To år efter mistanke om censur: Nu optræder Shen Yun i Odense

Onsdag og torsdag kan fynboerne efter to års venten opleve den internationale dansetrup Shen Yun Performing Arts i Odeon i Odense. Forestillingen var for to år siden genstand for en intens politisk debat, da en uforklarlig aflysning skabte mistanke om kulturelt pres fra det kommunistiske Kina.

Den New York-baserede dansetrup Shen Yun Performing Arts kommer til Odense med i alt 100 deltagere, og onsdag og torsdag vil dansere, musikere og teknikere sætte to forestillinger op på den store scene i Odeon.

Ifølge Shen Yuns fynske mellemmand venter der publikum en unik oplevelse.

- Skønheden på scenen og de historiske fortællinger giver i hvert fald mig en følelse af velvære. Det er en spirituel oplevelse, der viser, hvordan kunsten kan transcendere hverdagstænkning til noget større, lyder det fra Benny Brix, der er talsmand for foreningen Falun Dafa i Danmark og mellemmand for Shen Yun i Danmark.

Anmeldelserne af truppens forestillinger rundt omkring i verden er dog blandede. Nogle anmeldere roser forestillingerne til skyerne, mens andre kalder dansetruppens show for  kedelig religiøs og politisk propaganda.

Truppen består af syv kompagnier, der turnerer verden rundt, og Shen Yun oplyser selv, at de fortæller om den mangfoldige kinesiske kultur, før kommunisterne tog magten i 1949.

Hvad er Falun Gong?

- Shen Yun er del af en sekt

Shen Yun udspringer af Falun Gong-bevægelsen. Den blev grundlagt i Kina i 1992 og fik millioner af tilhængere. Falun Gong eller Falun Dafa er en kombination af gymnastiske øvelser, meditation og religion med udgangspunkt i buddhisme og taoisme. Falun Gong blev forbudt i Kina i 1999, og i dag har bevægelsen hovedsæde i New York, hvorfra den driver Shen Yun og det højreorienterede medie The Epoch Times. 

Ifølge en Kina-ekspert er Falun Gong en sekt, der bekæmper det kommunistiske styre i Kina med alle midler.

- Falun Gong har iscenesat sig selv som et særligt offer for den kinesiske kommunisme. De er forfulgt, men det er mange andre i Kina også. Gennem medieimperiet The Epoch Times er Falun Gong samtidig en meget aktiv stemme på den amerikanske højrefløj. De støtter aktivt Donald Trump, og vender sig ifølge mange kritikere mod både homoseksualitet og coronavaccinationer. Det er en sekt, og dansetruppen Shen Yun er del af denne sekts konglomerat af virksomheder og organisationer, siger professor Jørgen Delman, der forsker i kinesiske forhold på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet.

Den danske talsmand for Falun Dafa er ikke overrasket over, at Shen Yun bliver kategoriseret som en sekt.  

-  Ja, selvfølgelig er der nogen, der vil kalde os en sekt. Sådan er livet, men jeg er naturligvis uenig. Jeg vil ikke gå ind på The Epoch Times her. De har en anden rolle end Shen Yun. Donald Trump har været meget optaget af gøre opmærksom på forfølgelserne i Kina, og jeg tror ikke, at han er værre end mange andre af denne jords ledere, siger Benny Brix. 

- Shen Yuns opgave, er at fortælle om en 5.000 år gammel kinesisk kultur. Vi er systemkritiske, men ikke anti-kinesiske. I forestillingen er der passager, der giver et kritisk syn på menneskerettighederne og den politiske udvikling i Kina de sidste syv årtier, siger Benny Brix.

Blandt publikum onsdag aften er den fynske kunstner Jens Galschiøt. Han har flere gange oplevet, hvordan hans kunstværker har skabt vrede i Kina, og hvordan Kina har forsøgt at påvirke danske myndigheder.

- Kineserne er ekstremt aggressive over for alle, der ytrer kritik af Kina, så et kinesisk pres på Odeon ville ikke være usandsynligt.

