Måling: Radikale kan afgøre borgmesterens farve

Meningsmåling gør Radikale Venstre til tungen på vægtskålen.

De har stået der før, de radikale. I midten og med de afgørende mandater. Og var der valg til byrådet i Odense i dag, ville de stå der igen. 

Det viser en meningsmåling, Megafon har foretaget for TV 2/Fyn. Her står Radikale Venstre til en fremgang fra 4,7 procent af stemmerne i 2017 til 6,1 procent af stemmerne, hvis der var valg i dag. Mere interessant er det, at der er rykket så mange stemmer hen over midten, at hverken rød eller blå blok i Odense kan mønstre et flertal uden Susanne Crawley og hendes midterparti. 

- Det er en måling, som er foretaget i en brydningstid, og midt i en svær politisk beslutning. Derfor nøjes jeg også med stille at glæde mig over resultatet, siger Susanne Crawley, børn- og ungerådmand for Radikale Venstre i Odense, inden hun dog ikke lægger skjul på, at resultatet er en appelsin i hendes turban. 

- Det giver Det Radikale Venstre en god platform for at kunne arbejde med det, vi synes er vigtigt. Politik handler også om at bringe sig selv i en gunstig forhandlingssituation, og den meningsmåling har ikke gjort det sværere for os, siger Crawley. 

Blå blok er klar til at samarbejde med Crawley

Målingen er lavet kort efter, at Radikale Venstre, SF og Socialdemokratiet valgte at gennemføre et salg af Fjernvarme Fyn til Energi Fyn. Der er en statistisk usikkerhed i målingen, men Socialdemokratiet går tilbage fra 41,8 til 30,3 procent af stemmerne.

Til gengæld går Venstre og Konservative frem med samlet 9,8 procent, og det efterlader Radikale Venstre i en gunstig position som mulig kongemager. Og døren står på klem hos de blå partier.

- De radikale er meget meget velkomne, men det kræver, at de hopper ud af borgmesterens kløer og hopper over på den borgerlige side, siger Venstres by- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt. 

- Vi skal jo ikke bestemme, hvad de radikale vil. Men de er velkommen. Hvis de skulle have lyst til at pege på en blå borgmester, så skal de være hjertelig velkommen i blå blok. Men jeg tror det nu ikke, siger den konservative ældre- og handicaprådmand Søren Windell. 

Forstå sagen om salget af Fjernvarme Fyn på tre minutter.
Fotograf: Fotograf: Natacha Djervad Redigering: Sune Jørgensen

Maksimal indflydelse

Med salget af Fjernvarme Fyn og inden da en skattestigning i Odense har Susanne Crawley stået sammen med Socialdemokratiet og SF i to af de store sager, som har splittet byrådet de seneste år. Men den radikale rådmand vil ikke bekende kulør allerede nu. 

- Dét, som jeg altid bruger i mit samarbejde med andre politiske kolleger, er hvilken politik, vi skal føre. Det er argumenterne, og når man er enige om en politik, så kan man også blive enige om et samarbejde, siger Susanne Crawley. 

Kan du allerede nu udelukke, at du kunne finde på at søge en borgmesterpost eller stor indflydelse ved at gå sammen med blå blok?

- Det, som jeg kan love, er, at jeg søger maksimal radikal indflydelse for det mandat, jeg får til at gøre det på. Om det så er et eller to eller tre, det må vi se.

Næste gang odenseanerne skal vælge nyt byråd er den 16. november 2021. 

Susanne Crawley holder alle muligheder åbne
Fotograf: Fotograf: Redigering:

 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt