Lars Høgh-legendetrøje er til salg: OB spiller hyldestkamp i helt særlig målmandstrøje

Tirsdag kan alle købe et eksemplar af den meget omtalte målmandstrøje, som OB har lavet som en hyldest til klubikonet Lars Høgh.

OB hylder i søndagens superligakamp mod FC Midtjylland Lars Høgh ved at spille i den særlige Lars Høgh-legendetrøje, der netop er sat til salg.

For tirsdag starter salget af spillertrøjen, der hylder den afdøde målmand Lars Høgh, også kendt som "Mr. OB". 

Allerede mandag kunne OB-fans komme foran i køen og få fat i de første eksemplarer af trøjen via OB's officelle fan-app.

- Der er tale om en helt særlig trøje til ære for en helt særlig person, siger Jack Jørgensen, der er kommerciel chef i Odense Boldklub, i en pressemeddelse. 

Lars Høgh nåede at spille 817 førsteholdskampe for fodboldklubben, inden han december sidste år gik bort efter længere tids kræftsygdom. 

Markspillere i målmandstrøjer

Og som noget helt særligt vil OB-spillerne skifte den stribede spillertrøje ud med den sorte ikoniske målmandstrøje til hyldestkampen mod FC Midtjylland på hjemmebane i weekenden.

Fodboldmålmand Lars Høgh under kamp i Odense i april 1994.
Fodboldmålmand Lars Høgh under kamp i Odense i april 1994.
Foto: Erik Luntang/Leafax Ii/Ritzau Scanpix

- Vi er stolte over trøjen, og vi glæder os til at se vores spillere bære den i kamp søndag, hvor vi måske skriver fodboldhistorie når som det første hold nogensinde bytter hjemmebanetrøjen ud for at spille en målmandstrøje, siger den kommercielle chef. 

Til kampen søndag vil det også være muligt for tilskuere at købe et eksemplar af fodboldtrøjen.

Legendetrøjen er blevet skabt i samarbejde mellem OB, fans og det danske sports- og modetøjsfirma Hummel. Den er en såkaldt Limited Edition, og den sælges derfor i begrænset antal og til og med 27. februar. 

Trøjen har en pris på omkring 599 kroner per trøje. Onsdag meddelte Odense Boldklub, at al overskuddet fra salget vil gå ubeskåret til kræftforskning efter kritik fra Høghs efterladte.

Målmandstrøjen er kun mulig at købe i voksenstørrelse. Derudover vil man heller ikke kunne købe spillertrøjen med navn eller nummertryk, skriver fodboldklubben i pressemeddelelsen.

På brystet hyldes Lars Høghs tid og resultater som målmand for Odense Boldklub.
På brystet hyldes Lars Høghs tid og resultater som målmand for Odense Boldklub.
Foto: Odense Boldklub

Oversigt

    Oversigt