Giftgrund i Nyborg: Nedbrydningsfirma har også fået asbest-påbud
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
P. Olesen & Sønner har fået to påbud på samme arbejdsplads.
P. Olesen & Sønner, der nu skal sikre en bedre beskyttelse af medarbejderne mod giftdunste på den såkaldte Lynfrosten-grund, har tidligere været i Arbejdstilsynets søgelys.
Før sommerferien fik firmaet, der har hovedsæde i Horsens, tre strakspåbud for risikabel håndtering af asbest.
Det ene af påbuddene blev givet på byggepladsen i Nyborg i juni måned, da medarbejdere pillede plader af bygningerne på Storebæltsvej, hvor der skal ligge et 15.000 kvadratmeter stort center for nye butikker.
Flere af asbestpladerne knækkede og blev efterfølgende smidt i en ikke overdækket container.
Containeren burde have været overdækket, forsynet med et skilt, der oplyste, at der var tale om asbestaffald, og asbesten burde have været gjort fugtig, da selv ganske små mængder asbeststøv kan indebære betydelig fare for asbestose, lungekræft og lungehindekræft, meddelte Arbejdstilsynet i påbuddet, der siden blev opfyldt.
Indenfor samme periode fik firmaet et strakspåbud for manglende og utilfredsstillende afdækning af asbest-rør i en kælder i Horsens, hvor andre håndværkere efterfølgende skulle arbejde.
Ligeledes har P. Olesen og Sønner fået et strakspåbud på en byggeplads i Ulstrup i Nordjylland, hvor medarbejderne også arbejdede med asbest.
Godt nok støvsugede arbejderne deres dragter for asbest og tørrede deres masker af med vådservietter, ligesom de tørrede ansigt og arme af i en opsat sluse.
Men derefter tog de deres dagligtøj på i stedet for at gå i bad.
Bad- og omklædningsrum var imidlertid fyldt med kasser og affaldssække, og der var heller ikke noget hoved på bruseren.
Alle påbud er efterkommet af firmaet.