Skældt ud af kunde: Palle vil gerne holde åbent i helligdagene, men må ikke

For 20 år siden var Bogense ikke en turistby, og derfor må købmand Palle Andersen ikke holde åbent i helligdagene. Det går ud over både indbyggere, turister og madspildet.

I Kristi Himmelfartsferien forrige år, måtte Meny i Bogense holde lukket. De blev en kunde så sur over, at personen overfusede købmand Palle Andersen.

Selvom reaktionen var voldsom, kan Palle Andersen godt forstå kundens frustration.

- Når man kommer til en turistby, så forventer turisterne, at der er åbent, og de kan ikke forstå det, når der ikke er, siger Palle Andersen.

Det er nemlig ikke med købmandens gode vilje, at han holder fri i helligdagene.

For over 20 år siden, mente byrådet i Bogense ikke at byen var en turistby, og derfor søgte man ikke en dispensation for lukkeloven. Det betyder at butikkerne den dag i dag ikke må holde åbent i ferietiden.

Noget der naturligvis går ud over omsætningen for byens butikker. Men for Meny i Bogense har det også andre konsekvenser

- Når vi holder lukket, så får vi et stort spild på varer med kort holdbarhed som for eksempel brød, mælk, kød og pålæg, fortæller købmanden.

Palle Andersen vurderer, at butikkens madspil vil falde markant, hvis de får lov at holde åbent i helligdagene.

Ingen dagligvare til sejlere

Sagen om lukkedagene er igen aktuel efter at Nordfyns borgmester Morten Andersen (V) forleden bragte emnet på banen i forbindelse med folketingets åbning.

Her var flere fynskvalgte folketingspolitikere åbne over for, at loven skal ændres, så butikkerne kan holde åbent.

I helligdagene er byens indbyggere nødt til at køre uden for Bogense for at handle dagligvarer, men det er ikke en mulighed for de mange sejlere, der ligger til Bogense, som har Fyns største marina.

Hos Bogense Handelstandsforening tror man endnu ikke på, at reglerne bliver ændret, men ligesom borgmesteren og købmanden, håber man på nye åbningstider fremover.

- For byen som helhed betyder det rigtig meget, og jo mere der er åbent, jo bedre er det bare, det ser vi lige meget, hvornår det er, siger Per Maegaard, der er formand for Bogense Handelstandsforening. 


Oversigt

    Oversigt