Butikker må ikke holde åbent på helligdage - nu håber borgmester på forandring

Lukkeloven gør, at butikker i Bogense ikke må holde åbent på helligdage.

Når turister på helligdage lægger vejen forbi Bogense, bliver de mødt af lukkede butikker i byen på Nordfyn.

Det gør man, fordi byrådet for over 20 år siden ikke mente, at byen var en turistby, og derfor søgte man ikke om en dispensation for lukkeloven, så man kunne holde butikkerne åbne i ferietid.

Men nu håber Nordfyn Kommunes borgmester, Morten Andersen (V), at beslutningen fra 1990'erne kan blive omgjort, så butikkerne igen kan betjene byens turister. I forbindelse med folketingets åbning forleden, havde Morten Andersen bragt emnet på bane.

Fire fynskvalgte politikere, Jan Johansen (S), Victoria Velasquez (EL), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) og Erling Bonnesen (V) gav alle udtryk for, at der burde gøres noget ved problemet. 

- Jeg har naturligivis taget de fire folketingspolitikere på ordet og skrevet til dem i dag for at komme med nogle uddybende bemærkninger og kommentarer om, hvad det er for en problemstilling, vi står med, siger Morten Andersen. 

Konkret ønsker man, at butikkerne får lov at holde åbent i det omfang, de ønsker på helligdagene. 

Efterspørgsel fra butikker

Problemet har tidligere påkaldt sig opmærksomhed - også fra Christiansborg, men endnu er der ikke sket ændringer på området. 

Borgmesteren hæfter sig ved, at de fynskvalgte politikere spænder bredt, hvis man kigger på politiske fløje.

- Jeg er glad for, at der er politikere fra så forskellige partier, som tilfældet er her, der klart giver udtryk for, at her er en ting, der bør kunne løses. 

Tror du så, det bliver løst nu?

- Det håber jeg, for det er det, vores turistliv og handelsliv har efterspurgt, at vi som kommune sætter os i spidsen for at løse, siger Morten Andersen. 


Oversigt

    Oversigt