Opdagede begravet mand: Gravede løs med blodige hænder og ramte lige pludselig et ben

Pressefotograf Frants Johannsen blev kaldt ud til et jordskred i Odense. Hurtigt måtte han dog selv have en skovl i hænderne og hjælpe med at redde en mand fra en levende begravelse.

Torsdag eftermiddag tikkeren speciel besked ind til Frants Johannsen, der er pressefotograf for tv-billedbureauet Local Eyes.

- Jeg får besked om, at der er jord- eller sandskred på Windelsvej, som ikke er ret langt fra, hvor jeg bor. Selvom jeg undrer mig over, hvordan der kan være jordskred i et villakvarter, beslutter jeg mig for at køre over og se, hvad der sker, siger han.

Kort efter dukker Frants Johannsen op på adressen, hvor der hverken er beredskab eller ambulancer, men derimod en masse børn og voksne fra nabohusene, der kommer stormende med skovle og spader.

For under en bunke sammenstyrtet jord ligger en mand levende begravet.

Skovlen rammer manden

Ulykken sker kort før klokken 17, da manden er ved at udgrave til en terrasse i sin have, og har efterladt et hul på, hvad Frants Johannsen vurderer til at være mellem to en halv og tre meter.

Frants Johannsen lader sit kamera ligge i bilen og løber hen til de to mænd, der står i hullet og graver på livet løs.

Han siger til de to mændt i hullet, at de skal sige til, hvis der skal byttes rundt, så der hele tiden er friske kræfter, for begge ser trætte ud.

- Den ene har bare tæer, den anden helt blodige hænder af at grave, fortæller Frants Johannsen.

Frants Johannsen gravede efter den begravede mand i lang tid.
Frants Johannsen gravede efter den begravede mand i lang tid.
Foto: Mikkel Skov Svendsen

Han overtager for de to mænd og begynder at lede efter manden i den tunge lerjord.

- Jeg graver løs, og på et tidspunkt rammer jeg manden med spaden. Jeg ved ikke, om jeg har fat i et ben, eller hvad det er, men manden ligger der i hvert fald, forklarer Frants Johannsen.

Lang tid uden ilt

Efter næsten ti minutter kommer brandfolk til adressen og overtager for Frants Johansen. En af brandfolkene finder lynhurtigt ud af, hvor hovedet er henne og får det gravet fri. Derefter springer en redder ned i hullet og giver manden ilt. 

- De får ham trukket op og giver ham hjertemassage. Der er vejrtrækning, men han er helt hvid, og det er kritisk, fortæller Frants Johannsen.

Efterfølgende bliver han kørt væk i en ambulance til Odense Universitetshospital, og Frants og naboerne får mulighed for at puste ud oven på den voldsomme oplevelse. 

quote Jeg graver løs, og på et tidspunkt rammer jeg manden med spaden. Jeg ved ikke, om jeg har fat i et ben, eller hvad det er, men manden ligger der i hvert fald.

Frants Johannsen, pressefotograf, Odense

- Folk var chokerede. Der var ikke noget, der var sjovt. Det var alvor det her. De fleste har ikke stået en situation, hvor de skal kæmpe for et andet menneskes liv, siger Frants Johannsen og fortsætter:

- Man ved ikke, om manden overlever. Får han varige men? Er der følgeskader? Det er længe at være uden ilt.

Frants Johannsen lever af at blive kaldt ud til kritiske situationer, men at meldingen om et jordskred skulle vise sig at være en levende begravelse, havde han ikke forudset. Og det har sat sig i pressefotografen.

- Jeg tænker en del over tingene bagefter. Der pumper adrenalinen rundt i kroppen, understreger han.

Seneste meldinger om mandens tilstand er, at han er stabil.

Oversigt

    Oversigt