Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Hvis man stjæler to tunge betonklodser i Tarup og transporterer dem 11 kilometer for at smide dem ud fra en motorvejsbro, er det ikke bare en dum, spontan ide, mener Fyns Politi.
Den betonblok, der blev smidt ned på den fynske motorvej fra en bro og dræbte en tysk kvinde, er formentlig stjålet fra en byggeplads ved Tarup Centeret i Odense. Det viser Fyns Politis efterforskning.
Den 30 kilo tunge betonblok ramte søndag den 21. august kort før klokken 04 en tysk personbil med en 36-årig mand, hans 33-årige hustru og parrets 5-årige søn. Kvinden blev dræbt, da betonblokken ramte bilen. Manden blev alvorligt kvæstet, mens drengen fik mindre skrammer.
Der blev i alt smidt to betonblokke og to mindre brosten ud fra Langesøvej-broen. Det er de to betonblokke, politiet nu formoder stammer fra en byggeplads ved Tarup Centeret 11 kilometer fra gerningsstedet.
- Det signalerer, at det ikke bare er en dum ide, men noget man har tænkt over, siger politikommissær Michael Lichtenstein, der leder efterforskningen.
Betonklods-drabet på motorvejen: Nu er rugbrødsarbejdet i gang
En uge efter drabssagen fra den fynske motorvej har Fyns Politi fået masser af henvendelser, men ikke det afgørende spor.
Efter otte dage er Fyns Politi ikke kommet nærmere på at finde de gerningsmænd, der sidste søndag dræbte en kvinde på den fynske motorvej med en betonklods.
Men politiet har fået mængde henvendelser, som de nu er i gang med at gennemgå.
- Nu er rugbrødsarbejdet med at gennemgå de mange henvendelser gået i gang. Vi har ikke noget gennembrud, men vi er fortrøstningsfulde. Vi oplever, at alle gerne vil hjælpe med at få opklaret det her, siger efterforskningslederen hos Fyns Politi, politikommissær Michael Lichtenstein.
Tidligt om morgenen sidste søndag blev en 30 kilo tung betonklods smidt fra en motorvejsbro på Vestfyn ned på motorvejen.
Her ramte betonklodsen en tysk bil med en familie. En ung tysk kvinde blev dræbt, mens hendes mand blev alvorligt kvæstet. Et barn, der sad på bagsæden, slap uden alvorlige fysiske skader. Manden ligger stadig på hospitalet.
- Da vi hørte fra sygehuset sidst, var han stadigvæk i koma, og skal være det et stykke tid endnu, før man forsøger at vække ham. Men hans tilstand beskrives som stabil, fortæller efterforskningslederen.
Fyns Politi har offentliggjort billeder af betonklodsen, der er produceret af et firma i Ejby.
De to betonblokke, vi viste frem, er indkøbt til fremvisning til pressen samt til brug for efterforskning #politidk pic.twitter.com/TKnRDdKQqQ
— Fyns Politi (@FynsPoliti) 25. august 2016
Få dage efter den tyske kvinde blev dræbt på Fyn blev der torsdag igen smidt sten mod biler, denne gang på Hillerødmotorvejen ved Gladsaxe. Stenen ramte en bil, der blev kørt af en ældre mand, men ved den lejlighed kom ingen mennesker til skade.
- Vi ved med sikkerhed, at der mangler et sæt IBF Danblok Type 2 hjørnesten som dem, der blev smidt ned på motorvejen, fra byggepladsen, siger politikommissær Michael Lichtenstein.
Produceret i Ejby på Vestfyn
Producenten af Danblok Type 2 betonblokkene IBF i Ejby har flere gange leveret betonblokke ved Tarup Centeret. Første gang den 14. juni 2016 og den seneste levering var torsdag den 18. august 2016.
De tunge blokke har stået frit tilgængelige ud mod Rugvang langs Tarup Centerets parkeringsområde.
- Det er dels henvendelser fra borgerne, dels vores efterforskning, der har ført os på det spor, fortæller politikommissær Michael Lichtenstein.
Betonstensdrab: Familie var på vej hjem fra ferie
Den familie, der natten til søndag blev ramt af en 30 kilo tung betonsten på den fynske motorvej, er nu endeligt identificeret. Det bekræfter Fyns Politi over for TV 2/FYN.
Det drejer sig om en 33-årig kvinde, der mistede livet - og hendes 36-årige mand, der fortsat er i stabil - men kritisk tilstand. Deres femårige søn slap med skrammer.
Familien kommer fra Dortmund-kanten i Tyskland og var ifølge Fyns Politis vagtchef, Lars Thede på vej hjem fra ferie.
Politiet betegner kastet med flere sten fra en bro over den fynske motorvej tidligt søndag morgen som overlagt drab.
Det skyldes især betonstenenes vægt, oplyser efterforskningslederen til Ritzau.
- Vi arbejder med sagen som en drabssag, siger politikommissær Michael Lichtenstein fra Fyns Politi.
- Når man kaster så tunge sten ned mod forruden af en bil, mener vi, at der er forsæt til, at nogen kan dø af det, siger politikommissæren.
Forbrydelsen skete lidt før klokken 4.00 ved broen over motorvejen ved Langesøvej. Broen er placeret mellem Blommenslyst og Vissenbjerg.
Politiets undersøgelser viser, at den dræbende sten var en såkaldt hjørnesten, som vejer 30 kilo.
Der blev ifølge politiet kastet i alt fire sten, hvoraf en ramte bilen. De øvrige sten er en, der svarer til den dræbende, samt to mindre sten på hver 9,5 kilo, oplyser kommunikationsrådgiver Charlotte Nyborg, Fyns Politi.
Politiet ved endnu ikke, om stenene er kastet samtidig, men det står klart, at to biler efterfølgende er kørt ind i stenene, dog uden at der skete skader.
Fyns Politi oplyser, at de to store sten er hjørnesten af typen danblok type 2 fra IBF sten i Ejby. Og politiet hører gerne fra entreprenører, murere, byggefirmaer eller andre, der i øjeblikket har denne type sten liggende, og som mangler to.
En paragraf i straffeloven handler om situationer, hvor en person på hensynsløs måde har udsat andre for livsfare.
Men den aktuelle sag er altså ifølge Fyns Politi mere alvorlig.
Især den dræbende stens vægt betyder meget for politiets vurdering af forbrydelsens karakter, lyder det fra politikommissær Michael Lichtenstein.
- Vi har fået en del henvendelser om sagen, men endnu ingen om konkrete personer på stedet, oplyste han søndag eftermiddag.
Politiet tror, at mindst én voksen har smidt stenene ud fra broen.
- Det er ikke almindelige drengestreger, det her, siger Lichtenstein.
Nogle betjente udspørger folk i området, om de har set noget af betydning, men politiet arbejder på flere fronter. Der har været hundepatruljer ude i området, og en bilinspektør og teknikere har undersøgt gerningsstedet.
Derudover laver politiet blandt andet dna-undersøgelser af stenene.
Beder offentligheden om hjælp
Der er ikke serienumre eller lignende på blokkene. Derfor kan politiet ikke med 100 procents sikkerhed slå fast, at de to blokke stammer fra Tarup.
- Vi har brug for offentlighedens hjælp til at finde ud af, hvornår de to blokke blev fjernet fra stedet. Har nogen set mistænkelige personer omkring byggeriet mellem den 14. juni og 21. august – eller set nogen læsse betonblokke op på en trailer eller måske ind i en bil, så vil vi meget gerne høre om det, siger Michael Lichtenstein.
Fyns Politi kan kontaktes på telefon 114.
Korte videoer