Chikaner skal sikre mod fartbøller: - De har parkeret hjernen

Området omkring Gråbrødre Plads har været plaget af fartbøller, der gør bylivet farligt for cafégæster og borgere. Det prøver Odense Kommune nu at sætte en stopper for ved at opsætte chikaner.

Gråbrødre plads har i en længere periode været plaget af fartbøller, der kører stærkt igennem gågade området, til fare for cafégæster, ældre og andre beboere, der færdes i bylivet. 

- For at sige det lige ud, så er der nogle uvorne mænd med kørekort, som har valgt, at deres pimpede biler, skulle køre herind og gasse hårdt op og køre ind imellem cafégæster og børnefamilier, som bruger bymidten. Det prøver vi på at få sat en stopper for nu, ved at få sat chikaner op, siger borgmester i Odense Peter Rahbæk Juel, (S). 

Politiet har også flere gange observeret fartbøller i området. Nu har Odense Kommune sat chikaner op ved både Gråbrødre Plads og Jernbanegade, for at undgå fartbøllerne. 

Chikanerne er allerede kommet op.
Chikanerne er allerede kommet op.
Foto: Ole Holbech

Hjernen parkeret

Håbet er, at chikanerne får sænket farten.

- Jeg håber, at det for det første sender et signal, til de såkaldte voksne mænd, der har parkeret hjernen, når de kører hurtigt ind igennem her, at det skal de ikke. Nu er det blevet meget vanskeligt at køre hurtigt ind igennem det her område, så jeg håber det får dem til at kigge op på, hvor gamle de i virkeligheden er, og at den adfærd stopper, siger Peter Rahbæk Juel. 

Chikanerne blev sat op allerede fredag. 

- Idioter, som gasser op

De mange ræsende biler har været til fare for de mennesker, der bruger bymidten.

- Jeg er dybt, dybt forarget. Vi har en bymidte, hvor ældre, børnefamilier og alle mulige andre nyder bylivet. Det kan man jo ikke, hvis der er - for at sige det lige ud - nogle idioter, som ligger og gasser op, kører dørtrække og lægger sig ud med omverdenen, og opfører sig fuldstændigt uopdragent, siger Peter Rahbæk Juel. 

Hvis ikke farten bliver sænket i området, så må der skrappere midler i brug. 

- Det skal stoppes. Viser det sig, at det her ikke er nok, så må vi tage fat med skrappere virkemidler. Politiet har også været involveret. De skal være opmærksomme på, at de eventuelt skal skride ind med bødeblokken og anholdelser, hvis folk ikke kan finde ud af det, og det her er virkelig nogen, der ikke kan finde ud af det, siger Peter Rahbæk Juel. 

Oversigt

    Oversigt