I det fynske folks tjeneste

Se den lukkede hjemmeside: Forening lokkede virksomheder til at donere til kræftsyge børn

Foreningen for Danske Kræftramte Børn er tiltalt for at vildlede flere end 3.000 virksomheder via sin hjemmeside. Se den nu lukkede hjemmeside her.

Foreningen for Kræftramte Danske Børn brugte flere historier til at skaffe donationer fra virksomheder. Ifølge Opertaion X var flere af historierne opdigtede. Ifølge foreningens egen hjemmeside viser billedet her en dreng og ikke en pige, som billedteksten antyder. Derudover stammer billedet fra fototjenesten Colourbox.  Foto: Foreningen for Danske Kræftramte Børn / Internet Archive

- Foreningen for Danske Kræftramte Børn har valgt, at vores indsamlede midler udelukkende skal bruges på børn i Danmark. 

Sådan stod der 29. maj 2016 på hjemmesiden for Foreningen for Danske Kræftramte Børn, der er tiltalt i en stor sag om bedrageri. Det fremgår af internetarkivet Archive.org.

Ifølge anklagemyndigheden har foreningen via sin hjemmeside givet udtryk for, at donationer ubeskåret vil gå til danske kræftramte børn. Men det har ikke været tilfældet.

I alt indsamlede foreningen ifølge anklagemyndigheden 4.737.325 kroner fra 3.303 virksomheder i perioden 20. maj 2016 til 12. juli 2017. Anklageren mener, at højest 508.043 kroner i bedste fald endte hos kræftramte børn. 

Læs også Overtog formandspost i udskældt forening: - Det var nok lidt naivt

Tirsdag var retten mødt til anden af syv retsdage. 

Undervejs i retsmødet kom det frem, at politiet tidligt i efterforskningen begyndte af undersøge hjemmesiden dkb.nu. 

- Som efterforsker var min frygt, at de lukkede hjemmesiden ned, så man ikke kunne se, hvad de ville, forklarede en politiassistent i retten. 

Derfor valgte han at dokumentere hjemmesiden via skærmbilleder. 

I retten forklarede politiassistenten, hvordan hjemmesiden efter hans mening var opbygget for at virke "professionel". Det vurderede han blandt andet med henvisning til en Facebook- og Instagram-knap på siden. 

- De (knapperne, red.) var ikke aktive. De var for show, fortalte han retten tirsdag. 

Billedet har stammer fra 29. maj 2016. Ni dage forinden var foreningen ifølge anklagemyndigheden begyndt at indsamle penge.  Foto: Foreningen for Kræftramte Danske Børn / Internet Archive

Hjemmeside blev brugt til oplæring

I alt blev seks vidner fremstillet i retten tirsdag. Heriblandt var ejeren af et callcenter, som skulle overbevise virksomheder om at donere til foreningen. 

Ifølge callcenterets ejere blev de ansatte orienteret om at læse op på foreningen via dkb.nu.

- Så du (ejer af callcenter, red.) har sagt til dine ansatte, at de skulle gå ind på foreningens hjemmeside og oritentere sig om foreningen, spurgte anklageren under retssagen. 

- Ja, lød svaret kortfattet fra callcenterets ejer. 

På den måde viste de ansatte, hvad de skulle sige til erhvervsdrivende.

Om sagen

I 2017 afdækkede Operation X i et program, at Foreningen for Danske Kræftramte Børn via sælgere i Barcelona i Spanien ved hjælp af tilsyneladende fiktive historier om syge børn og opdigtede samarbejdspartnere lokkede millioner ud af de danske virksomheder.

 

Ifølge anklageskriftet i sagen er kun 508.043 kroner af de indsamlede penge imidlertid brugt til gaver til kræftramte børn og udgifter relateret hertil - omkring 4,2 millioner kroner blev i stedet indsat på formandens konto eller konti tilhørende hans eget eller andre firmaer.

 

I anklageskriftet oplyses yderligere, at sælgerne påstod, at foreningen var hundrede procent frivillig, og at langt hovedparten af pengene gik til børnene.

 

Politiet har afdækket, at mindst 3.000 firmaer over hele landet har doneret penge til foreningen.

 

Der er afsat syv dage til retssagen i Retten i Odense. 

 

Der forventes dom i slutningen af januar.

 

Begge tiltalte nægter sig skyldige. 

Se mere

Havde opgivet falske oplysninger

I forbindelse med efterforskningen ønskede politiet at undersøge, hvem der ejede hjemmesiden dkb.nu. 

Men politiet har ikke kunne bekræfte, at sagens to tiltalte har oprettet hjemmesiden. De to er fætre og har været henholdsvis formand og næstformand i foreningen. 

- Nogle af oplysninger passede ikke. De var mangelfulde og ikke korrekte, fortalte politiassistenten i retten. 

Hjemmesidedomænet dkb.nu blev oprettet 28. marts hos en stor leverandør af webhoteller, som bruges til hjemmesider. 

Læs også Tiltalt formand: - Alle kræftsyge børn fik ønsker opfyldt

Ifølge en mail fra udbyderen var oplysninger fra foreningen ved sidens oprettelse falske. 

- Desværre ser det ud som om, at ordren er oprettet med falske oplysninger, skrev udbyderen i en mail til politiet. 

Begge tiltalte nægter sig skyldige. 

Du kan selv finde gamle udgaver af foreningens hjemmeside her.

Kort efter en Operation X-dokumentar bragte foreningen denne besked på sin hjemmeside.  Foto: Foreningen for Danske Kræftramte Børn / Internet Archive