Corona-skabt samarbejde: Bestil taxa-leveret takeaway fra Jensens Bøfhus

Fynboer kan få leveret takeaway fra Jensens Bøfhus og til døren med hjælp fra taxachauffører fra Taxa Syd. Virksomhederne har nemlig indgået et nyt samarbejde.

Forskellige virksomheder på Fyn bliver stadig mere kreative i kampen for overlevelse, nu hvor coronavirus er skyld i, at de fleste virksomheder lukker ned for en periode.

quote Der kommer nok ikke meget omsætning ud af det, men det er heller ikke helt det, som det drejer sig om lige nu

Tadzudin Kasami, direktør, Taxa Syd

Nu kan fynboerne og også resten af landets befolkning nemlig se frem til at kunne bestille og få taxa-leveret takeaway fra Jensen Bøfhus, der netop har indgået et samarbejde med Taxa Syd om udbringning.

- Jeg tror på, at al den aktivitet, vi kan skabe lige nu, kan være med til at holde på arbejdspladser, og det vil vi rigtig gerne. Vi er rigtig glade for vores medarbejdere, og vi vil gerne beholde dem, siger direktøren for Jensens Bøfhus, Anders Nikolaisen, til TV 2/Fyn.

Klar til at hjælpe

Det nylige samarbejde mellem de to virksomheder er naturligvis et forsøg på at redde omsætningen, men samarbejdet er også indgået for at hjælpe de mange hjemsendte danskere, der skal vænne sig til en ny hverdag.

Direktøren for Taxa Syd, Tadzudin Kasami, regner faktisk slet ikke med, at samarbejdet vil betyde det store for omsætningen.

- Der kommer nok ikke meget omsætning ud af det, men det er heller ikke helt det, som det drejer sig om lige nu. Vi vil bare gerne vise, at vi er her, og at vi står klar til at hjælpe, siger Tadzudin Kasami.

Indtil videre er Taxa Syds omsætning faldet med 83 procent under corona-krisen.

Opfordrer til take-away 

For at mindske smitten af corona har regeringen og myndighederne løbende præsenteret nye og mere ekstreme tiltag, der matcher situationens alvor. Og tirsdag var ingen undtagelse.

quote Vi ved, at der sidder mange danskere derhjemme, som måske får lyst til at forkæle sig selv lidt mere

Anders Nikolaisen, direktør, Jensens Bøfhus

På et pressemøde tirsdag meldte statsministeren Mette Frederiksen (S) blandt andet ud, at cafeer, restauranter, barer og diskoteker nu skal holde lukket frem til 30 marts indtil videre.

- Men de, der kan sælge takeaway, må fortsat gøre det, og det kan måske være en måde at fortsætte aktiviteten på, sagde statsministeren.

Kører alligevel

Jensens Bøfhus har omkring 700 ansatte fordelt på 21 restauranter landet over, og selvom hele 500 ud af dem er sendt hjem, så ønsker direktøren at holde på dem ved at holde hjulene bedst muligt i gang.

- Vi ved, at der sidder mange danskere derhjemme, som måske får lyt til at forkæle sig selv lidt mere, og det behov vil vi gerne være med til at opfylde, fortæller Anders Nikolaisen.

Og til trods for at det ikke skaber den stor omsætning, så ser Taxa Syds direktør chaufførernes nye funktion som madleverandører som en god mulighed.

- Vi kører jo rundt derude alligevel, så vi kan lige så godt udnytte det til at hjælpe danskerne, siger Tadzudin Kasami.

Næste skridt i samarbejdet

Men samarbejdet slutter ikke her, for direktøren for Jensens Bøfhus har allerede flere tiltag i støbeskeen. Han arbejder i øjeblikket på at stable en vinklub på benene.

- Der er en stor velvilje derude til at lave en masse sjove ting, og vi sidder bestemt ikke på hænderne. Vi vil gerne skabe lidt aktivitet, fortæller Anders Nikolaisen.

Derfor taler direktøren i øjeblikket med restaurantkædens vinleverandør for at finde ud af, om taxachaufførerne i fremtiden også kan få lov at levere vin til kunderne som en del af restaurantens takeaway tilbud.

Oversigt

    Oversigt