I det fynske folks tjeneste

Efter 64 dages nedlukning – Zoo sætter ny dato på åbning

Odense Zoo turde ikke bestille mad og kalde personale ind, inden genåbningen var sikker. Derfor kræver det nogle dages forberedelse.

Odense Zoo har holdt lukket siden den 18. marts og var tidligere blevet stillet i udsigt først at kunne åbne 8. juni som en del af fase 3. Foto: Marie Louise Florival Andersen

Zoologiske haver er blandt de institutioner, der sent onsdag aften fik lov til at blive en del af den yderligere genåbning af fase 2.

Det betyder dermed også, at Odense Zoo må åbne med det sammen, og det glæder direktør Bjarne Klausen.

- Det er selvfølgelig enormt rart, og vi er meget spændte. Det er vigtigt, at vi kommer i gang så hurtigt som overhovedet muligt, fordi om vinteren lever vi af det, vi har tjent om sommeren, siger han.

Læs også Seruminstitut: Zoo og højskoler kan åbne uden at belaste sygehusene

Men selvom den zoologiske have længe har trippet for at slå dørene op for gæster, så må de dyreglade fynboer væbne sig med lidt tålmodighed. Den nye åbningsdato er sat til den 27. maj, fordi der lige er nogle ting, der skal ordnes først, fortæller direktøren.

Turde ikke tro på det

Odense Zoo har ikke helt turde tro på, at den nu endelig blev en del af genåbningens fase 2.

Nu har vi ventet så længe, så venter vi lige de tre-fire dage

Bjarne Klausen, direktør, Odense Zoo

Derfor har haven været lidt tilbageholden med at bestille mad og hente hjemsendte medarbejdere ind. Og det betyder, at det hele først er på plads på onsdag, den 27. maj.

- Vi vil gerne tilbyde det hele. Nu har vi ventet så længe, så venter vi lige de tre-fire dage. Så får vi også vasket skiltene og fejet gangene en ekstra gang, inden der kommer gæster, siger Bjarne Klausen.

Ny huntiger skal vænne sig til gæster

I de 64 dage, der er gået siden den zoologiske have lukkede ned, er det kun personalet, der har bevæget sig rundt på gangene mellem dyrene. 

- Nogle af dyrene skal lige vænne sig til, at der kommer mange gæster igen, mens andre er ret ligeglade. De ved, hvilken del af deres anlæg de har for sig selv, siger zoo-direktøren. 

Læs også Fase 2 udvides: Her må de åbne, og her må de vente

Men der vil alligevel blive taget ekstra hensyn til den nye huntiger Rosie, der endnu ikke har oplevet en åben zoologisk have. Og så er der dem, der har glædet sig lige så meget som gæsterne:

- Nogle af aberne vil synes, det er fantastisk. De bruger nok mindst lige så meget tid på at kigge på os, som vi bruger på at kigge på dem.