Passager påpegede manglende mundbind og fik tæv

En mand blev onsdag udsat for vold, fordi han påpegede overfor to personer, at de ikke bar mundbind i toget.

Onsdag eftermiddag får Fyns Politi en anmeldelse om en voldelig episode i toget ved Svendborg Station klokken 15. To personer er gået ind i toget uden mundbind, og det får en af de øvrige passagerer til at påpege det. 

Det tager de to personer ikke særlig pænt. 

- Det gør, at de her to personer med baggrund i påpegelsen, udsætter anmelder for vold. De forsøger at nikke ham en skalle, som han afværger, siger politikommissær ved Fyns Politi Jesper Bæk.

En af gerningsmændene går så vidt, at tage kvælertag på anmelderen.

Skal afhøre vidner

- Vi ved ikke, om gerningsmændende er kørt videre med toget, eller om de stod af igen, siger Jesper Bæk.

Politikommissær Jesper Bæk ved Fyns Politi har ansvaret for efterforskningen. Han fortæller, at de nu skal til at indhente videoovervågning fra episoden. 

- Derudover har vi vidner, som muligvis har oplysninger, der kan føre os frem til, hvem gerningsmændene er, siger han. 

Anmelderen er ikke kommet slemt til skade i forbindelse med episoden, men kan have oplevet en psykisk belastning, oplyser Jesper Bæk. 

De to gerningsmænd beskrives som 170 og 175 cm høje. Den ene er af almindelig bygning, mens den anden er tæt bygget. Den mindste er iført sort tøj, og begge har en brunlig hud. 

Oversigt

    Oversigt