De unge vil studere i Svendborg: - Det er en genial idé

Regeringen vil udflytte en læreruddannelse til Svendborg som en del af decentraliseringen i et nyt udspil. Og det bliver taget godt imod af en gymnasieklasse i byen.

De 25 elever, der går i 3.M på Svendborg Gymnasium har sat sig til rette i en rundkreds for at tale om de tre år, der er gået på gymnasiet. Snart skal de have studenterhuen på, og det betyder, at tankerne er begyndt at flyve mod fremtiden.

Og nu kan den fremtid måske komme til at foregå i Svendborg.

I dag præsenterede regeringen nemlig udspillet "Tættere på - flere uddannelser og stærke lokalsamfund", hvor 25 uddannelser flyttes fra storbyerne. I Svendborg bliver der nu plads til en læreruddannelse.

- Jeg synes, det er en rigtig god idé. Jeg synes bare, man skal gøre det ordentligt, så man kan få en lige så god uddannelse i Svendborg, som man kan i Odense, siger Freya Møller, der elev i klassen.

quote Det er en kæmpe sejr. Det er jo den uddannelse, vi har gået efter hele tiden

Bo Hansen (S), borgmester, Svendborg Kommune

- Det er en genial idé. Når man lægger alle uddannelserne i København, hvor der ikke er boliger til under 8.000 om måneden, det er ikke fair. Og så kunne det jo være fedt, hvis det kan komme hertil, hvor vi måske kan holde gang i et lokalsamfund, bakker klassekammeraten Sebastian Kirkgaard op.

Sebastian Kirkegaard (tv) er glad for sin sydfynske by.
Sebastian Kirkegaard (tv) er glad for sin sydfynske by.
Foto: Alexander Aagaard

Delt uddannelse

Læreruddannelsen i Svendborg vil blive udbudt af UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Odense, og studieaktiviteterne vil være ligeligt fordelt mellem Svendborg og Odense på alle studieår.

- Vi betragter det som en mere bæredygtig model end en fuld læreruddannelse i Svendborg. I hvert fald til en start. Men Svendborg har et attraktivt uddannelsesmiljø i forvejen, og derfor tror vi på, at det er en by, der kan rumme en uddannelse mere, siger Jens Mejer Pedersen, der er rektor ved UCL.

Torsdag eftermiddag holdt borgmester i Svendborg Kommune, Bo Hansen (S) pressemøde med kommunens andre byrådspolitikere for at tale om fremtidens uddannelsesmulighed i byen.

"Tættere på - flere uddannelser og stærke lokalsamfund"

- Det er en kæmpe sejr. Det er jo den uddannelse, vi har gået efter hele tiden, for vi har manglet den i paletten af de mellemlange uddannelser. Så det betyder rigtig meget, at vi kan rette ryggen og sige, at vi er en god uddannelsesby, smiler Bo Hansen.

På mødet blev han bakket op af de andre byrådspolitikere, der også glæder sig over, at der nu skal være læreruddannelse i byen igen, sådan som Skårup Seminarium lå i kommunen fra 1803 til 2010.

Der er endnu delte meninger om, hvor uddannelsen skal ligge, men flere af politikerne peger på en placering på havnen, hvor flere andre uddannelser allerede ligger.

Bliver gerne i Svendborg

I 3.M er det mest afgangseksamener og sidste skoledag i næste uge, der udgør fremtidstankerne. Men tanken om måske at kunne tage sin uddannelse i Svendborg og dermed blive i byen, bliver ikke udelukket.

- Jeg kunne sagtens forestille mig at blive i Svendborg. Jeg tror bare, der er en generel diskurs om, at en stor del af at være ung er at flytte til en storby og leve de unge liv der, siger Freya Møller.

quote Det er Svendborg, og det er konge

Sebastian Kirkgaard, elev, Svendborg Gymnasium

For Helena Kastbjerg, der også går i 3.M, lyder det helt optimalt at kunne læse i en mindre by. Selvom bor hun lidt uden for Svendborg og nyder at kunne leve i en lidt mindre landsby og kunne tage til storbyen, når hun har lyst. Hun vil gerne studere medicin, hvilket kun kan lade sig gøre i de større byer, som Odense.

De elever, der står op, kunne med sikkerhed godt forestille sig at blive boende i Svendborg, hvis der kom endnu flere uddannelser til byen.
De elever, der står op, kunne med sikkerhed godt forestille sig at blive boende i Svendborg, hvis der kom endnu flere uddannelser til byen.
Foto: Alexander Aagaard

- Jeg tror bare, det handler om, at man selv har valget, så man ikke er tvunget til at flytte til en storby. Hvis man ikke har familie eller netværk, så kan det virke meget skræmmende at flytte til for eksempel København eller Aalborg. 

Sebastian Kirkgaard er endnu i tvivl om, hvad han vil efter gymnasiet, men at blive i Svendborg er ikke en helt tosset idé.

- Jeg kunne godt forestille mig at blive i Svendborg, siger han, men smiler så:

- I hvert fald om sommeren. Bare det at gå ned af havnen, det bliver man super nostalgisk af. Det er Svendborg, og det er konge, understreger han.

Oversigt

    Oversigt