Embedsmisbrug: Bortvisning af medarbejder var i orden

En medarbejder fra Odense Kommune i 2017 blev bortvist på grund af mistanke om embedsmisbrug. Nu er sagen afsluttet.

I august 2017 bortviste By- og kulturforvaltningen i Odense Kommune en medarbejder fra byggesagsafdelingen. Og bortvisningen var berettiget, skriver Odense Kommune i en pressemeddelelse.

Medarbejderen arbejdede med byggesagsbehandling, og kommunen mistænkte den ansatte for at udarbejde byggesagsansøgninger for flere virksomheder gennem sit eget firma og derefter selv stå for sagsbehandlingen. 

Ifølge By- og kulturforvaltningen var der tale om inhabilitet og embedsmisbrug, og derfor blev medarbejderen bortvist. 

- I 2017 var By- og Kulturforvaltningen meget bekymret for, om borgere og virksomheder mistede tilliden til forvaltningens saglige og uvildige sagshandling, når der kunne være et sammenfald af interesser mellem medarbejderens private og offentlige rolle. Det førte ud over bortvisningen også til en gennemgang af arbejdsgangene og kulturen i Byggesagskontoret, som har været rigtig god for afdelingen og vores efterfølgende arbejde, siger Morten Møller Iversen, der er administrerende direktør.

Efter bortvisningen har en voldgiftssag kørt. Her har den bortviste medarbejder nedlagt påstand om uberettiget bortvisning med et tilhørende krav om løn og kompensation. 

Den voldgiftssag er nu afsluttet, og konkluderer, at bortvisningen fra Odense Kommunes side var i orden. 

- Nu er sagen afsluttet, og vi tager afgørelsen til efterretning. Dermed er der også sat et punktum for vores vedkommende, Morten Møller Iversen.

I alt blev 85 sager undersøgt efter mistanken om embedsmisbrug. To andre ansatte på byggesagskontoret blev også fyret i forbindelse med sagen om embedsmisbrug.

By- og Kulturforvaltningen har ikke yderligere kommentarer til sagen eller afgørelsen.

Oversigt

    Oversigt