I det fynske folks tjeneste

Odeon-sagen: Forpagter truer med at stoppe

Selskabet, der forpagter Odeon, truer nu Odense Kommune med at afbryde samarbejdet.

Odeons bestyrelsesformand, Jens Belling, skriver blandt andet i en mail til Odense Kommune, at man ikke har følt sig godt behandlet. Foto: Arkivfoto: Hans Østergaard/ Fyens Stiftstidende

Konfikten mellem Odense Kommune og selskabet, som forpagter Odeon, er blevet optrappet. Det sker efter ugers pres på Odeon, som er kommet med flere forklaringer på, hvorfor de i sidste øjeblik sprang fra en aftale med det Kinakritiske danseshow Shen Yun.   

I en mail, som TV 2/Fyn er i besiddelse af, skriver Odeons bestyrelsesformand, Jens Belling, til Odense Kommunes stadsdirektør, Stefan Birkebjerg, og en række andre personer:

Læs også Borgmester vil have møde om Odeon-sag: - Der har været lidt for mange forklaringer

"Måske kan det være bedst, at vi stopper i Odeon, såfremt Odense Kommune vil berøve os friheden til selv at bestemme hvilke arrangementer, som vi skal holde.
Vi har i forvejen ikke følt os specielt godt behandlet."

Måske kan det være bedst, at vi stopper i Odeon, såfremt Odense Kommune vil berøve os friheden til selv at bestemme hvilke arrangementer, som vi skal holde.
Vi har i forvejen ikke følt os specielt godt behandlet.

Mail fra Odeons bestyrelsesformand, Jens Belling, til Odense Kommunes stadsdirektør

Stadsdirektør, Stefan Birkebjerg, bekræfter at have modtaget mailen. TV 2/Fyn ville gerne have Jens Belling til at uddybe mailen, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser. Til gengæld møder mailen hovedrysten hos flere politikere. 

- Det er en overreaktion fra Odeons side. Sagen er opstået på grund af Odeons modstridende forklaringer, så det er selvforskyldt, siger Reza Javid fra Enhedslisten, der var det første parti til at rejse sagen i byrådet.

En lignende modtagelse får mailen fra Dansk Folkeparti: 

 - Jeg har det så dårligt med trusler. Det har den modsatte effekt på mig. Så jeg må jo bare stille endnu flere spørgsmål og være endnu mere skarp, siger Dansk Folkepartis Christel Gall.

Løgn og skiftende forklaringer gav kritik

Sagen tog sin begyndelse i oktober, hvor Odeon i sidste øjeblik trak sig fra en aftale med Shen Yun Performing Art. Det er et Kinakritisk danseshow, som den kinesiske ambassade tidligere har forsøgt at få andre kulturhuse i Danmark til at droppe. 

Først forklarede Odeon, at der var tale om en dobbeltbooking. TV 2/Fyn har siden afsløret, at det ikke passede. Odeon skiftede i sidste uge forklaring, nu handlede det om en ny strategi. Det fik politikerne i Odense op af stolen. 

Læs også Mail afslører: Odeon løj om dobbeltbooking

- Det giver et rodet billede, som jeg er sikker på, at Odeon ikke kan leve med. Det er også et billede, at vi som by ikke kan leve med, sagde borgmester, Peter Rahbæk Juel. 

Fra andre medlemmer af økonomiudvalget blev det kaldt 'uskønt, uelegant og forfærdeligt' og Odeons ledelse blev opfordret til at stå frem og forklare sig. 

Mail sendt kort efter hård politiker-kritik

Kritikken kom frem torsdag eftermiddag og aften. Men hverken bestyrelsesformand Jens Belling eller Odeons direktør, Christian Belling, valgte at forklare sig for offentligheden.

Få timer senere valgte Jens Belling i stedet at true med trække sig fra deres aftale med Odense Kommune om driften af Odense Kommunes store kulturhus.

- Jeg tager det som et udtryk for en mand, der er frustreret over forløbet. Odeon ligger jo som de selv har redt, med de forskellige forklaringer. Det understøtter behovet et møde mellem Odense Kommune og Odeon, så vi kan få skabt klarhed over hele forløbet, siger beskæftigelses- og socialrådmand, Brian Dybro (SF).

Læs også Rådmænd i Odense: Forvirringen er total i Odeon-sag

Heller ikke hos den radikale børn- og ungerådmand, Susanne Crawley bliver mailen modtaget med klapsalver. 

- Som udgangspunkt lader jeg mig ikke påvirke af trusler. Jeg tror på, at problemer løses i dialog på en baggrund af faglighed og respektfuld samtale, siger Crawley. 

Borgmester Peter Rahbæk Juel ønsker ikke at udtale sig før byrådsmødet onsdag.   

Erhvervsredaktør: Et samarbejde i ruiner

Ifølge TV 2/Fyns erhvervsredaktør, Ole Frank Rasmussen, er forudsætningerne for et godt samarbejde mellem Odeon og Odeon nærmest ikke-eksisterende. 

- Man må sige, at det samarbejde ligger i ruiner, siger han. 

Men parterne kan blive nødt til at gøre forsøget alligevel. For kontrakten mellem Odeon og Odense Kommune indebærer, at den ikke kan opsiges de første ti år.

- Der skal ske en eller anden form for misligehold af kontrakten, og det er så op til parterne at bevise det, siger erhvervsredaktøren, der dog tvivler på, at det er et sandsynligt scenarie.  

Læs også Nu går der landspolitik i mystisk Odeon-aflysning

- Det her er meget et følelsesudbrud, det er sådan jeg ser det. Et irritationsudbrud over, at politikerne overhovedet blander sig i den her sag, siger Ole Frank Rasmussen.

Onsdag skal byrådet tage stilling til, om de skal give stadsdirektør, Stefan Birkebjerg, mandat til hurtigst muligt at indkalde Odeons ledelse til et møde, så kommunen kan få en forklaring, på de skiftende udmeldinger.

01:45 Luk video