Ifølge øjenvidnet er der stadig synlige flammer ved huset, og han kan se “røg, der vælter op”.
Han påpeger, at brandfolkene ikke bliver færdige med slukningsarbejdet lige foreløbig. Han beskriver, at de har “meget travlt”.
- Det ligner dog, at de har nogenlunde styr på hovedbygningen, siger øjenvidnet.
Operationschef hos Trekant Brand Erik Eg oplyste tidligere til TV 2 Fyn, at 28 brandfolk arbejdede på stedet, og det gør de endnu, beretter øjenvidnet.
- Altså herfra, hvor jeg står, kan jeg i hvert fald tælle 12, siger han.
Tre brandbiler, fire tankvogne, en stigevogn, en slangetender og en drone rykkede ud til stedet.
- Vi kæmper for at bevare huset, sagde operationschef Erik Eg. Værkstedet er "mere eller mindre udbrændt", lød det videre.
Ingen personer er kommet til skade ved branden.
Årsagen til branden er endnu ukendt. Når slukningsarbejdet er færdigt, skal brandtekniske undersøgelser forsøge at fastslå årsagen.
Anmeldelsen indkom via 112 klokken 13.58.