DF'er vil sende signal: Smider valgplakater ud inden valgkamp

Lokalpolitiker vil sætte fokus på klimaet ved at sende sine 1.000 valgplakater til genbrug. Men det kan være en dårlig idé, mener valgforsker.

En stor stak valgplakater står klar hjemme hos René Dyrberg Jørgensen (DF), byrådspolitiker i Faaborg-Midtfyn Kommune. 

Ikke klar til lygtepælene, men derimod til en tur på genbrugspladsen.

Plakaterne har han fra det seneste valg, og selvom de allerede er produceret, mener DF'eren, at der er noget at vinde for klimaet ved ikke at hænge dem op.

- Du tager jo din dieselbil og kører ud og hænger valgplakaterne op, så kører du rundt i valgperioden og ser, om de hænger rigtigt. Der bruger du også diesel og tid. Så skal du også ud og tage dem med ned. Der bruger du også diesel, siger René Dyrberg Jørgensen.

quote Det svarer til at gå ind på en restaurant, bestille en steak og så smide den ud for at passe på klimaet

Kaare Press-Kristensen, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling

Respekt for beslutningen

Spørger man seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling Kaare Press-Kristensen, er klimagevinsten dog forsvindende lille.

Plakaterne er fremstillet i plastmaterialet PP, og den samlede CO2-udledning i produktionen var cirka 1,4 ton CO2, svarende til 10.000 kilometer i en personbil.

- Det svarer til at gå ind på en restaurant, bestille en steak og så smide den ud for at passe på klimaet, siger Kaare Press-Kristensen.

Men René Jørgensen mener alligevel, at der er en mening med det.

- Det er jo besparelsen og signalværdien i, at man viser, at man godt tør gøre det, og så få nogle andre til at tænke: Nå ja, det kunne da være, jeg måske skulle prøve det, siger han.

Seniorrådgiveren har da også respekt for DF-politikerens beslutning.

- Det er fedt, at han er blevet klogere, siden han fik dem produceret. Det er altid godt, når nogen sætter fokus på klimaet og forsøger at gøre noget, siger Kaare Press-Kristensen.

René Dyrberg Jørgensen håber samtidig at gøre op med udtalelsen om klimatosser, som tidligere DF-formand Pia Kjærsgaard kom med efter seneste valg.
René Dyrberg Jørgensen håber samtidig at gøre op med udtalelsen om klimatosser, som tidligere DF-formand Pia Kjærsgaard kom med efter seneste valg.

Kan påvirke valget negativt

Selvom det måske kan være med til at sætte mere fokus på klimaet, kan de manglende plakater også betyde mindre fokus på René Dyrberg Jørgensen under valgkampen.

Det fortæller valgforsker ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen til TV 2 Fyn.

- Der er risiko for, at han bliver glemt i valgkampen og ikke får så mange personlige stemmer, som han ellers ville have fået, siger han.

Ifølge valgforskeren spiller plakaterne da også en rolle på flere punkter. For det første er de med til at gøre borgerne opmærksomme på, at der er valg.

- Det kan være med til at øge valgdeltagelsen for grupper, som måske ikke er så opmærksomme på det. Og så giver det flere personlige stemmer, jo flere valgplakater man får sat op, siger han.

Kasper Møller Hansen tvivler på, at der er mange, der vil følge eksemplet med ikke at hænge plakater op i gadebilledet.

- Det, der egentlig bare vil ske, er, at de få kandidater, der vælger at give platformen videre til alle andre, risikerer at blive glemt og få færre stemmer, siger Kasper Møller Hansen, der heller ikke mener, at det er muligt at indhente det manglende på sociale medier, hvor konkurrencen også er hård. 

Valgplakaterne til kommunalvalget må hænges op fra lørdag den 23. oktober klokken 12. Plakater, strips og andre ophængningsmaterialer skal senest være fjernet igen 24. november klokken 23.59.

Kommunalvalget er 16. november.

Oversigt

    Oversigt