Udskudte operationer: Sygeplejestrejke rammer flere end 100 patienter dagligt

Fra natten til lørdag strejker 326 sygeplejersker på OUH. Det rammer patienterne, særligt på ortopædkirurgisk afsnit hvor knap halvdelen vil få udskudt deres operationstider.

Op mod 125 patienter om dagen vil få udskudt deres operation på ortopædkirurgisk afdeling på Odense Universitetshospital (OUH), når den varslede sygeplejestejke begynder natten til lørdag.

Det svarer til, at cirka halvdelen af patienterne, der venter på at få udskiftet et knæ, sat nye hofter i eller andet må vente yderligere på operationen.

Derudover rammer strejken også patienter på hospitalets øvrige afdelinger, der er udtaget til strejke.

- Det vil ramme patienterne på den måde, at der er en andel af dem, der har en aftale med os, som vi må udskyde, fortæller sygeplejefaglig direktør Mathilde Schmidt-Petersen til TV 2 Fyn.

Hold øje med e-boks

Strejken rammer ortopædkirurgisk afdeling hårdest, men den sygeplejefaglige direktør forsikrer, at livs- eller førlighedstruende operationer gennemføres.

Her rammer strejken

- Vores læger er ved at gennemgå de patienter, der har tider hos os, og de laver en lægefaglig vurdering på, hvilke patienter vi skal se, siger Mathilde Schmidt-Petersen.

Dermed kan patienter, der modtager en besked med udskydelse i e-boksen, være sikre på, at deres situation er vurderet af en læge.

- Så bekymringen om, det kommer til at påvirke en fremadrettet, har vi taget stilling til, og det gør det ikke, forsikrer Mathilde Schmidt-Petersen.

Udskydelserne sendes til de berørtes e-boks et par dage før, operationen skulle have fundet sted. 

Derfor strejker sygeplejerskerne

Sygeplejerskerne har varslet strejke, fordi lønstigningerne i den nyeste overenskomst ikke var tilfredsstillende ifølge sygeplejerskerne.

På landsplan strejker flere end 5.000 sygeplejersker.

66,7 procent af sygeplejerskerne stemte nej til overenskomsten.

- Det er en gammel konflikt, hvor sygeplejerskerne i mange år har forsøgt at få mere i løn, fordi de mener, at de får en for lav løn sammenlignet med andre grupper, der har uddannelser af tilsvarende længde, siger Bent Greve, der er professor på RUC.

I alt er 326 sygeplejersker på OUH udtaget til strejke.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt