Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
I flere kommuner tænkes der kreativt for at finde på løsninger, der kan få de ældste elever tilbage til skolen. I Svendborg overvejer kommunen at lade de ældste klasser mødes på en boldbane.
Mens partilederne på Christiansborg diskuterer genåbningens fase 2, vrider skolechefer i landets kommuner hjernerne for svar, hvis de ældste elever ender med at blive sendt tilbage på skolebænken efter 10. maj.
“Så længe Sundhedsstyrelsens krav hedder to meter, så vi bliver nødt til at dele vores hold op i to eller tre, så har jeg svært ved at se, at det kan lade sig gøre at tage de ældste elever ind efter 10. maj”
To udfordringer står de fleste steder og blinker: Hvor skal de store elever være, og hvem skal undervise dem?
I forbindelse med genåbningen for de små elever har de fleste skoler måttet inddrage udskolingens lokaler for at kunne overholde sundhedsmyndighedernes krav om, at der skal være mindst to meter mellem børnenes borde.
Desuden er mange af de ældste elevers lærere sendt ned i de små klasser, fordi de yngste elever er blevet delt op i mindre grupper, der kræver hver sin voksen.
Nødt til at dele hold op i to
Det sidste giver især hovedpine i Svendborg Kommune, fortæller skolechef Nanna Lohman.
- Det udfordrende for os og de fleste andre kommuner er kapaciteten på personale, for vi har virkelig spændt buen nu.
- Så længe Sundhedsstyrelsens krav hedder to meter, så vi bliver nødt til at dele vores hold op i to eller tre, så har jeg svært ved at se, at det kan lade sig gøre at tage de ældste elever ind efter 10. maj, siger Nanna Lohman.
Jennifer frygter for sønnens indkøring i dagpleje:
- Jeg får ondt i maven
Hvordan harmonerer ønsket om en tryg opstart i dagpleje med sprit, afstand, udendørs aflevering og besked om, at medbragt sut eller bamse helst skal blive hjemme eller ude?
Opdateret med citat af Jennifer Jensen søndag klokken 8.34
Jennifer Jensen skulle i denne uge have sendt sønnike på 11 måneder afsted i dagpleje for første gang.
Men skærpede regler på grund af Corona fik hende i sidste ende til at holde sønnen hjemme. Det på trods af, at hun er ved at løbe tør for barselsorlov.
“Jeg er bange for, at han potentielt kan tage skade af at blive kørt ind lige nu. At han ikke vil komme til at trives i det. At han måske vil blive indadvendt og indelukket på grund af det”
- Jeg er da bange for, at han bliver ked af det, og at det gør noget ved hans tillid til voksne.
- Jeg er bange for, at han potentielt kan tage skade af at blive kørt ind lige nu. At han ikke vil komme til at trives i det. At han måske vil blive indadvendt og indelukket på grund af det, siger Jennifer Jensen, der er jurist.
Usikkerheden omkring drengens start i dagpleje har fået Jennifer Jensen til at henvende sig til TV 2/Fyn.
- Hvorfor skulle barnet være tæt på dagplejer, hvis mor ikke er det?
Særligt bekymrer det, at hun som mor skal holde fysisk afstand til sønnens dagplejemor, og at hun - ifølge eget udsagn - har fået besked på kun at være tilstede i højst en halv time og det kun udendørs.
- Det er svært at indkøre et lille barn, når dagplejer og forælder skal holde afstand til hinanden. Hvorfor skulle barnet være tæt på dagplejer, hvis mor ikke er det? Så søger barnet jo sine forældre og ikke en fremmed, siger Jennifer Jensen.
Hun frygter samtidig, at den megen udetid i dagplejen vil betyde, at hendes søn kommer til at sidde mange timer i barnevogn og kigge på de andre børn.
- Det er for koldt for et barn, som ikke går, at befinde sig på græs, fliser og jord i mange timer i træk. Barnet må komme på skødet, hvis det er muligt, men det er det sjældent i længere tid ad gangen. Min søn ville blive enormt ked af at blive placeret passivt i sin barnevogn i flere timer, siger Jennifer Jensen.
