Kriminalredaktør om skuddrab: - En klar eskalering

Kriminalredaktør på Fyens Stiftstidende kalder skuddrabet i Vollsmose en klar eskalering af konflikten mellem grupperinger i Odense.

Natten til torsdag blev en 31-årig mand skudt og dræbt i Vollsmose. Torsdag holdt Fyns Politi og borgmester Peter Rahbæk Juel pressemøde om skuddrabet i Vollsmose og forklarede, at episoden bunder i nogle uoverstemmelser mellem grupperinger i Odense-bydelen.

Kriminalredaktør på Fyens Stiftstidende kalder det en klar eskalering i forhold til tidligere skudepisoder. 

- Det er en klar eskalering i forhold til det, vi tidligere har set. I sidste uge så vi også en skudepisode finde sted i Vollsmose, og hvis vi kigger på alle tidligere skudepisoder fra før jul og nytår, så har det været sådan, at der er blevet skudt, men der er ikke blevet ramt, siger Bjarke Vestesen og fortsætter:

- Og så kan man sige, enten er de dårlige til at skyde og til at ramme, eller også er det for at sende et signal til den anden gruppering. Det, vi ser med den her episode, er, at der helt bevidst er blevet skudt på to personer og en hund.

Såret 31-årig højt i hierarkiet

I den seneste skudepisode blev en 31-årig mand skudt og dræbt, mens en anden blev hårdt såret. En hund døde også under skudepisoden. 

Hvordan den afdøde har relation til konflikten mellem grupperinger er endnu ikke sikkert, og flere venner og bekendte har udtrykt, at de mener, han var fanget på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. 

Men den anden 31-årige mand, der blev såret, og som på nuværende tidspunkt er indlagt på hospitalet, er i følge Bjarke Vestesens kilder kendt i det kriminelle miljø.

- Jeg har brugt det meste af dagen på at tale i telefon med folk, som er i miljøet eller kender til miljøet, og det var altså en 31-årig mand, som er placeret relativt højt i hierarkiet. Jeg ved, at han har været i retten i forskellige sager. Det, han har været i retten for, er almindelig vold og besiddelse af kniv, men trods mindre sager er han alligevel en højt placeret person i den ene af grupperingerne, siger Bjarke Vestesen.

I følge Bjarke Vestesens kilder er den 31-årige mand blevet skudt to gange i maven.

Eskaleret situation

Bjarke Vestesen forklarer, at der først og fremmest er tale om en kamp om hash- og narkomarkedet på Fyn. Den konflikt er ikke gammel, hvor det for 10 år siden var Hells Angels på den ene side og indvandrergrupper på den anden. 

Nogle af de personer, der er i de nuværende grupperinger, udspringer fra Black Army, der nedlagde sig selv for nogle år siden.

- Derudover har vi en masse ‘hang-arounds’ som det ene øjeblik er med i den ene gruppering og det andet øjeblik er med i den anden gruppering. Det vanskeliggør også opklaringen af skuddrabet, som fandt sted i går aftes, siger Bjarke Vestesen. 

Fyns Politi indførte i sidste uge en visitationszone i Vollsmose. At skudepisoden sker mens visitationszonen er opretholdt, mener Bjarke Vestesen er et klart tegn på en eskalering af konflikten mellem grupperingerne. 

- Alene det, at man bærer våben er selvfølgelig kriminelt og strafbart, men at man vælger at bære våben, mens der er en visitationszone. Det er en klart skærpende omstændighed og også et signal på, at den her situation faktisk er blevet eskaleret nu, siger Bjarke Vestesen.

Ifølge Bjarke Vestesen er det 10 år siden nogen, der ikke har en umiddelbar tilknytning til rivaliserende grupperinger, sidst er blevet dræbt i fynsk bandekonflikt eller rivalisering mellem grupperinger.

For 10 år siden var det den 36-årige Henrik Pedersen, der blev dræbt på værtshuset Havhesten i Ny Vestergade i Odense, mens han var i gang med et spil billard.

Drab har rystet borgerne i Vollsmose 

Oversigt

    Oversigt