Usædvanlig sag: Retten mødtes i 60 meters højde

Dommer og advokater fik syn for sagn i sag om gangbro, som beboere under Den Gamle Lillebæltsbro ønsker fjernet.

En gangbro, der har været anvendt til Bridgewalking ved Den Gamle Lillebæltsbro, har generet en gruppe naboer så meget, at de har valgt at føre en retssag mod Middelfart og Fredericia Kommune.

Naboerne er trætte af jævnligt at høre hylelyde fra gangbroen, ligesom de er utilfredse med, at man fra broen kan se lige ned i deres huse.

Men de præcise omstændigheder kan være svære at forklare, og derfor havde retten valgt, at den bedste fremgangsmåde ville være, hvis både dommer, advokater og vidner rent faktisk fik gangbroen at se.

Derfor blev retten sat fredag morgen i 60 meters højde, hvor retten var taget på udflugt for at besøge den omstridte bro.

- Jeg er imponeret. Også lidt overrasket. Men det er den helt rigtige måde at sætte sig ordentlig ind i sagen. Så stor cadeau til retten, siger Steffen Møller Borgbjerg, der er talsperson for de beboere, der har lagt sag an.

I løbet af to år er der indgivet 360 klager over gangbroen. Der er brugt i alt to millioner kroner i et forsøg på at fjerne den hylende lyd, men indtil videre uden held.

Værditab

En syns- og skønsmand har vurderet, at værdiforringelsen på de ni ejendomme samlet udgør 3,1 millioner kroner.

Men det er ikke erstatning, beboerne er ude efter. I stedet ønsker man, at broen bliver pillet ned.

- Jeg håber på, at man kommer frem til, at den lille fejl og plet på Bridgewalkings omdømme bliver rettet ved, at gangbroen bliver dømt til at skulle pilles ned igen, siger Steffen Møller Borgbjerg.

Middelfart og Fredericia Kommune, som ejer Bridgewalking, ønsker ikke at udtale sig, så længe retssagen kører.

Der vil blive afsagt dom i sagen i løbet af de kommende uger.

Oversigt

    Oversigt