Situationen giver således anledning til mange spekulationer i hjemmet i Middelfart.
- Hvis vi er nødt til at sende ham afsted, og han på ingen måde trives i det, så ville jeg jo desværre nok være nødt til at sige mit job op, selvom jeg ikke har lyst til det, siger Jennifer Jensen.
Meget er op til lokal fortolkning
Selvom både Sundhedsstyrelsen og Undervisningsministeriet har forsøgt at lave rammen for, hvordan genåbningen af dagtilbud og skoler bør tilrettelægges, så er meget op til lokal fortolkning.
Undervisningsministeriet skriver i deres vejledning:
Overgange og indkøring skal tilrettelægges, så det opleves så harmonisk og naturligt som muligt for barnet i forhold til barnets personlige og aldersmæssige udvikling.
Ministeriet slår dog samtidig fast, at timing og tilrettelæggelse af det enkelte barns opstart også skal foretages ud fra Sundhedsstyrelsens sundhedsfaglige retningslinjer.
Det er dog ifølge ministeriet i sidste ende:
... den myndighed, bestyrelse eller person, der har ansvar for dagtilbuddet eller pasningsordningen, der konkret fastlægger rammerne for overgange og indkøring.
120 procent indenfor retningslinjernre
Det er i Jennifer Jensens tilfælde en af Middelfart Kommunes dagplejere, som efter planen skulle have taget imod hendes 11 måneder gamle søn i denne uge.
Leder af dagplejen Lene Walander forklarer her, hvad det er for retningslinjer, dagplejerne i kommune er blevet pålagt at arbejde indenfor efter genåbningen:
- Det er vigtigt for os, at vi arbejder 120 procent efter retningslinjerne.
- Når det så er sagt, så er det min holdning, at vi samtidig skal tage godt vare på børnene, når de kommer i dagplejen. De skal have den nærhed og tæthed, som de plejer at få, siger Lene Walander.
Ændringer for dagplejen i Middelfart
- Etablering af udekøkkener og ude-skiftepladser så vidt muligt
- Børnene spiser mad med 2 meters afstand
- Hyppig håndvask og rengøring
- Dagplejere må ikke forlade hus og have
- Brug af værnemidler som sprit, vådservietter, handsker, engangsforklæder, engangshåndklæder og engangsunderlag
- Forældre må ikke komme ind - børnene afleveres og hentes ude
- Sengetøj bliver udenfor - bamser og andet legetøj (herunder så vidt muligt sut) bliver liggende udenfor i barnets barnevogn.
- Færre tilgængelige legeredskaber og krav om desinficering
Kilde: Middelfart Kommune
Omsorg og tryghed er intakt
En afvejning, som ifølge dagplejelederen godt kan laves indenfor de retningslinjer, som Sundhedsstyrelsen har udsendt, og som man ligesom i andre kommuner har lavet sin egen tolkning af i Middelfart.
- Nu har vi kun været i gang i tre dage, men vi har faktisk kun oplevet god dialog med forældrene. Vi prøver at gøre tingene så normalt som muligt, og børnene forstår, at den voksne er der, også selvom det er lidt på afstand, siger Lene Walander.
“Børnene får en fuldt ud ligeså god og tryg opstart under de her vilkår, som de ville have fået ellers”
Hvordan håndterer I den særlige situation omkring nye børn, som skal køres ind i dagplejen i den her periode?
- Vi har ændret lidt på vores procedure. Det foregår mere udendørs og børnene får lidt kortere dage. Vi har også en tættere dialog med forældrene, og på den måde får vi skabt en god og tryg tilknytning til barnet med det samme.
- Det kan godt lade sig gøre samtidig med, at man overholder alle de sundhedsmæssige retningslinjer om for eksempel at undgå, at forældrene kommer ind i dagplejerens hjem, eller at sut og bamse ikke bliver taget med indenfor, fastholder Lene Walander.
“Det er vigtigt for os, at vi arbejder 120 procent efter retningslinjerne”
Kan du forstå forældrenes bekymring i forhold til, om det er muligt at give børnene en tryg opstart?
- Jeg kan sagtens forstå bekymrede forældre, men min erfaring er, at forældrene falder til ro og bliver trygge ved situationen, når vi får taget en god snak med dem.
- Du får mig ikke til at sige andet, end at børnene får en fuldt ud ligeså god og tryg opstart under de her vilkår, som de ville have fået ellers, siger Lene Walander, der er leder af dagplejen i Middelfart Kommune.
- Tryghed, tryghed, tryghed
Børne- og ungepsykolog Christian Stewart-Ferrer slår da også fast, at det er afgørende, at små børn kommer godt fra start, når de skal til at passes ude.
- Tryghed, tryghed, tryghed. Det er vigtigt.
“Det er noget af et kunststykke at skulle begynde i dagpleje, når man som Jennifers lille fyr er 11 måneder gammel”
- Når børn er omkring 8 måneder gamle, er de begyndt at få en tydelig fornemmelse af, hvem der er ”deres” voksne, og hvem der ikke er. Derfor er det noget af et kunststykke at skulle begynde i dagpleje, når man som Jennifers lille fyr er 11 måneder gammel, siger Christian Stewart-Ferrer.
Kan man skabe tryghed for et barn - man som dagplejer ikke kender - på afstand?
- Det kommer an på, hvad der ligger i "afstand". Hvis kemien er rigtig, kan man godt mødes udendørs og lade barnet selv bevæge sig de to meter over til dagplejemor, men man må være forberedt på, at barnet helt bogstaveligt kan have brug for at holde mor eller far i den ene hånd som betingelse for at prøve at tage fat i dagplejemoren med den anden hånd.
Er det afgørende, at barnets forælder får lov til at komme med ind i dagplejerens hjem - eller at det får lov til at tage sin sut eller bamse med ind?
“Tryghed, tryghed, tryghed. Det er vigtigt”
- Ikke nødvendigvis. Hvis der er god kemi mellem forældre og dagplejer, og barnet hviler i sig selv, kan man fint forestille sig en nænsom overrækkelse ved hoveddøren, og at barnet f.eks. har en dagplejebamse, der ’bor hos’ dagplejeren. Dog må vi huske, at bamser og sutter er transportable tryghedsgivere, der erstatter mor, mens man som barn gennemgår den lange proces hen mod at kunne finde tryghed og at kunne selvregulere, blot ved at tænke på hende, siger børnepsykolog Christian Stewart-Ferrer.
Artiklen er blevet til på baggrund af et spørgsmål fra en fynbo. Har du spørgsmål til åbningen af dagtilbud, skoler og ungdomsuddannelser?
I Aarhus ser rådmanden for Børn og Unge, Thomas Medom (SF), lignende udfordringer.
Han håber derfor, at regeringen vil lade de enkelte kommuner finde den bedste lokale løsning for at få de ældste elever retur.
- I givet fald kan en mulighed være, at vi for at skaffe plads på skolerne må sende nogle af de yngste hjem. Måske skal de ældste være på skolen nogle dage og de yngste andre dage, siger Thomas Medom.
Kunne komme et par timer hver dag
Den model afviser Nanna Lohman for Svendborgs vedkommende. Hun har til gengæld et andet bud:
- Vi kunne gøre det sådan, at de ældste elever et par timer om dagen kunne komme hen på en boldbane og lave noget socialt sammen, og så foregik fjernundervisningen stadig før eller bagefter.
Det forudsætter dog, at regnen ikke igen begynder at høvle ned, for hvor skal eleverne så mødes, når deres klasselokaler er optaget af yngre elever?
Urealistisk i Odense
I Odense Kommune har tanken om at finde alternative lokaler til eleverne fra 6.-10. klasse været oppe at vende, men er blevet droppet.
Ekstra psykologhjælp til unge i Odense
Tilbud om akut psykologhjælp skal støtte de 13-30-årige odenseanere, der har det svært i Corona-situationen.
Odense Kommune har siden 2017 tilbudt gratis psykologhjælp til unge mellem 13-30 år.
Den ordning udvides nu, så unge fremover kan modtage akut hjælp over telefon eller video med en erfaren psykolog eller ungerådgiver. Det er i modsætning til det allerede eksisterende psykologtilbud, hvor der kan være ventetid på mellem 4-8 uger på at få psykologhjælpen.
- Vi har en frygt for, at unge vil udvikle angst, stress eller depression på grund af isolation, siger viceborgmester i Odense Kommune Tim Vermund Andersen.
Viceborgmesteren forklarer, at det særligt er unge, der kan have brug for hjælp.
- Unge mennesker er endnu mere sårbare i forhold til mangel på socialt samvær med andre. For mange af de unge er deres hverdag revet op med rod. Den struktur og de fællesskaber man har været vant til at være i, de er pludselig opløst, siger Tim Vermund Andersen.
Han håber, at de unge vil benytte sig af den nye mulighed.
- Så kan det være, vi kan forebygge, at nogle udvikler egentlig angst eller depression. Det kunne være fantastisk, siger viceborgmesteren til TV 2/Fyn.
Vigtigt tilbud
Odense Kommune oplyser i en pressemeddelelse, at behovet ikke kendes på forhånd. Men de forventer, at nogle borgere vil få en efterreaktion på coronakrisen.
- Derfor er det vigtigt for os at være klar med et forebyggende tilbud, der kan hjælpe byens unge med det samme, de får brug for det, skriver Kim Juul Larsen, der er leder af Psykologteamet, i pressemeddelelsen.
Selvom de forebyggende samtaler og støttende indsatser indtil videre kun kan foregå via telefonen eller som videoopkald, håber Odense Kommune, at de vil gøre en forskel for alle dem, der har brug for det.
- Jeg vil gerne opfordre de 13-30-årige til at søge den hjælp, de har brug for. Hvis man efter flere uger stadig oplever, at det er rigtig svært at komme igennem hverdagen, og at Corona-situationen fortsat fylder alt for meget, så skal man ikke tøve med at ringe til os, skriver Kim Juul Larsen.
Telefonvagten i Psykologteamet har åbent alle hverdage fra den 22. april 2020 og foreløbig frem til midt i maj.
Åbningstiderne er 10.00 - 11.30 undtagen onsdag og torsdag, hvor der er åbent henholdsvis 9.30 - 11.00 og 14.00 - 15.30.
Man kan ringe på 29 79 22 42.
- Så længe Sundhedsstyrelsens retningslinjer er som nu, vurderer vi det som urealistisk at finde lokaler til cirka 7000 elever, der vil give bedre undervisning end den nuværende fjernundervisning, skriver kommunens presseansvarlige i en mail.
Der er landet over godt 300.000 elever fra de ældste klasser, der får fjernundervisning i eget hjem.
Korte videoer
kopieret!
Fyns Politi er lige nu massivt til stede på en parkeringsplads ved Gasværksgade i Nyborg, hvor flere mænd i DNA-dragter er blevet ført væk.
Det skriver Fyens Stiftstidende, og Nina Jensen, der er bosat på Slotsgade, som ligger tæt på parkeringspladsen, bekræfter hændelsen over for TV 2 Fyn.
- Det eneste, jeg kan sige, er, at der holder en sort bil med åbne døre. Der er fire mænd, der er blevet ført væk i DNA-dragter, siger Nina Jensen og tilføjer, at der foruden Fyns Politi er en ambulance til stede.
- Politiet kører til og fra stedet. Der er desuden tilkaldt en hundepatrulje, lyder det videre.
Bil taget med
Ifølge Fyens Stiftstidende er der mindst otte betjente til stede på parkeringspladsen, som Fyns Politi har spærret af med afspærringstape.
Mediet fortæller, at politiet har givet “en mand” en DNA-dragt på.
Klokken 17.44 fortæller TV 2 Fyns reporter fra stedet, at Fyns Politi har fjernet afspærringen og forladt parkeringspladsen.
- En kranbil fra Falck har desuden har taget en sort Ford med, siger TV 2 Fyns reporter, der har forsøgt at få en kommentar fra Fyns Politis indsatsleder på stedet, der ikke ønsker at udtale sig.
Artiklen fortsætter under billedet …
TV 2 Fyn har forsøgt at få en kommentar fra Fyns Politi. Det har ikke været muligt, men i en pressemeddelelse skriver det, at:
- Fyns Politi kan bekræfte, at vi har været tilstede i Nyborg i eftermiddagstimerne 30. januar 2026 i forbindelse med en politiforretning. Mere info følger snarest fra anden politikreds.
TV 2 Fyn følger sagen
kopieret!
Regeringen vil udvise udlændinge med en dom på mindst ét års fængsel.
Sådan lød det blandt andet fra Statsministeriet, da man fredag indkaldte til pressemøde om kriminelle udlændinge.
Og ifølge retsreporter hos TV 2 Fyn Peter Frausing så er det et klart signal, der kommer fra regeringen.
- De sender et klart signal til kriminelle udlændinge, som vi også gang på gang har set i Odense, om, at det er ikke acceptabel adfærd, fortæller han.
Regeringen vil udvise alle udlændinge efter dom på mindst et års fængsel
Statsministeriet indkaldte fredag til pressemøde om kriminelle udlændinge.
Til stede ved pressemødet var statsminister Mette Frederiksen, forsvarsminister Troels Lund Poulsen, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund.
Blandt andet skal flere kriminelle udlændinge udvises. Er man idømt mindst et års ubetinget fængsel for alvorlig kriminalitet som for eksempel grov vold og voldtægt, skal man som klart udgangspunkt udvises.
Der skal også genåbnes en ambassade i Syrien med udpegning af en udsendelsesambassadør, og så skal der flere penge i hånden til afviste asylansøgere og flygtninge og familiesammenførte, der har fået deres opholdstilladelse inddraget og som udrejser frivilligt til Syrien eller Afghanistan i resten af 2026.
Allerede før præsentationen er udvisningsreformen blevet heftigt omdiskuteret, særligt i forbindelse med, at udvisning af udlændinge kan komme i karambolage med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, som sikrer retten til privat- og familieliv.
Får konsekvenser
Ifølge Peter Frausing, der har befundet sig tæt på mange retssager, har man tydeligt kunnet mærke, at de kriminelle udlændinge, han har kendt til, har været ret overbeviste om, at de ikke kunne blive sendt ud af landet.
- Indtil nu har de måske taget det mere “laissez faire”, når de har siddet i retten, selvom de har risikeret fængselsstraf, fortæller han videre.
Spørgsmålet er så, om den opfattelse kommer til at ændre sig på baggrund af dagens pressemøde.
- De bliver jo sandsynligvis udvist nu efter en dom på mere end et års fængsel. Men det næste spørgsmål, der rejses, det er jo så, om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol rent faktisk, når de her klagesager sandsynligvis kommer om nogle år, kan nikke genkendende til, at det er den fortolkning, vi skal have, afrunder Peter Frausing.
Nu starter kampen mod ulovlig helårsbeboelse, overbebyggelse, kriminalitet og socialt snyd i kolonihaver i Odense Kommune.
Det første offer: Biskorup Haveforening.
Men det stopper ikke der. Kolonihaverne i Odense Kommune har længe været en verserende sag, og efter budgetforhandlingerne i fjor er der nu afsat ni millioner kroner i perioden 2026 til 2028 for at komme problemerne til livs.
Og det er en god start mener formand for By- og Kulturudvalget Lars Christian Lilleholt (V).
- Hovedsageligt skal der løses de udfordringer, der er med overbebyggelse, helårsbeboelse, kriminalitet og socialt snyd. Vi har ikke alle redskaberne endnu, men det arbejder vi på, og så arbejder vi på, at folketinget skal hjælpe os i kampen, siger han til TV 2 Fyn.
Hjælp fra folketinget
Og udfordringer har der været nok af. TV 2 Fyn har tidligere kunne berette om masseslagsmål i Biskorup Haveforening, et kolonihavehus, der blev gennemhullet af 15 skud samme sted, og en 4,4 kilo tung dynamitbombe, der blev opbevaret i en af haverne.
Og listen af eksempler stopper ikke der. Mange andre kolonihaveforeninger rundt omkring i kommunen har oplevet lignende ting.
Narko, skud og knivstik: Her er 13 møgsager fra de odenseanske kolonihaver
I Odense er kolonihaverne ikke kendt for at være et sted, hvor du kan nyde solen, lave lidt havearbejde eller dyrke gulerødder.
Ikke længere i hvert fald.
Nu rimer de små haver mere på mindre idylliske ord som bandekriminalitet, ulovlig helårsbeboelse og stråmandsvirksomhed.
Der har ellers været bred politisk interesse for at bekæmpe kriminaliteten i kolonihaverne.
TV 2 Fyn giver i artiklen et overblik over nogle af de mest opsigtsvækkende historier fra de odenseanske kolonihaver de seneste ti år.
Her er 13 møgsager fra de odenseanske kolonihaver
Juli 2025
Under en ekstraordinær generalforsamling for haveforeningen i Biskorup udbrød der masseslagsmål. Politiet vurderede at 20 til 30 mennesker var involveret, da slag og stole fløj gennem et lejet lokale på Odense Havn. To mænd er sigtet i sagen.
Februar 2025
Et kolonihavehus bliver gennemhullet af 15 skud, og det er blot den seneste af mange sager fra Biskorup Havekoloni. Stedet er en rotterede, siger byrådspolitiker Tommy Hummelmose.
Juli 2024
To personer bliver stukket med en kniv i Havekolonien Vibelund, og i den forbindelse bliver en 24-årig anholdt og sigtet for drabsforsøg. Ifølge politiet var der tale om et familieopgør og ikke et bandeopgør. Begge ofre overlevede.
December 2023
En 4,4 kilo tung dynamitbombe blev opbevaret i et kolonihavehus i Biskorup. Bomben blev brugt i et forsøg på at sprænge en opgang på Nyborgvej som led i en konflikt om narkogæld. Det kom frem i den efterfølgende retsag.
August 2021
I haveforeningen Martinsminde i det nordøstlige Odense er der medlemmer, der er bange for bander, der hærger i kolonihaveområdet. De frygter, at hvis de siger noget til politiet om banderne, vil deres biler eller deres kolonihaver blive brændt af, siger foreningens formand, Tina Christensen.
August 2021
Det kommer frem, at udenlandske arbejdere fra blandt andet Rumænien og Polen bor i kolonihaver, mens de arbejder på letbanebyggeriet. Der er ikke gode nok el- og toiletforhold, og det er ulovligt, fastslår kommunen.
Juli 2021
I haveforeningen Vibelund og mange andre steder vækker det opsigt, da den siddende formand i foreningen opfordrer foreningens medlemmer til kun at stemme på etniske danskere til bestyrelsen. Ved generalforsamlingen bliver formanden dog væltet.
Maj 2018
Ved en stor politiaktion omkring haveforeningen Martinsminde finder politiet både stoffer og ammunition.
August 2017
Selv om kolonihaverne ifølge loven højest må være 60 kvadratmeter, er der eksempler på, at nogle ejere bygger swimmingpools eller bygger store bygninger i strid med loven.
Maj 2017
I Søndergårds Haver får en ung mand punkteret sin lunge i forbindelse med et knivstikkeri. Manden overlever, men kommer også til skade på sin arm.
November 2016
I forbindelse med en ransagning i Løkkegårdshaverne bliver en 21-årig mand med relationer til Hell’s Angels’ støttegruppe, AK81, anholdt. Under ransagningen finder man et oversavet gevær med tilhørende patroner.
Oktober 2016
En 24-årig mand bliver anholdt og sigtet af politiet for at have skudt en 52-årig mand i benet i Søndergaards Haver ved Ejbygade i det sydøstlige Odense. Episoden er ifølge politiet ikke banderelateret.
