Firma anker dom mod Odense Havn: - Det strider mod vores retsfølelse

Odense Havn er fundet skyldig i lovbrud. Alligevel bliver havnen ikke pålagt krav om erstatning eller sanktioner. Nu anker den forurettede virksomhed sagen til Landsretten.

Der er årelange gnidninger mellem Odense Havn og speditionsfirmaet Blue Water Shipping.

I februar blev en principiel sag mellem de to parter afgjort i Sø- og Handelsretten. Her blev Odense Havn fundet skyldig for at have overtrådt havneloven ved blandt andet at have udført ulovlig havnerelateret operatørvirksomhed. 

Men nu har Blue Water Shipping anket sagen til Landsretten.

- Det strider mod vores retsfølelse, at der ligger en klar afgørelse om bevidst overtrædelse af havneloven, og at dette ikke medfører straf eller erstatning, siger Blue Waters administrerende direktør Søren Nørgaard Thomsen i en pressemeddelelse. 

For selv om Odense Havn ifølge afgørelsen har overtrådt loven, så får den kommunalt ejede havn ingen sanktioner eller erstatningsansvar. 

Blue Water havde ikke løftet bevisbyrden for at opnå erstatning, lyder det i pressemeddelelsen. 

- Det er en principiel sag, der berører retstilstanden for hele vores branche, og derfor mener vi også, at der er grund til at tage sagen videre, uddyber Søren Nørgaard Thomsen. 

- En anke er vigtig for branchen

I flere år har den kommunalt ejede Odense Havn overtrådt loven. Her har havnen blandt andet udført ulovlig havnerelateret operatørvirksomhed. Dette er udført i form af blandt andet ingeniørberegninger, truck- og terminaltraktorkørsel og projektstyring, viser en afgørelse fra Trafikstyrelsen.

Speditionsfirmaet får i ankelsen af sagen opbakning fra brancheforeningen Danske Shipping- og Havnevirsomheder.

- En anke er vigtig for branchen, da Sø- og Handelserettens dom efterlader de private havnevirksomheder i Danmark i en sørgelig retstilstand, siger Jakob Svane, der er sekretariatschef for Danske Shipping- og Havnevirksomheder i pressemeddelelsen.

- Virksomhederne kan blive udsat for offentlige opgavetyverier, uden at de reelt kan gøre noget.

Overblik over sagen

Oversigt

    Oversigt