Fuldt hus: Othello var til optagelsesprøve for at blive besøgshund

Onsdag var 30 hunde til optagelsesprøve for at blive besøgshunde på hospitaler, plejecentre- og boliger i Middelfart.

Othello er klædt i blå klæder inden optagelsesprøven til at blive besøgshund. Det er han i selskab med 29 andre hunde og sin ejer Hanne Stilling i Middelfart.

De skal testes for at se, om de har det, der skal til for at blive besøgshunde.

- Han er meget blid og kærlig, men han er også en forsigtig hund. Så jeg håber, han kan blive godkendt, men jeg er også forberedt på, at han er følsom fyr, siger Hanne Stilling, der allerede har Buster, der er godkendt som besøgshund på psykiatrisk afdeling.

- Men han er ni år og skal jo pensioneres på et tidspunkt, og jeg vil gerne blive ved med at komme på sygehuset, forklarer hun.

quote Der er stor efterspørgsel på besøgshunde, særligt efter coronatiden

Galina Plesner, projektchef i TrygFonden

Mangler besøgshunde

Hvert år spreder et korps på cirka 800 besøgshundeteams fra TrygFonden glæde blandt beboerne på hospitaler og plejecentre- og boliger to til fire gangen om måneden.

Men der er plads til mange flere besøgshunde.

Othello var klar til dagens optagelsesprøve.
Othello var klar til dagens optagelsesprøve.
Foto: Pernille Gram

- Der er stor efterspørgsel på besøgshunde, særligt efter coronatiden. Man er blevet opmærksom på, hvor vigtig den her kontakt er, forklarer Galina Plesner, der er projektchef i TrygFonden og ansvarlig for besøgshundeordningen: 

Til prøven bliver Othello udsat for høje trampelyde, larm, store armbevægelser og diverse rullende køretøjer for at give et realistisk billede af livet på afdelingerne, som han potentielt kan blive besøgshund hos. 

- Det vi kigger på er hundens forhold til kontakt, og det kan jeg mærke, han godt kan lide, siger Galina Plesner til Hanne Stilling og Othello.

Passer på hunden

Desværre bliver prøven for stor en mundfuld for Othello, der bliver valgt fra som besøgshund.

- Othello sagde vi nej til. Han er et godt eksempel på, hvorfor det er godt at have sådan en dag, for det er super vigtigt, at når vi sender hunde på besøg, skal det være noget, hundene gerne vil. Han blev lidt for trykket her, så det kan han også blive på besøg, og vi vil gerne passe på ham, forklarer Galina Plesner.

quote Othello er ikke så nervefast som Buster, så jeg stiller ikke op igen, men det er den samme gode hund, jeg tager med hjem

Hanne Stilling, besøgshundeejer

Cirka 30 til 35 procent af hundene bliver sorteret fra, fordi der bliver taget hensyn til hundene.

- Nu skal Othello bare hjem og hygge sig og ikke være besøgshund. Jeg var forberedt på det med al den støj, men nu har vi prøvet det. Og jeg har heldigvis Buster, siger Hanne Stilling efter afslaget.

Ni-årige Buster har båret det orange tørklæde i fire år.
Ni-årige Buster har båret det orange tørklæde i fire år.
Foto: Pernille Gram

Buster har været besøgshund i fire år, og Hanne Stilling har oplevet det som meget givende at komme på psykiatrisk afdeling.

- Patienterne giver udtryk for, at den ro, han (Buster, red.) udstråler bliver overført til dem. Og Buster synes, det er hyggeligt og ved godt, at han skal på arbejde, når han får tørklædet på.

Turen går hjem til Odense uden en ny uniform, men Hanne Stilling går alligevel glad hjem.

- Othello er ikke så nervefast som Buster, så jeg stiller ikke op igen, men det er den samme gode hund, jeg tager med hjem, smiler hun.

Derfor er hunde så gode besøgsvenner


Oversigt

    Oversigt