Januar 2016
Omkring 600 kolonihavehuse i 30 kolonihaver er for store og bruges ulovligt som helårsbeboelse. Det vil kommunen have lavet om på og lægger opgaven over på haveforeningerne. Det gælder blandt andet Grønløkken, Løkkegaards Haver og Martinsminde, hvor 40 procent af haverne er overbygget i strid med loven.
Borgmester har ad flere omgange lovet handling
I 2018 slog borgmester Peter Rahbæk Juel (S) fast, at han ville have de kriminelle aktiviteter ud af kolonihaverne.
- Det skal være trygt at være i en kolonihave. Man skal ikke kigge sig over skulderen og være bange for, hvad naboen opbevarer, eller om der bliver handlet med stoffer, sagde Peter Rahbæk Juel til TV 2 Fyn i 2018.
I 2021 lovede han, at der vil blive fundet løsninger efter flere års problemer.
- Kolonihaver skal ikke være et fristed for kriminelle og bandeaktiviteter, forsikrede borgmesteren.
Sådan er det ikke gået.
I februar udspillede sig en skudepisode i en kolonihave i Odense. Et hus blev gennemhullet af 15 skud. Torsdag blev der skrevet et nyt kapitel i sagaen om kolonihaverne, da der udbrød masseslagsmål ved en ekstraordinær generalforsamling for Haveforeningen Biskorup.
Én ting ligger fast: Kolonihaverne er stadig hærget af kriminalitet, frygt, trusler, vold og hærværk.
For føromtalte “kolonihavernes fjende nummer ét” Claus Skjoldborg (S) er de penge, som er blevet afsat, også en god start, men mere hjælp skal til, hvis rødderne for alvor skal rives op.
- Det er vigtigt, fordi der skal ryddes gevaldigt op i de her kolonihaver. Det er en start, men det er slet ikke nok penge. Vi må forhåbentligt kunne finde nogle flere penge til næste budgetforlig.
Samtidigt håber Claus Skjoldborg også på hjælp fra Christiansborg.
- Håbet er, at regeringen kommer med ny lovgivning på området, så det bliver nemmere at bevise, at folk ikke bor der fast, og at vi samtidig får beføjelser til at smide dem ud, hvis de gør, siger han.
By-, Land- og Kirkeministeriet proklamerede, at arbejdet mod problemerne i kolonihaver skulle begynde i midten af november sidste år.
Torsdag aften væltede to unge mænd på et el-løbehjul en kvindelig cyklist, der var på vej hjem, og stjal hendes taske.
Det fremgår af Fyns Politis døgnrapport.
Episoden fandt sted på Munkemaen i Odense N klokken 18.15, hvor kvinden blev væltet omkuld og skubbet ind i en busk.
Herpå stjal de to unge mænd tasken, der var placeret i cykelkurven, og flygtede fra stedet.
TV 2 Fyn har forsøgt at få en kommentar fra Fyns Politi om hændelsen. Det har ikke været muligt.
Der er godt gang i kuglepinden i Ådalen.
OB har nemlig netop skrevet kontrakt med Ester Dahlmann, der vender retur til Odense, skriver klubben på sin hjemmeside.
- Ester Dahlmann vender tilbage til OB - en klub hun kender særdeles godt fra sin tid på Akademiet. Hun er en spiller, der kombinerer teknisk kvalitet med stor spilintelligens og en udpræget dynamik i sine positioneringer på banen, siger sportschef Mikkel Bo Mikkelsen.
Den 20-årige midtbanespiller kommer til fra Esbjerg fB.
Sportschefen beskriver Dahlmann som en spiller med stor teknisk kvalitet og spilforståelse, der passer perfekt ind i klubbens DNA.
Hun har lavet en aftale med fynboerne, der løber til sommeren 2027.
OB henter ungdomslandsholdsspiller
Hvis fans af OB Q går og smiler ekstra bredt for tiden, er det med god grund. Klubben har nemlig netop tegnet kontrakt med ungdomslandsholdsspilleren Camilla Hjortsø.
Den 24-årige forsvarsspiller kommer til fra ASA fra Aarhus, men har derudover et fornemt CV bestående af norske FK Haugesund, Team Viborg, Vildbjerg SF og Thy-Thisted Q.
