Martin Saaby uddyber, at han i perioder får tre til fire henvendelser om dagen, der kun drejer sig om skægkræ.
- Jeg har også talt med flere, der står op om natten med lommelygte og støvsuger og forsøger at suge 30 skægkræ op. Næste nat kan de så gøre det samme, tilføjer han.
Voksende udvikling gennem årene
Det er ikke kun skadedyrsbekæmperne, der oplever, at skægkræene vækster.
Elisabeth Paludan, der er chefkonsulent i Miljøstyrelsen, fortæller, at der er undersøgelser, der viser, at skægkræ er et voksende problem.
- Og når vi spørger rundt, lyder det som om, at det er ved at være rimelig almindeligt at have skægkræ derhjemme, siger hun.
Videncenteret Bolius fik i december 2023 lavet en undersøgelse, der viste, at 14 procent af de adspurgte havde haft skægkræ i deres bolig. Det var en stigning fra otte procent i januar 2022 og blot fire procent i december 2020.
Peger på papkasse-problem
Skadedyrsbekæmperne, som TV 2 har talt med, peger alle på, at papkasser sandsynligvis kan være årsagen til spredningen af skægkræ.
Den samme konklusion har Elisabeth Paludan. Hun påpeger, at papkasser med varer, der eksempelvis er bestilt over internettet, kan være årsagen.
- Vi køber mere og mere på nettet, som bliver sendt til os i papemballage. På den måde kommer skægkræ ind i vores hjem, siger Elisabeth Paludan.
Skægkræ spiser pap, papir og bøger, men kan også leve af tekstiler som bomuld og silke.
Modsat insektet sølvfisk, som skægkræ nemt kan forveksles med, kan skægkræ trives mange steder, forklarer Martin Saaby fra Skægkræ.dk.
- Folk ser dem typisk i mange rum. Lige fra senge til køkkenskabene. De er bare mere aggressive og større, og de kan leve af flere forskellige ting end sølvfisken.
Svær bofælle at skille sig af med
Har man først fået insektet inden for hjemmets fire vægge, kan det være en svær opgave at få skægkræet til at flytte igen.
Ifølge undersøgelsen fra Videncentret Bolius svarer 58 procent af dem, der har haft skægkræ i deres bolig det seneste år, at det ikke er lykkedes at slippe helt af med dem.
Men hvis man gerne vil forsøge at holde skægkræene på afstand, så opfordrer Bolius til, at man forsøger at holde sit hjem rent, undgår at lade madrester stå fremme og måske endda forsøge at sprøjte med almindelig insektspray.
Men hvis det ikke hjælper, kan det i nogle tilfælde være nødvendigt med hjælp fra skadedyrsbekæmpere.
- Det er rigtig, rigtig svært selv at komme af dem uden professionel assistance, hvis der er mange, siger Martin Saaby fra Skægkræ.dk.
På Miljøstyrelsens nye hjemmeside, Insekttips.dk, kan man også finde information om, hvordan man kan slippe af med skægkræ.