Regeringens rådgivere anbefaler tvangstest af beboere i Vollsmose

Folketingets epidemiudvalg er indkaldt med få timers varsel for at drøfte forslag om tvangstestning i Vollsmose.

Opdatering
Clock08. mar 2021, kl. 17:10
Artiklen er skrevet igennem med detaljer fra det notat fra Epidemikommissionen, som TV 2 er i besiddelse af.

Regeringens såkaldte epidemikommission foreslår at indføre tvangstest og tvangsisolation af beboere i Odense-bydelen Vollsmose for at inddæmme coronasmitten.

Det skriver TV 2 på baggrund af et fortroligt notat, som tv-stationen er i besiddelse af.

Forslaget drøftes mandag eftermiddag i Folketingets epidemiudvalg, og konkret lægges der op til, at indføre regler om, at borgere, der befinder sig på "nærmere angivne steder i Vollsmose Sogn, hvor der er konstateret smitte", har pligt til at lade sig teste og isolere, og at de ellers straffes med bøde.

Epidemikommissionen, som består af en række embedsmænd fra primært ministerier og styrelser, har på anmodning fra regeringen vurderet en række forslag til at dæmpe smitten i bydelen.

"Henset til klar sundhedsfaglig evidens for smittedæmpende effekt af effektiv test, opsporing og isolation vurderer Epidemikommissionen, at det vil være relevant med tiltag, der kan være med til at sikre, at der bliver testet flere i området, og at smittede og deres nære kontakter overholder deres isolation", står der i det notat, som TV 2 er i besiddelse af.

Bøde til personer uden mundbind i butikker

Ud over tvangstest og tvangsisolation foreslår kommissionen ifølge TV 2 også, at der indføres regler om, at beboere i Vollsmose kan straffes med bøde, hvis de uberettiget undlader at bruge mundbind eller visir i detailhandlen i bydelen.

Ifølge notatet bør der ifølge kommissionen også indføres regler om, at det er strafbart, hvis detailhandlen ikke sætter informationsmateriale op om, at kunder kan straffes med bøde, hvis de ikke bruger mundbind eller visir.

Regeringen havde også bedt kommissionen vurdere, om der bør indføres mundbind i det offentlige rum eller forsamlingsforbud på to personer i Vollsmose. Men ifølge notatet vurderer kommissionen, at det ikke vil have "væsentlig betydning for epidemikontrollen", skriver TV 2.

Smittetallet steget igen

En indførelse af tvangstest og tvangsisolation skal hjælpe med at forhindre, at coronavirus breder sig i området, hvor smitten i forvejen er høj. Efter tre dage i træk med faldende smittetal steg smittetallet mandag i Vollsmose. Incidenstallet er oppe på 951,5 i Vollsmose-firkanten.

Allerede tirsdag i sidste uge nævnte statsminister Mette Frederiksen (S) muligheden for tvangstestning i Vollsmose.

Hun opfordrede  i Folketingets spørgetime til at drøfte, om "myndighederne mangler nogle værktøjer" til at sikre, at "de, der ikke vil lade sig teste, faktisk bliver testet alligevel".

Et flertal i Folketingest epidemiudvalg kan modsætte sig forslaget. Epidemiudvalget har 21 medlemmer. Af dem har Socialdemokratiet de syv pladser, så partiet skal have opbakning for at få forslaget igennem.

Mette Frederiksens forslag om tvangstestning fik Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, til at afvise at tage tvang i brug. 

V-formanden foreslog i stedet at sænke forsamlingsforbuddet fra fem til to personer for de knap 10.000 indbyggere i den odenseanske bydel.

Endnu har der ikke været flertal for nogen af delene.

Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), ønsker ikke at udtale sig om sagen, før der kommer et officielt udspil fra regeringen.

Oversigt

    Oversigt