Politi blev stoppet af bomme: Rådmand vil fjerne forhindringer

By-og Kulturrådmand i Odense Kommune, Christoffer Lilleholt, vil undersøge, om kommunens cykelbomme skal skiftes ud, så de ikke er til gene for politiet.

Billederne taler deres tydelige sprog. Politiet er lige i hælene på to medlemmer af den kriminelle gruppering Korsløkkegruppen på en scooter, da de drejer ned ad en cykelsti, hvor politiet ikke kan passere en bom.

- Det gør de nok, fordi det er nemt, siger Christoffer Lilleholt (V), By- og kulturrådmand i Odense Kommune. 

Videoklippet får nu rådmanden til at sætte gang i en undersøgelse af, om bommene skal udskiftes.

- Vi skal have fundet nogle løsninger, der gør, at politiet er tilfredse. Vi skal ikke være dem, der stopper dem.

Bomme, der kan åbne

Den ene af de to mænd på scooteren formodes at have affyret de fire skud, der i juni ramte en 31-årig mand fra Vollsmosegruppen, mens den anden formodes at have affyret de skud, der dræbte en hund under samme skudepisode.

Ifølge politiets oplysninger kørte de to mænd med over 125 kilometer i timen ad Åsumvej i østlig retning. Omkring 50 meter før, vejen krydser Odense Å, var mændene på scooteren først ved at køre i grøften i venstre side af vejen, inden de kørte til højre ad et stisystem, hvor politiet måtte opgive jagten.

- Jeg har bedt forvaltningen belyse, hvilke forskellige muligheder der er, for hvis politiet ønsker fri passage, så skal vi kigge på, om de kan få det, siger Christoffer Lilleholt.

Andre steder i Odense har man etableret bomme, der kan åbne, hvis man kører hen til dem. Ifølge rådmanden er det dog ikke nødvendigvis den rigtige løsning i området omkring Vollsmose.

- I Korsløkken har man haft de bomme, og der har man haft en stigende tendens til, at bandgrupperingernes biler kører rundt i området og skaber utryghed. Vi skal finde en løsning, hvor politiet kan komme igennem, men man ikke kan komme igennem med en bil og skabe utryghed, siger Christoffer Lilleholt.

Opbakning fra Socialdemokratiet

Forslaget fra rådmanden møder opbakning fra Maria Brumvig, som er medlem af By- og Kulturudvalget for Socialdemokratiet.

- Vi skal bede forvaltningen tage et møde med politiet, for det er enormt frustrerende, at vi ikke kan fange de her gerningmænd, siger Maria Brumvig.

Hun understreger, at bommene er sat op, fordi der har været problemer med bilister, der har kørt på stierne. Alligevel er hun klar til at ændre eller fjerne dem, hvis det kan være med til at stoppe kriminelle i området.

- De kan hurtigt planlægge en flugtrute. De kender området, og så har man en flugtrute, fordi man ved, politiet ikke kan passere. Det er da enormt frustrerende, siger hun.

TV 2 Fyn har spurgt Fyns Politi, om de er interesserede i andre løsninger ved cykelstierne omkring Vollsmose og Korsløkkeparken, hvor de to grupperinger holder til. Politiet ønsker ikke at stille op til interview om dette.

Oversigt

    Oversigt