- Camilla Hjortsø kommer til OB som en stærk og moderne back, der bringer både erfaring, vindermentalitet og markant fysisk power ind i truppen. Med kampe på både nationalt og internationalt niveau har hun opbygget en robusthed og modenhed, siger sportschef hos OB til klubbens hjemmeside.
Hjortsø har erfaring fra syv U16-kampe og to U17-kampe.
Det er svært at få meget spilletid, når man spiller samme plads som verdens bedste håndboldspiller. Det har Niclas Kirkeløkke fra Ringe måttet sande, efter at Mathias Gidsel i 2021 gjorde sit indtog på det danske landshold.
Både Gidsels manglende størrelse i forsvaret og behovet for, at han kan bruge mest muligt energi i angrebsspillet, gjorde, at landstræner Nikolaj Jacobsen omskolede Kirkeløkke til at spille fløj.
Så kunne han dække back i forsvaret, men de to byttede plads i angrebet. I den rolle har Kirkeløkke vundet to verdensmesterskaber og olympisk guld, men han kommer ikke til at se sig selv som fløjspiller.
- Jeg er klart back stadigvæk. Der er ikke nogen tvivl i mit sind, lyder det fra Flensburg-spilleren.
Kamp om pladserne
- Jeg føler stadig, jeg er bedre til at spille back, og det er også sjovere. Og så er det bare den plads, jeg altid har spillet. Det ligger dybere i mig.
Det er da også kun på det danske landshold, han bliver parkeret ude på fløjen i angrebet. Dagligdagen i Flensburg bruges også som back, og det er vigtigt for ham.
Han ønsker ikke at spille fløj til hverdag, men på det stjernespækkede danske hold tager han gerne rollen på fløjen, fordi det er til holdets bedste.
Der er kamp om pladserne på landsholdet. Danmark har formentlig aldrig haft flere dygtigere håndboldspillere på herresiden, og især på højre back er holdet godt besat som aldrig før.
Emil Madsen fra THW Kiel er skadet, men ville formentlig have været med som backup for Gidsel, hvis han var klar. Derudover er der Mads Hoxer på samme plads, og han bruges som Kirkeløkke også i rollen som fløj indimellem.
Træner ikke fløjposition
Men den intense kamp om pladserne i Nikolaj Jacobsens trup får ikke Kirkeløkke til at spekulere i at lægge ekstra træning i fløjpositionen til daglig.
- Jeg har ikke rigtig tid til at træne på fløjen i Flensburg. Vi har så mange kampe, at jeg har hverken tid eller fysisk overskud til det, så jeg træner det ikke, siger han.
Derfor er samlingen op til slutrunderne også ekstra vigtig for en spiller som Kirkeløkke, som spiller ude af position på nationalmandskabet.
- Jeg skal lige ind i flowet igen, når jeg kommer ind på landsholdet. Jeg kan godt mærke, det tager nogle dage eller måske en uge, før jeg føler mig sikker fra fløjen igen. Men det kommer heldigvis hurtigere og hurtigere, synes jeg.
Han er på ingen måde utilfreds med sin rolle på landsholdet. Han er holdets mand, og han nyder at være med til at skrive historie i rødt og hvidt.
Men selv om han har været en stor succes som fløj på det danske hold gennem flere år, så vil han fortsat have en dagligdag på sin foretrukne position.
- Som back er man mere med i spillet i angrebet, man skal tage nogle lidt større chancer og har et større ansvar i spillet.
- Man skal søge ind til skud, spille mand mod mand og spille folk fri. Som fløj skal man mest bare stå og og håbe, at man er fri nok til at kunne score, når man får bolden, siger Kirkeløkke.
I sommeren 2027 vender han hjem til Danmark efter otte år i Tyskland. Han skal tørne ud for Fredericia.
Få den fulde appoplevelse
Hent vores app og gå ikke glip af de vigtigste fynske nyheder
Dit digitale aftryk
Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.
Du kan altid ændre dine præferencer senere
Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.
Se flere detaljer om vores cookies her