I det fynske folks tjeneste

Intet salg af Fjernvarme Fyn: - En kæmpe sejr for borgerne

Både Søren Windell (K) og Christoffer Lilleholt (V) er klar til at forhandle efter det stoppede fjernvarmesalg, som de begge mener blandt andet skyldes opbakningen fra borgerne i Odense.

00:59

Søren Windell (K) er glad for beslutningen om at stoppe salget af Fjernvarme Fyn. Video: Alex Syrik

- Det er en kæmpe sejr for borgerne. Vi har en af Danmarks laveste fjernvarmepriser, og det kan vi nu blive ved med at have. Jeg tror, det er presset fra borgerne, der først og fremmest har udløst den endelige afgørelse, siger Christoffer Lilleholt (V).

På et pressemøde tirsdag meddelte borgmester Peter Rahbæk Juel (S) nemlig, at kommunen ville indstille salget af Fjernvarme Fyn.

Også rådmand og formand for Fionia Fjernvarme Søren Windell (K) mener, at borgerne har haft en afgørende rolle.

Læs også Kan ikke kræve penge tilbage: Odense i dialog med rådgivere om utilfredsstillende forløb

- Vi har i dag fået reddet fjernvarmen nu og i fremtiden, og vi har sikret de lave fjernvarmepriser, som vi er så kendte for i Odense. Og med vi mener jeg alle de mange tusinde borgere i Odense og fjernvarmekunder uden for Odense, der har bakket os op i denne her kamp. Jeg er super glad, det er helt fantastisk, smiler Søren Windell.

- Jeg synes ikke, man skal sælge et guldæg

På gågaden i Odense er der en blandet modtagelse af det stoppede fjernvarmesalg.

- Det er en skam, for jeg synes ikke, at det er særlig problematisk, da det ikke er en kapitalfond, siger Joan Lavent.

- Jeg synes, det er rigtig positivt, for jeg synes ikke, man skal sælge et guldæg. Det kan ikke være rigtigt, at alt skal sælges, siger Jørn Poulsen.

Vi må ærligt indrømme, at byrådet har været gennem en fjernvarmekrise, og det her måske kan samle byrådet igen

Søren Windell (K), rådmand og formand for Fionia Fjernvarme

Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre havde planer om at pengene fra salget af Fjernvarme Fyn blandt andet skulle finansiere velfærd i Odense. Det betyder, at der lige nu mangler 500 millioner i budgettet, til at finansiere det resterende beløb. 

- Vi har allerede forslag til, hvordan vi kan finde pengene. Et af forslagende er blandt andet at stoppe letbanen til Vollsmose, siger Christoffer Lilleholt.

Læs også Mangler halv milliard til velfærd: Borgmester vil have modstandere med i ny aftale

Men ifølge Søren Windell er det ikke velfærden, der er omdrejningspunktet.

- Fjernvarmesalget handler om fjernvarme, det handler ikke om velfærd. Velfærden handler om, hvad man vil bruge pengene fra salget til. Vi har hele tiden sagt, at vi ikke vil sælge vores fjernvarme, vi vil sikre de lave fjernvarmepriser i fremtiden, og det er nu lykkes, understreger rådmanden.

Håber på bred opbakning

Selvom glæden over det stoppede salg er stor, har det været en lang og sej proces. Det kommer bag på både Venstre og Konservative, at der skulle gå så lang tid, før salget blev stoppet.

Jørn Poulsen var en af de odenseanere, der er glad for det stoppede fjernvarmesalg. Foto: Flemming Ellegaard

- Det har været rigtig uskønt. Vi (Fionia Fjernvarme, red.) er senest blevet kaldt et kulørt indslag, men det viser jo bare i dag, at vi havde ret. Det, der foregik, var ulovligt. Vi havde faktisk mere styr på loven end den juridiske rådgivning, der har været til kommunen, siger Søren Windell.

Hos både Venstre og Konservative er der nu håb om åbne forhandlinger med Peter Rahbæk Juel (S).

- Vi må ærligt indrømme, at byrådet har været gennem en fjernvarmekrise, og det her måske kan samle byrådet igen. Vi er rigtig villige til at finde penge og løsninger, og jeg håber, at lige så bred opbakning, der var, da vi lavede aftalen, lige så bred opbakning vil der være, når vi skal finde finansieringen. Det skylder vi borgerne i Odense.

Læs også Fjernvarme Fyn: Handel stoppes nu