Nye kræfter til Odense Bulldogs: Gorm Topholt er ny mand på holdet

Fra White Hawks til Odense Bulldogs. 24-årige Gorm Topholt skriver 2-årig kontrakt i Odense.

Når Odense Bulldogs i den kommende sæson løber over den fynske is, bliver det med en ny spiller på holdet. 

quote Min erfaring, vindermentalitet, vildskab og endeløse vilje til at arbejde benhårdt glæder jeg mig til at introducere i Odense

Gorm Topholt, kommende ishockeyspiller i Odense Bulldogs

De har nemlig skrevet kontrakt med 24-årige Gorm Topholt, der nu har spillet sin sidste kamp for Frederikshavn White Hawks. 

Ole Nielsen, der er administrerende direktør i Odense Bulldogs, ser frem til samarbejdet med den nye spiller. 

- Til trods for sin forholdsvis unge alder har Gorm masser af erfaring fra øverste hylde i Metal Ligaen og med sin hidtil bedste sæson netop overstået, er der lagt i støbeskeen til en brandvarm angriber, som træder ind på isen i den kommende sæson, fortæller Ole Nielsen i en pressemeddelse. 

Årets danske spiller

Den talentfulde angriber har netop afsluttet en resultatmæssig stærk sæson i White Hawks i Frederikshavn. I forlængelse heraf blev han i klubben også kåret som årets danske spiller. 

På billedet er ikke den nye spiller Gorm Topholt, men tre spillere i Odense Bulldogs fra ishockeykampen i Metalligaen mod Herlev Eagles.
På billedet er ikke den nye spiller Gorm Topholt, men tre spillere i Odense Bulldogs fra ishockeykampen i Metalligaen mod Herlev Eagles.
Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Kåringen er ikke uden grund. I sæsonens 52 kampe står den unge spiller nemlig noteret for hele 23 point. 

Men ifølge Gorm Topholt er det nu på rette tid, at rykke videre mod nye oplevelser.

- Udfordringen i at bringe Odense Bulldogs tilbage i toppen af dansk ishockey og i slutspillet motiverer mig helt vildt. Jeg har selv gæstet Bulldogs med fyldte tribuner og en intens atmosfære, og det er ikke et sjovt sted at være som udehold. Det skal vi tilbage til, siger Gorm Topholt i en pressemeddelelse. 

quote Gorm Topholt er en stærk forward med et fortsat stort udviklingspotentiale, som fra den kommende sæson vil give os flere muligheder og styrke vores offensive spil

Ole Nielsen, administrerende direktør i Odense Bulldogs

Den motiverede ishockeyspiller føler sig sikker på, at han i Odense Bulldogs kan bidrage med noget brugbart. 

- Min erfaring, vindermentalitet, vildskab og endeløse vilje til at arbejde benhårdt glæder jeg mig til at introducere i Odense. Sidste sæson var rigtig god for mig, men det var kun starten og jeg håber at kunne fortsætte min udvikling i Odense Bulldogs og få mere ansvar, siger Gorm Topholt i en pressemeddelelse. 

Og den forventning deler han med Ole Nielsen. 

- Gorm Topholt er en stærk forward med et fortsat stort udviklingspotentiale, som fra den kommende sæson vil give os flere muligheder og styrke vores offensive spil. Han er desuden skarp i undertalsspillet og bliver derfor særdeles værdifuld og vigtig i netop disse situationer, siger Ole Nielsen i en pressemeddelelse. 

Oversigt

    Oversigt