Cityforening frygter konkurser: - Fremtiden for os er uvis

Cityforeningen i Kerteminde forsøger at berolige butiksindehavere og borgere. De appellerer til, at borgerne hjælper, hvor de kan.

Hundredvis af fynske butikker, restauranter og frisører kommer i den kommende tid til at have låste døre.

Statsminister Mette Frederiksen meldte tirsdag aften ud, at blandt andet restauranter, frisører og storcentre skal lukke. Dog må de fortsat holde åbent for takeaway.

- Tiltagene er utroligt omfattende. I første omgang så bliver det jo alle vores frisører og restauranter, og så bliver det massører, fortæller Jonas Nielsen, der er formand for Kerteminde Cityforening.

Ifølge formanden kan det få betydelige konsekvenser for det lokale handelsliv.

- Fremtiden for os er selvfølgelig uvis, ligesom detailhandlen er i hele landet. Man skal passe på med at spå om konkurser, men jeg frygter det lidt.

Butikkerne skånes

Lige nu består arbejdet i at berolige butiksindehaverne.

- Jeg var selv rundt til alle vores medlemmer i fredags for at snakke med dem og forsøge at berolige og tilbyde min hjælp, der hvor jeg kunne.

Ifølge Jonas Nielsen står der sprit på disken i en stor del af de forretninger, der fortsat må holde åbent. Nu gør de alt, hvad de kan for at skåne butikkerne i byen.

- Vi har halveret vores kontingent for cityforeningen. Vi er aktive på de sociale medier, vi er i avisen, vi er på TV 2. Vi forsøger at gøre opmærksom på os og de tiltag vi gør, både for at berolige vores butiksindehavere men også vores kunder, fortæller formanden.

Formanden håber, at byens borgere vil hjælpe med at støtte op om de sidste butikker, der må holde åbent.

- Vi håber jo ikke, at det bliver for slemt, så vi vil appellere til at kunderne skal hjælpe os, fortæller han.

Borgere håber på det bedste

For de borgere, TV 2/Fyn mødte foran Super Brugsen i Kerteminde tirsdag aften, gjaldt det, at alle tog aftenens pressemøde seriøst.

- Jeg synes, det er i orden. Vi skal jo komme det til livs på en eller anden måde, og hvis det er den vej, vi skal, så er det den vej, vi skal, fortalte Michael Marcussen.

Selvom det begrænser borgerne i, hvad de kan gøre i byen, så er det ikke dem selv, de tænker på.

- Det er beklageligt for vores erhvervsliv, at det går hårdt ud over dem, men vi må jo håbe på, at de overlever, og at det ikke varer i uendeligheder, sagde Anders Lie.

For byens Cityforening, er der ikke meget andet at gøre end at holde vejret.

-Vi har kun en ting her i livet, som er vigtigst, og det er jo livet selv. Det kan godt være, at nogle af os vil lide den økonomiske død, men så må vi komme over det, og vi må komme igennem det, afslutter formanden for Kertemindes Cityforening.

Oversigt

    Oversigt