at som sagen er belyst i pressen, virker det som en utilsigtet konsekvens, at en familie som Bardia Boveyris sendes ud af Danmark. Sager som disse vil han kigge nærmere på, om der eksisterer en løsning på. Han står dog på mål for det, som han selv kalder en stram udlændingepolitik.

- Det vil altid være sådan, når man trækker en streg i sandet, at så vil der altid være nogen som lige er på den anden side, og der er vi som politikere nødt til at komme med det menneskelige blik, og sørge for at de afgørelser der bliver truffet er retfærdige, siger Thomas Skriver Jensen.

Venstres Marlene Ambo-Rasmussen er enig i, at reglerne ser ud til at ramme utilsigtet i den konkrete situation, og fortæller til TV 2 Fyn, at hun vil grave list dybere i den gældende positivliste og undersøge om den skal justeres.

- Som jeg ser det, er det her en familie som vil Danmark og vil integrationen, og så er der situationen i Iran som gør, at jeg stiller spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er sikkert at de vender hjem, siger hun og fortsætter:

- Men der er en grund til, at reglerne er der. Der er blevet strammet op på vores udlændingepolitik, og det var der brug for, så den kommer jeg ikke til at bakke op om at rulle tilbage.

Bardia Boveyri erkender, at nogle indvandrere ikke har bidraget positivt til det danske samfund, men kan ikke se, at hans egen familie skal falde i den kategori.

Hvorfor tror du, man har så stram en lovgivning?

- Måske, fordi nogle mennesker har misbrugt det. Men man skal ikke lade det gå ud over alle andre – det gør vi jo heller ikke i gymnasiet. Mennesker er forskellige og opfører sig forskelligt, og jeg føler, jeg bliver straffet for noget, andre udlændinge har gjort forkert, siger han.