Weekendtrafik: Her skal du være opmærksom på omkørsler

Arbejdet med letbanen i Odense vil i to weekender betyde omkørsel for bilister ind og ud af Odense.

Bilister kan i de kommende to weekender risikere at blive omdirigeret, hvis de kører i Odense. Årsagen er letbanearbejdet over jernbanebroen på Middelfartvej, hvor trafikken vil blive spærret i begge retninger. 

"Det skyldes, at Odense Letbanes entreprenør skal sætte kantsten ind mod letbanearealet samt fjerne asfaltramper, så bilerne igen kan komme ned at køre på vejbanen, og cyklisterne kan bruge cykelstien", skriver Odense Letbane i en meddelelse.

Afspærringen sker fra fredag 14. februar klokken 20.00 til mandag 17. februar klokken 05.00 - og igen fra fredag 21. februar til mandag 24. februar i samme tidsrum.

Det drejer sig om det stykke af Middelfartvej, der går mellem Grønløkkevej og Christmas Møllers Vej.

Mens der bliver arbejdet, er der omkørsel for biler via Grønløkkevej, Falen og Kløvermosevej.

Cyklister og gående kan fortsat benytte Middelfartvej i de to weekender, mens spærringen også rammer bybusserne på Middelfartvej. De bliver sendt ad alternative ruter. 

Find info om bybusserne på www.fynbus.dk

Find flere alternative ruter på www.odenserundt.dk

 
 
Foto: Odense Letbane

 

Oversigt

    Oversigt