Nu skifter vejret: Fredag er der risiko for skybrud

Sommervejret holder en pause i weekenden, som indledes med risiko for skybrud fredag, hvor der kan falde op mod 35 millimeter regn. 

Den danske sommer er som bekendt lunefuld, og efter flere dage med temperaturer på omkring 25 graders varme, skifter det fynske junivejr nu karakter. 

Fredag bliver således malet i farver i grå og mørke toner og blandes op med rigeligt regnvand. 

Ifølge DMI er der nemlig risiko for kraftige regnbyger, hvor der lokalt kan falde mellem 25 og 35 millimeter regn på seks timer. Samtidig varsles der om lokale skybrud, hvor der kan falde mere end 15 millimeter regn på en halv time. 

Temperaturmæssigt kommer fredagen på Fyn til at ligge mellem 16 og 21 grader med svag til jævn vind omkring nordvest. 

I aften og i nat fortsætter regnvejret, og der kan også opstå tordenvejr. Temperaturen falder til mellem 15 og 18 grader, og vinden bliver svag til jævn vestlig vind. Ved kysterne kan det blive op til frisk vind. 

Regnvejret fortsætter hele weekenden

Og der er ingen grund til at lægge regntøjet for langt væk. Regnvejret ser nemlig ud til at blive et tema hele weekenden.

Det forudser vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Trine Pedersen over for Ritzau. 

- Det ser desværre sådan ud, at weekenden nok kommer til at stå i regnvejrets tegn, siger hun.

Det køligere og vådere vejr, vi har i vente, skyldes en frontzone, som i løbet af weekenden bevæger sig fra vest mod øst og først søndag aften eller natten til mandag slipper landet helt.

- Tendensen i dag og lørdag og søndag er, at vi ligger og slås med denne her frontzone. Den slipper først, når weekenden er ved at være forbi, siger meteorologen.

- Lørdag ligger frontzonen pladask på tværs af landet, så med undtagelse af yderkanterne i øst og vest bliver det en skyet dag med temperaturer mellem 18 og 22 grader.

Overskyet sommersolhverv 

Lørdag går vi desuden mørkere tider i møde, når fænomenet sommersolhverv opstår på den nordlige halvkugle.

I København vil dagen være hele 17 timer, 32 minutter og 15 sekunder lang.

Ved vintersolhverv, årets korteste dag, er dagen kun 7 timer, 1 minut og 19 sekunder lang. Det skriver Illustreret Videnskab.

Søndag holder det sandsynligvis mest tørt i den vestlige del af landet, mens Bornholm, den nordøstlige del af Sjælland og den allernordligste del af Jylland får regn.

- I resten af landet holder det nok overvejende tørt, og så kan der nok også komme lidt sol, siger Trine Pedersen.

Søndag vil temperaturerne ligge på omkring 20 grader.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt