Små kugler giver museum enorm el-besparelse
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Sidste efterår steg elregningen på museum Møntergården fra omkring 50.000 kroner til næsten 200.000 kroner om måneden. Nu har museet sparet en formue, med deres nye strømbesparende løsning: Silica gel.
En ny smart løsning har reduceret museum Møntergårdens energiregning med mange tusinde kroner.
De tårnhøje elpriser, i kølvandet på energikrisen i efteråret 2022, tvang museet til at tænke i nye baner, efter at den månedlige elregning steg til næsten det firdobbelte og ramte 200.000 kroner - om måneden.
En stor del af museets strømforbrug går til at holde luftfugtigheden på et konstant niveau for at sikre de mange historiske genstande. Hvis der er for fugtigt, kan museets genstande blive beskadiget, gå til, eller der kan opstå mug eller skimmel.
Nu er det endelig lykkedes at finde en løsning på det høje strømforbrug.
Løsningen findes i silica gel, som vi kender fra indpakningen af nye varer, bare i større format.
Silica gel indeholder små partikler, der kan absorbere store mængder vand i nærheden af genstandene. Kuglerne kan optage 40 procent af deres vægt i fugt, og kan bruges igen og igen ved at ”vride dem som en karklud”, når kuglerne er mættede.
Fik reduceret elregning med 50 procent
De små kugler af silica gel bliver placeret i kassetter, der skjules under bunden på de montrer, hvor museumsgenstandene ligger. Dermed bliver museumsgæsterne ikke generet af kassetterne, da de ikke er synlige.
Løsningen kan dog ikke bruges ved eksempelvis billeder, der hænger på en væg, eller ved andre ting der står ubeskyttet midt i et rum. Kassetterne med de små silica-kugler kan udelukkende bruges ved såkaldte mikroklimaer, der betegnes som det lille lukkede rum, der opstår inde i en montre.
Efter at Møntergårdens montre fik monteret kassetterne, var forskellen til at mærke.
- Vi kunne skrue ned for, hvor meget vi affugtede og hvor meget vi kølede, og så kunne vi slukke helt om natten (for affugtningsanlægget, red.), hvilket betød at vi fik reduceret vores elregning med 50 procent, fortæller Jens Toftgaard, der er udviklingschef for Museum Odense.
Et år efter implementering af silica-løsningen, kan Møntergården stadig nyde godt af de månedlige besparelser:
- Vi er jo gået fra knap 200.000 om måneden til at den seneste regning var på 16.000 kroner, så det er jo noget der er til at tage og føle på, siger Jens Toftgaard.
Håber på at fremme den grønne omstilling
Museum Møntergården er med i et forskningsprojekt, der hører under navnet Museernes Grønne Akademi.
Projektet forsøger at fremme den grønne omstilling inden for museumsverdenen.
- Her prøver vi netop at se på, sammen med ni andre museer i landet, om kan vi skrue på vores klimasystemer, og om vi kan bruge metoder som det her, eller andre metoder, der kan reducere vores elforbrug, uden at det går ud over museumsgenstandene, fortæller Jens Toftgaard.
Også hos andre organisationer er man udfordret af de høje energipriser. Salatgartneriet Nordic Greens har ligeledes været nødt til at tænke i nye strømbesparende løsninger.