Otte gange er det nær gået galt: Nu advarer SDU de studerende

Flere cyklister har været tæt på at kollidere med letbanetoget, mens Letbanen tester ved SDU. Derfor beder universitetet nu de studerende om at være ekstra opmærksomme.

Selvom området omkring Syddansk Universitet længe har været en stor byggeplads med anlæggelsen af letbanen, så er det først for nylig, at letbanetogene er begyndt at køre på strækningen.

Det har ved flere lejligheder betydet, at flere studerende på cykel har været meget tæt på at blive ramt af letbanetogene, fordi de ikke har været vant til den nye trafikant.

- Lige derovre ved Netto har jeg selv set det være tæt på at gå galt, siger Ibrahim Haijaj, der studerer på SDU.

I en mail til alle studerende advarer SDU om letbanen, fordi der allerede på første uge af det nye semester har været otte nærved-ulykker.

- Vi skal vænne os til, at letbanen bliver en del af dagligdagen, og det betyder, vi skal være ekstra opmærksomme i trafikken på og omkring Campusvej, skriver universitetsdirektør Thomas Buchvald Vind i mailen til de studerende.

Advarsel fra SDU til de studerende.
Advarsel fra SDU til de studerende.
Foto: Ole Holbech

Havde ikke opdaget lyssignal

Omkring 26.000 studerende har deres daglige gang på Campus i Odense, hvoraf mange vælger cyklen som transportmiddel på vej til forelæsning.

Det gælder blandt andet Sofie, der hver dag tager cyklen.

- Jeg har ikke lagt mærke til, at der er blevet sat lyskryds op, jeg har kun læst det i mailen, fortæller hun.

Letbanen kører langs med SDU - lige midt mellem cykelstien og hovedindgangen.
Letbanen kører langs med SDU - lige midt mellem cykelstien og hovedindgangen.
Foto: Ole Holbech

Det er lyssignalet, der giver letbanen og de bløde trafikanter grønt lys på skift, men mange har ikke langt mærke til det, fordi der så længe har været forskelligt byggeri i gang ved hovedindgangen.

- Vi har intensiveret vores testkørsler, så togene kommer hyppigt i dagtimerne. Derfor skal man altså være meget opmærksom, når man nu er tilbage efter en lang periode derhjemme, siger Dan Ravn, der er afdelingschef for drift og vedligehold hos Odense Letbane og tilføjer:

- Omkring otte cyklister har været meget tæt på at blive ramt. Nogen af dem inden for en halv meter. Og nogen af dem er kørt over for rødt. 

Af med høretelefoner

Når letbanetogene kommer kørende på strækningen, der ligger klods op ad cykelstien, er det med cirka 40 kilometer i timen. 

Sharon Nickpur læser medicin på SDU, men kommer fra Aarhus, der også i flere år havde masser af letbanebyggeri.

- Jeg cykler den her rute hver dag, og det kræver lidt tilvænning. Måske kunne man få noget cykelsti på den ene siden, så man ikke skal krydse skinnerne, foreslår hun.

Til maj kommer letbanetog efter planen til fast at køre i normal drift på strækningen, og derfor appellerer både Odense Letbane og SDU til, at man orienterer sig ekstra godt, særligt i perioden, hvor man er ved at vænne sig til den nye trafikant.

- Derfor en bøn til alle om, at man følger skilte og signaler, når man krydser letbanen. Der er kun rødt for krydsende trafik, når der kommer letbanetog, så hold tilbage, hvis der er rødt! Jeg håber, at vi i fællesskab kan hjælpe med at undgå ulykker omkring letbanen. Lad os passe godt på hinanden, står der i mailen til de studerende.

- Det er vigtigt at orientere sig i trafikken, og det kan være svært, hvis man f.eks. kører med høretelefoner i ørene, siger Dan Ravn.

Oversigt

    Oversigt