Nu afgøres skolebørns fremtid - særligt én skole har usikker fremtid

Tirsdag aften afgøres skæbnen for tre skoler i Nordfyn. På forhånd er der politisk flertal for at lukke to af skolerne, men Kongslundskolens fremtid er stadig usikker, og imens venter forældre i spænding på afgørelsen.

Sara Sands søn ved ikke, hvor han skal starte i 1. klasse efter sommerferien.

Tirsdag aften skal kommunalbestyrelsen i Nordfyns Kommune nemlig tage stilling til, om tre skoler og en daginstitution skal lukke.

Hvis skolelukningerne vedtages, vil det betyde, at Sara Sands søn ikke længere kan gå på Kongslundskolen, hvor han ellers startede sidste sommer. I stedet vil han formentlig skulle begynde på Bogense Skole i det kommende skoleår, og det ærgrer Sara Sand.

- Der er jo følelser på spil, for det er jo vores børn det handler om.

- Da jeg skulle skrive mit barn op, kunne jeg vælge mellem en stor eller en lille skole, og jeg kunne bare mærke den lille skole, siger Sara Sand.

Foruden Kongslundskolen i skoledistrikt Bogense står også Kystskolen afdeling Løkkemark og Hårslevskolen i distrikt Særslev-Hårslev til at skulle lukke.

Handler om kvalitet og økonomi

Forslaget om at lukke skoler i Nordfyns Kommune blev præsenteret i september sidste år.

Lukningen skal ifølge Børne- og Ungeudvalget være med til at sikre kvaliteten af uddannelserne i kommunen, der de næste år vil opleve et fald i antallet af børn.

Udmeldingen om at lukke skolerne har dog vakt meget postyr i kommunen, hvor adskillige forældre og lokalråd har indsendt høringssvar til forslaget.

I øjeblikket går der inklusiv Sara Sands søn flere end 70 børn på Kongslundskolen, og hun er en af de forældre, der har kæmpet for at råbe politikerne op under hele processen.

- Jeg synes, at Kongslundskolen har sin berettigelse både i forhold til den almene kvalitet, men også i ønsket om at inkludere flest muligt i folkeskolen, siger Sara Sand.

Står det til kommunalbestyrelsesmedlem Kasper Solberg (S) er det dog den helt rigtige løsning at lukke skolen.

- Generelt set så handler det her om skismaet mellem at have sikret den rigtige kvalitet på hele skole- og dagtilbudsområdet og så også have en økonomi til at drive det. Vi kan se, at der er for stort et spænd imellem, hvad vi kommer til at bruge per elev på de små skoler og på de store skoler, siger Kasper Solberg.

Én skole er usikker

Når kommunalbestyrelsen tirsdag aften tager stilling til skolelukningerne, er det sikkert, at der er politisk flertal for at Hårslevskolen og Løkkemarkskolen skal lukke.

Til gengæld er der stadig usikkerhed om, hvorvidt Kongslundskolen skal lukke. Her er nemlig ikke på forhånd et klart politisk flertal.

På trods af at venstrekvinden Anja Lund er formand for for Børne- og Ungeudvalget, så er flere Venstre-folk imod lukningen, herunder borgmester Morten Andersen (V), der selv har børn på netop den skole.

Borgmesterens indblanding i et borgermøde på skolen i december sidste år skabte da også så stor utilfredshed blandt hans partifæller, at kommunalbestyrelsesmedlem Kenneth Clasen efterfølgende valgte at melde sig ud af partiet.

I Socialdemokratiet anerkender man, at hele processen omkring skolelukningerne kunne have været bedre.

- Jeg synes, at vi i Socialdemokratiet har været gode til at tage debatten, selvom den har været svær. Vi har også interesser i alle områder af kommunen, og der er også folk i vores bagland, som synes, at det her er svært, siger Kasper Solberg.

Til aftenens kommunalbestyrelsesmøde har Venstre besluttet at fritstille medlemmerne, så de selv må bestemme, om de stemmer for eller imod skolelukningerne. 

Kommunalbestyrelsesmødet går i gang klokken 18, og Sara Sand kommer til at følge med, når skolens skæbne afgøres. Hun ved dog, at der er nogle forældre, der ikke vil kigge med, når der sendes live fra mødet. 

- Der er nogle, for hvem det er alt for følsomt, fordi de netop har børn, der trives i den her ramme, siger Sara Sand.

Det er ikke kun skoler, der er nødt til at lukke. Efter at have eksisteret siden 1882 måtte en dagligvarebutik dreje nøglen om og det ærgrer byens borgere. 

Screenshot 2023-02-28 at 13.29.30
Foto: Jesper Buch

Oversigt

    Oversigt