- Kina er altid bange for religiøse bevægelser og alle, der prøver at organisere sig. Jeg vil gerne se, hvorfor Kina har forbudt forestillingen og prøver at forhindre opførelsen i andre lande, siger Jens Galschiøt.

Pludselig aflysning

I foråret 2019 forhandlede Benny Brix og Shen Yun for første gang om at give forestillinger i Odense. Men selvom der var fundet datoer og bestilt værelser, meddelte Odeon i oktober samme år uden varsel og uden forklaring, at kontrakten alligevel ikke kunne blive til noget.

- For os er der ingen tvivl om, at Odeon har valgt at aflyse forestillingen af frygt for reaktioner fra Kina og for at behage den kinesiske ambassade i Danmark, sagde Benny Brix efter aflysningen.

Da Shen Yun i 2016 optrådte i Musikhuset i Aarhus forsøgte den kinesiske ambassade ifølge dagbladet Politiken, at stoppe forestillingen ved at sende et brev til musikhuset. 

Sagen blev ikke mindre mystisk af, at ledelsen i Odeon i første omgang oplyste, at Shen Yun ikke kunne optræde, da der var tale om en uheldig dobbeltbooking. Få uger efter ændrede Odeon forklaring og meddelte, at aflysningen hang sammen med, at man ønskede at lave om på, hvilke arrangementer man fylder Odeon med.

Endte i Folketinget

Flere partier i Odense Byråd krævede at det blev undersøgt, om det delvist kommunalt ejede Odeon havde udøvet selvcensur eller havde været under pres fra den kinesiske ambassade i Danmark. I december besluttede et enigt byråd at få lavet en advokatundersøgelse om sagen.

Samtidig blev sagen også rejst i Folketinget, hvor Jane Heitmann (V) indkaldte daværende kulturminister Joy Mogensen (S) og udenrigsminister Jeppe Kofoed (S) i samråd for at få afklaret om danske kulturinstitutioner ligger under for pres fra Kina.

Søren Søndergaard fra Enhedslisten rejste sagen i Udenrigspolitisk nævn for at få at vide, om der havde været henvendelser fra kinesiske myndigheder til udenrigsministeriet i sagen, mens Pernille Bendixen (DF) krævede svar om sagen fra indenrigsminister Astrid Krag (S).

Odeon frikendt af rapport

Men hverken samrådet, Indenrigsministeren eller sagen i Udenrigspolitisk nævn kastede lys over, hvorfor Odeon havde aflyst Shen Yuns forestilling.

Advokatundersøgelsen i Odense fastslog i januar 2020, at aflysningen ikke skete på grund af selvcensur eller af frygt for det kinesiske regime, men Odeon fik i rapporten kritik for at tale usandt om årsagen til aflysningen. Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) mente efter advokatundersøgelsen, at medierne havde skabt en storm i glas vand.

Omvendt var Benny Brix ikke imponeret af advokatens rapport, da han slet ikke var blevet inddraget i undersøgelsen.

- Vi finder aldrig ud af om aflysningen skyldtes pres. Men det minder om rapporten fra den første Tibet-kommission, hvor to betjente blev gjort ansvarlig for, at grundloven var blevet brudt, da politiet forhindrede en lovlig demonstration. Men kommissionens anden rapport fastslog, at der var lagt pres på politiet fra både Udenrigsministeriet og PET, siger Benny Brix.

- En lettelse

Men i marts 2020 indledte Odeon nye forhandlinger med Shen Yun om at finde nye datoer til opførelse af forestillingen i Odense. Der skulle dog gå to år før det kunne lade sig gøre, men onsdag aften vil de kinesiske dansere og et symfoniorkester indtage den store scene i Odeon med deres danseshow.

Koncerterne i Odense er to ud af fire forestillinger i Danmark i denne omgang. De to første blev afholdt i Aalborg sidst i marts.

- Det er en lettelse, at Shen Yun nu endelig får lov til at optræde for fynboerne, siger Benny Brix.

Oversigt

    Oversigt