Slut med løn-hjælp: 20.000 kan modtage fyreseddel

Det er slut med lønkompensation i slutningen af august, og det kan betyde fyringer, mener Dansk Industri.

I slutningen af måneden udløber regeringens lønpakke, der har givet virksomheder tilskud, så de kunne undgå fyringer. Spørgsmålet er bare, hvad der sker, når ordningen udløber.

En af dem, der har gjort brug af pakken, er Bryggeriet Vestfyen i Assens. Her er alle medarbejdere tilbage igen, og tappehanerne kører for fuldt blus. Men det havde de måske ikke gjort uden hjælpepakken.

- Vi har bestemt kunnet undgå fyringer takket være lønkompensationen, og den har skabt noget ro for os, siger direktør for Bryggeriet Vestfyen, Rasmus Damsted Hansen.

Fyringer på den anden side?

Men ikke alle er kommet tilbage på arbejde igen. På Fyn er cirka 10.000 ud af 17.000 kommet tilbage i arbejde. På landsplan er tallet gået fra 250.000 til 100.000.

Dansk Industri frygter dog, at mange virksomheder bliver nødt til at afskedige medarbejdere, når lønkompensationen frafalder.

- Det kan komme til at berøre i størrelsesordenen 20.000 mennesker på landsplan, siger Steen Nielsen, der er vicedirektør i Dansk Industri.

Foreslår at forlænge ordning

Han nævner, at særligt nogle brancher er i knibe og vil være det længere end til augusts udløb.

- Der er brancher, der er direkte berørt af restriktionerne. Dem, der lever af at arrangere konference og koncerter, hvor det kræver at være mange mennesker samlet, siger han og fortsætter:

- Her ville det være en fordel at lade ordningen gå videre.

Hos Bryggeriet Vestfyen har man ikke længere behov for hjælp fra staten, da ølsalget så småt er på vej op igen.

- Jeg har tidligere sagt, at vi mister omkring 20 millioner i omsætning. Dog ser ølsalget i juli rigtig godt ud, og august ser også ud til at blive god, så vi rammer de forventninger, vi har, siger direktør, Rasmus Damsted Hansen.

Oversigt

    Oversigt