Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Da Lars Høgh, den legendariske målmand fra OB, for knap fire år siden var ved at dø efter et langt og brutalt kræftforløb, spurgte han sin kone gennem 40 år: "Tine, tror du, at vi ses igen?".
Hun var ikke i tvivl: "Selvfølgelig gør vi det."
I tiden efter, Lars gik bort, havde Tine ikke lyst til at leve videre uden sin livsledsager. Men lige så stille har det ændret sig.
- Jeg har hele tiden tænkt, at jeg aldrig kommer igennem det her. Jeg klarer det ikke. Men det har jeg gjort. Jeg føler mig egentlig stærkere i dag, end inden Lars blev syg, fortæller hun i TV 2 Fyns portrætprogram 'Vendepunktet med Signe Ryge'.
Hør hele interviewet der, hvor du normalt hører podcasts
At Tine Høgh i dag kan mærke glæden ved livet, var ikke til at forudse i månederne efter hendes mands død.
Lars Høgh var syg gennem tre et halvt år med kræft i bugspytkirtlen. Operation, kemo og medicin gjorde det til et meget barskt forløb for både ham og hans kone.
- Det er enormt smertefuldt at se det menneske, man elsker, være i så store smerter og forandre sig fysisk og mentalt. Man er vidne til en langsom død. Det er tortur, hvis du spørger mig - men jeg vil selvfølgelig gøre det igen.
At forestille sig et liv uden Lars virkede helt umuligt for Tine Høgh.
- Jeg kommer aldrig til at møde et menneske, der kender mig så godt. Vi havde jo skabt en familie med børn, børnebørn og venner og var helt flettet ind i hinanden. Alt omkring os havde vi skabt sammen. Så forsvandt han, og hvem var jeg så? Hvad var meningen med livet uden ham? Hvordan skulle jeg klare mig? Det er en ny identitet, der skal skabes, fortæller Tine Høgh.
Græder i toget
Selvom Tine Høgh har en meget kærlig og støttende vennekreds og familie, er sorgprocessen hendes helt egen. Noget hun må klare alene.
- Sorg er hårdt. Det går i knoglerne, i leddene, i maven, i ryggen og i hovedet, siger hun.
Når tårerne vil ud, får de lov. Om hun så sidder i toget omgivet af andre mennesker.
- Det vil jeg have lov til - jeg har trods alt købt billet. Så må folk kigge.
En særlig gruppe af venner har fået afgørende betydning for Tine Høgh.
Det er en flok ligesindede, der også har mistet, og derfor ved de præcist, hvad hinanden taler om. En slags sorggruppe, men en uformel og hjemmelavet af slagsen:
- Vi deler alt, hvad der sker, både sorger og glæder. Nogle af de ting, vi ellers ville have delt med vores ægtefæller. Vi har en fortrolighed og en rummelighed iblandt os. Det er svært at tale om de her ting med alle, for det kræver, at man har prøvet det selv og ved, hvor hårdt det er, og hvor ondt det gør.
Et sårbart spørgsmål
Tine Høgh sætter pris på al den opbakning og omsorg, hun har mødt fra omgivelserne, siden hun mistede sin mand.
Men der er alligevel en ulempe ved at være enke efter en så offentlig person, som Lars Høgh var.
- Jeg bliver ofte spurgt, om jeg så har fået en kæreste. Det har jeg ikke, og hvis jeg havde, så skal jeg ikke stå til regnskab for det. Det er et sårbart og privat spørgsmål, som er svært at få stillet. Hvis jeg får en kæreste, skal jeg nok være den første til at sige det selv.
Ville vælge behandling fra
Hvis Tine Høgh selv blev alvorligt syg, ville hun vælge behandling fra.
- Jeg synes, man ødelægger den sidste tid med bivirkninger, og jeg synes, at behandlingen af Lars skulle have stoppet noget før. Det er en hård behandling med kemo og alle de infektioner, der kommer.
Hun vil derfor hellere vælge at have to gode år end tre et halvt med behandlinger, der betyder, at der er en masse, man ikke kan.
- Det talte vi meget om, Lars og jeg. Lars sagde til mig: “Hvis jeg har et kvarter om dagen, hvor jeg har det godt, så er det livskvalitet for mig.” Sådan var det for ham, men ikke for mig - for jeg så ham i alle døgnets øvrige timer, hvor han var så begrænset. Det er så individuelt, hvad der er livskvalitet.
Taknemmelig
- I dag har jeg jeg fået Lars’ og min kærlighed til ham placeret et godt sted inde i mig. Han er stadig hos os. Men jeg får udfald, hvor jeg savner ham helt vildt. Når der er noget godt eller noget svært - for eksempel med børn eller børnebørn. Så mangler jeg ham.
I dag oplever Tine Høgh, at hun igen kan tage de gode ting i livet ind. Det kunne hun ikke i starten.
- Nu er livet tilbage, uden at Lars er fysisk til stede. Jeg er blevet bedre til at leve i nuet. Det var Lars super skarp til, mens jeg knap så god til det. Jeg er også blevet mere taknemmelig, for jeg ved, hvor skrøbeligt livet er. Så jeg kan godt tænke, at det var det, jeg skulle lære af alt det her. Jeg har lært meget, og jeg er ikke færdig med at lære endnu. Det er derfor, jeg stadig gerne vil være i livet - for der er stadig meget, jeg har lyst til at kaste mig ud i.
Korte videoer