Syv kameraer til Fyns Politi: Her skal de være

Snart skal syv nye kameraer styrke Fyns Politi og hjælpe med at forebygge og efterforske kriminalitet.

50 kameraer er på vej til landets politikredse, og syv af dem skal være på Fyn. Det vil sige, at fynboerne ifølge politiet inden længe vil kunne færdes endnu mere trygt i det offentlige rum.

Formålet med kameraerne er blandt andet, at de skal hjælpe med at efterforske kriminalitet, og det ser Fyens Politi som en fordel.

- Hvis der nu skulle ske en hændelse, er der en efterforsningsmulighed, hvor vi vil kunne kigge på videoovervågningen efterfølgende, forklarer vicepolitiinspektør Richard Jakobsen.

To funktioner

Ud over at hjælpe med efterforskning af kriminalitet har kameraerne også en præventiv funktion.

- Kameraerne vil kunne forebygge, og de vil måske kunne afskrække nogle fra at begå en forbrydelse, siger vicepolitiinspektøren.

De syv nye kameraer til Fyns Politi kommer fra fordelingen af første pulje fra regeringens udspil: Tryghed og sikkerhed i det offentlige rum fra oktober 2019. De 50 kameraer er en del af den første pulje, men samlet skal der sættes i alt 300 kameraer op på landsplan de kommende år.

Placeres i Vollsmose

De såkaldte tryghedskameraer er klar til at blive installeret, og Fyens Politi ved allerede, hvor de syv kameraer skal placeres.

- Vi har selvfølgelig været inde at se på, hvor det giver bedst mening at placere de her kameraer, og der har vi ved faglig hjælp valgt at placere dem i Vollsmose-området, siger vicepolitiinspektøren. 

Han påpeger, at valget er taget ud fra både et historisk perspektiv og ud fra de bandekonflikter, der er i øjeblikket.

Fyns Politi har i forvejen fem såkaldte tryghedsskabende kameraer, som blev tildelt som en del af finansloven tilbage i 2018 og 2019. Her er tre placeret i Odense og to i Svendborg.

Oversigt

    Oversigt