Wesström forklarer: Sådan skal OB bruge Minteh-millionerne
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Hvad skal pengene bruges på? Det har mange OB-fans spurgt sig selv, efter at klubben har solgt Yankuba Minteh i en rekordtransfer. Klubbens fodbolddirektør løfter nu lidt af sløret.
50 millioner.
Det er angiveligt det beløb, der er tikket ind på kontoen hos OB efter salget af Yankuba Minteh til Newcastle United.
Et salg, der udover en økonomisk gevinst efterlader OB med et hul i truppen efter den lynhurtige gambianer, der var OB's helt store offensive profil i den netop overståede sæson.
Men OB's tilhængere skal ikke nødvendigvis forvente, at de mange penge, som salget af Yankuba Minteh har sikret klubben, skal investeres direkte i tilgange til spillertruppen.
Det fortæller klubbens fodbolddirektør Björn Wesström i serien "En gang Odense, altid Odense", som er produceret i et samarbejde mellem TV 2 Fyn og Viaplay og kan ses begge steder.
- Jeg håber, at vi kan gå i den retning, at vi gør klubben mere bæredygtig; det er hele ideen. At vi ikke skal have en ejer, som bare betaler en masse underskud for forretningen. Men med salg eller europaspil skal vi komme tættere på, at vi hele tiden kan geninvesterer det, vi sælger og genererer. Det er grundplanen, og det her er jo en start på det.
- Der findes en masse, man kan investere i. Spillertruppen er én ting, men man kan heller ikke investere på en måde, der gør, at hvis vi ikke sælger en spiller næste år, har vi øget omkostningerne så meget på grund af det her salg, at vi ikke kan betale, for så har vi skudt os selv i foden, og det er ikke planen, siger han og fortsætter:
- Planen er snarere at gøre ting, der er gode for klubben over lang tid. Det kan være at investere i banen og køkkenordningen, så vi bliver endnu bedre til at spise, og på den måde lægger vi på ting, der gør, at klubben bliver god over tid.
- At vi kaster alle pengene i en spiller, der skal gøre det, Yankuba har gjort, synes jeg er en dårlig ide. Men vi må se, vi skal forsøge at være kloge sammen, siger Björn Wesström.
En del af strategien
Fodbolddirektøren anerkender dog, at der naturligt vil blive brugt flere penge på spillere i OB i fremtiden, end man har set hidtil i hans tid i klubben.
- Vi har ikke ændret strategien på grund af salget - salget ér en del af strategien. Salget er også en del af, at vi stadig jagter målet om at blive en del af top-6, hvilket vi fortsat ikke har opnået. Betyder det, at vi lægger flere penge på spillere? Det kommer vi til at gøre, for sådan er det jo. For når vi har solgt og nu skal købe, så ved klubberne, at vi netop har solgt og dermed har flere penge, og det presser priserne op. Samme spillere, som vi kunne købe for to måneder siden, er dyrere i dag, fordi vi har lavet det her salg. Sådan er det, og det er klart, at det påvirker også den totale økonomi.
Björn Wesström mener dog samtidig, at samme mekanismer vil være i spil fremadrettet i handler, hvor det er OB der har positionen som den sælgende klub.
- Når vi taler om salg det på det niveau, som vi er på nu, vil det altid være godt at have et tidligere salg, som du kan henvise til. På den måde forstår klubber, som er interesserede i potentielle spillere, hvad det koster at købe i OB, siger den svenske fodbolddirektør.
Salget af 18-årige Yankuba Minteh er det største i OB's historie.