Kan teste mange flere: Bruger knap halvdelen af de tilgængelige corona-tests

Retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen betyder, at kun halvdelen af testkapaciteten bliver brugt. Det fortæller Region Syddanmark til TV 2/Fyn.

22.800 syddanskere. Så mange kunne siden den 28. marts have været testet for coronavirus. Men tallet er langt lavere. Faktisk er kun 11.197 blevet testet.

Det viser tal fra Region Syddanmark.

- Vi har enkelte dage været over 1.200 test, men de øvrige dage ligger vi nogle gange nede på kun en fjerdedel, af det vi kan håndtere, siger koncerndirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen til TV 2/Fyn.

Det er de praktiserende læger, der henviser patienter til sygehusene for corona-test.

- Vi får ikke henvist det antal personer, som vi kunne teste, siger Kurt Espersen.

Regionen holder sig til Sundhedsstyrelsens kriterier, og tester dem, der skal testes, forklarer Kurt Espersen.

- Vi tester også egne medarbejdere, der falder ind under kriterierne, i høj grad. Der er bare ikke personer nok, der falder ind under kriterierne i vores region, siger koncernchefen.

Falsk tryghed

Kurt Espersen mener, det er vigtigt at holde fast i kriterierne, for der skal være en mening med at teste.

- Man kan blive testet for at få sin smittestatus bekræftet, og så man eventuelt kan indlægges på sygehuset, så vi kan isolere patienten på den rigtige måde, siger han.

Ifølge koncerndirektøren kan corona-test dog også have en uønsket effekt.

- Hvis man testes negativ og går ned i Netto eller Brugsen en halv time efter og bliver smittet der, så siger den test ikke ret meget. Oven i købet er den måske bare falsk tryghed, siger Kurt Espersen.

Udvid test til flere grupper

Kurt Espersen oplyser, at regionen dagligt drøfter kriterierne for corona-test med Sundhedsstyrelsen.

- Sundhedsstyrelsen er godt klar over, vi kan teste mere, end vi gør i øjeblikket. Det tror jeg også indgår i deres overvejelser om at ændre de kriterierne, siger koncerdirektøren.

Han mener, man godt kan begynde at overveje udvidelse af kriterierne.

- For eksempel kunne man begynde at teste folk, der skal indlægges. Så man kan mindske smittespredning på vores sygehuse, siger Kurt Espersen.

Så mange har Region Syddanmark testet

Oversigt

    Oversigt