Se videoen: Odense Zoo laver særligt jobopslag

Hvis man går med drømmen om at skifte arbejde og har de helt rette håndværksmæssige erfaringer, kan man nu få et helt unikt job.

Odense Zoo søger en ny ansat, som skal ordne nogle helt særlige opgaver til glæde for havens beboere.

Der eftersøges nemlig nu en tømrer, hvis job blandt andet skal bestå af at lave trælegetøj, som tigre og løver kan boltre sig med.

Det skriver Odense Zoo i et opslag, de har lagt på Facebook.

- Vi søger en kreativ tømrer, står der indledningsvis i jobopslaget, som fortsætter:

- Vores højt værdsatte tømrer går snart på efterløn.  Derfor leder vi efter en ny, kreativ kollega, der kan lidt af hvert med træ

I en video i opslaget, som kan ses længerede nede i denne artikel, er der et udpluk af de opgaver, man ville løse i stillingen.

Her giver løver og tigre trælegetøj en ordentlig medfart. Gyngeheste og kæmpekasser får kamp til stregen af de store kattedyr.

Se videoen i jobopslaget.
Fotograf: Odense Zoo

Ikke to dage er ens

Det er dog ikke kun legetøj, din hverdag ville bestå af, hvis du var så heldig at få jobbet.

For ligesom Torben, der tidligere har bestridt stillingen igennem 18 år,  skal man også hjælpe med at vedligeholde haven.

Han forklarer dog i videoen, at man får lov at kaste sig over mange sjove projekter. At det er man god til at give plads til i Odense Zoo.

- Det er helt anderledes, end hvad man ellers får lov til at arbejde med som tømrer, siger han, inden han fortsætter:

- Ikke en eneste dag er ens, rent faktisk.

Hvis man har lyst til at søge jobbet, er der ansøgningsfrist 11. april, og den nye tømrer tiltræder 1. juni.

Oversigt

    Oversigt