Coronasmittet fynbo kan ikke komme hjem: Julemiddag bliver måske en ret fra fryseren

Med en positiv coronatest lige op til jul blev der vendt op og ned på juleplanerne for 22-årige Cecilie Olsen.

Mange danskere bliver i disse dage testet for at kunne holde jul sammen med familien med god smittesamvittighed.

Men der er også danskere, der i dagene op til jul ikke får det svar, som de havde håbet på.

Og med en positiv coronatest i hånden op til jul betyder det, at man må holde jul isoleret fra familien.

Sådan ser realiteterne ud for 22-årige Cecilie Olsen, der bor i København, men skulle have fejret højtiden med familien i Gudme.

quote Hvis Justeat holder åbent, kan det være, at jeg bestiller sushi

Cecilie Olsen, fynbo bosidende i København

Har mere ondt af familien

Fredag 18. december tikkede der et positivt coronasvar ind i fynboens e-boks. Hun var forberedt, fordi hun havde haft hovedpine, ondt i ryggen og i hovedet, og fordi hendes bofælle var smittet.

Men nu er bofællen rask, fri af isolation og rejst hjem til familien, så Cecilie Olsen skal holde juleaften helt alene i lejligheden i København.

- Det er mærkeligt. Men jeg har faktisk mere ondt af min familie, end jeg har af mig selv, siger hun.

Hun skulle have holdt jul i hjembyen Gudme med sine forældre, sine to søstre og bedsteforældre. Forældrene har været forbi med gaver og juleslik. Julemiddagen har hun ikke planlagt endnu. Wolt (der leverer take away) holder lukket.

- Hvis Justeat holder åbent, kan det være, at jeg bestiller sushi. Jeg er alligevel ikke noget kartoffel-menneske. Julemad hører til sammen med familien, synes jeg, siger hun.

Hvis det ikke kan lade sig gøre at få mad bragt til døren, har hun en tærte og en portion chili con carne i fryseren.

Hænger ud med familien på Skype

I lejligheden har hun et lille juletræ, som hun lægger gaverne under. Men ellers har hun ikke planlagt noget særligt julet. Måske fletter hun en julestjerne, bager boller eller tager pænt tøj på. Og så skal hun hænge ud med familien på Skype, hvor hun nok også skal synge en julesang.

- Alle har meget ondt af mig. Mere end jeg har af mig selv. Jeg prøver bare at være positiv, siger Cecilie Olsen.

Bofællen har haft dårlig samvittighed, og de havde også snakket om, om hun skulle blive og fejre jul med Cecilie. Men i Cecilies øjne handler jul om at være sammen med familien, og som hun siger:

- Det gør ikke min jul bedre, at hun ikke er sammen med sin familie. Så det ville ikke give mening, at hun blev, siger hun.

Oversigt

    Oversigt